Vi venter os en....

Ja, så er der altså kommet svar fra sygehuset og det viser sig at vi venter en sund og rask DRENG 💙

Alle kromosomanalyser var helt fine, så jeg er glad for at vi trods alt fik lavet moderkagebiopsien. Altså, selv hvis barnet havde haft downs syndrom, så havde vi stadig valgt at beholde det, for man kan sagtens få et godt liv med downs syndrom. Det eneste, der havde kunne få os til at vælge en abort, havde været hvis barnet fejlede et eller andet, hvor han ikke havde kunne få et værdigt liv, hvis han på forhånd var "dømt" til kun at ville leve ganske kort tid.

Men det slap vi jo "heldigvis" for at spekulere på og tage stilling til.

Nu ved vi at vi venter en sund og rask dreng, så nu kan vi rigtig shoppe drengeting ☺

Et par dage på langs

Havde egentlig lovet mig selv, at jeg ville få blogget lidt mere i denne uge, men har nærmest ligget på sofaen siden mandag.

I torsdags var vi jo til Nakkefoldsscanning, og risikovurderingen var let forhøjet ved de kromosomer, der viser Downs syndrom, så jeg skulle igennem yderligere undersøgelse for at afklare om junior havde Downs eller ej.

Jeg var derfor i mandags inde på Kolding Sygehus for at få lavet en moderkagebiopsi, og for pokker hvor gjorde det ondt, da de stak nålen med i maven. Jeg fik så ordre på at holde mig i ro resten af dagen, og så var det op til mig selv at mærke efter, hvordan jeg havde det i går mht om jeg måtte lave noget eller ej. Mandag aften begyndte jeg at få virkelig ondt - og jeg mener virkelig ondt i maven. Jeg havde fået at vide på sygehuset, at jeg godt kunne begynde at bløde lidt og at jeg godt kunne få ondt i maven, men at det  ikke var farligt med mindre at jeg begyndte at bløde meget. Blodet holdt sig dog væk, så jeg måtte nøjes med smerter. Tog så et par Panodil inden jeg gik i seng, og det hjalp mig til at falde i søvn. Vågnede så godt nok 50 gange i løbet af natten, fordi det gjorde ondt hver gang jeg skulle vende mig.

I går morges da jeg vågnede, gjorde det en smule ondt, men slet ikke i samme grad som mandag aften, så jeg stod op og tog den lidt med ro, for at prøve at modvirke at smerterne skulle vende tilbage. I går eftermiddags var jeg henne og få akupunktur, og da jeg kom hjem begyndte det at spænde og nive i maven. Og så måtte jeg holde sofaen resten af dagen.

Får så svar i dag på, hvad undersøgelsen siger. Derudover får vi så også at vide, hvilket køn det bliver. Normalt ville vi først få at vide til scanning om en lille måned, hvis man altså kan se det der, men denne undersøgelse kan vise kønnet, da de også analyserer kønskromosomerne, og selvfølgelig vil vi gerne vide hvad det bliver 😀

Den mest fantastiske oplevelse

Ja ok, nu ved jeg godt, at en del af mine indlæg fremadrettet sikkert kommer til at handle om livet, der vokser inde i mig, og sådan er det altså bare - deal with it ☺

I går var vi til scanning igen, og det var jo en præcis lige så fantastisk oplevelse, som den første gang... denne gang lå baby og vinkede inde i maven, og vi fik lv til at høre hjertelyd for første gang... og det var jo simpelthen en ubeskrivelig oplevelse ☺

Jordemoderen tog sig virkelig god tid til at scanne og fortælle om hvad hun så, og det var virkelig en god oplevelse.

Terminsdatoen er nu fastsat til 14. september, og hun fortalte, at jeg skal regne med at føde mellem d. 24. august og frem til d. 26. september, hvor jeg vil blive tilbudt igangsættelse, hvis ikke baby har meldt sin ankomst inden... men det vidste jeg jo egentlig godt, men det var alligevel pænt nok af  hende at sige det ☺

I går fik vi også lige shoppet lidt mere baby halløj, ja det er altså svært at lade være, selv om vi endnu ikke kender kønnet, og nok først får det at vide næste gang til scanning ☺men man kan jo altså også finde en del kønsneutrale ting ☺

En dag med afslapning

Jeg havde sat vækkeuret til kl. 8:15 i morges, fordi jeg skulle op og ringe... skulle have været til Kolding for at høre om noget aktivering i dag, men det var jeg nødt til at aflyse, fordi jeg skulle til akupunktur, og jeg kan jo altså ikke være 2 steder på én gang...

Men nåede aldrig så langt som til at mit vækkeur skulle ringe, for Bents telefon ringede kl. 7:40 (fandens til tidspunkt at ringe på), men han lod den ringe, da han ikke kendte nummeret (det viste sig at være en eller anden fra København, men Bent aner ikke, hvem det er, så han undlod at ringe tilbage). Når jeg alligevel var vågen, kunne jeg lige så godt vente oppe til kl. 8 og så få ringet.

Da jeg havde ringet, begyndte jeg at få hovedpine, så jeg lagde mig ind igen. Satte for en sikkerheds skyld vækkeuret, for at være sikker på at jeg kom hen til lægen kl. 11:45.  Da jeg vågnede og gik på toilet, var der en smule blod på papiret, og så begyndte panikken... jeg oplevede det samme, da jeg var omkring 5 uger henne, så jeg var ikke helt så bekymret som første gang, men ville alligevel lige vende den med sygeplejersken henne ved lægen, når jeg alligevel skulle derhen.

Hun er så sød hende sygeplejersken er så sød, og hun mente bestemt eller ikke der var grund til bekymring denne gang, så længe der ikke kom store mængder blod, og det gjorde der jo overhovedet ikke, så det beroligede mig alligevel. Hun mener det er pga sarte slimhinder og så kombineret med, at jeg har hostet meget de sidste par dage. Nu skal jeg jo også til scanning på torsdag, så jeg satser på det er væk til den tid, hvilket det sikkert også er, da der ikke har været noget hele eftermiddagen. Men hun mente, at jeg skulle holde mig lidt i ro de næste par dage frem til scanningen, så det må jeg jo hellere.

I dag har jeg rundet 13+0 ifølge de sygehusets beregninger, så det kan være jeg bliver sat et par dage frem på torsdag, hvis altså jordemoderen kan komme til at måle junior denne gang. Og man kan godt begynde at se, at jeg er gravid, og min mave ikke bare er fed pga mad ☺

Jeg er også (som langt de fleste andre gravide) begyndt automatisk at sidde med hænderne på maven, hvis jeg sidder og ser fjernsyn eller vi bare sidder og snakker. Det er så hyggeligt ☺

Ny scanning

Nu var jeg jo til første scanning i sidste uge, og fordi junior var meget aktiv, havde jordemoderen svært ved at måle, hvor stor babyen er, og dermed kunne hun ikke rigtig sige præcis, hvor langt jeg er henne, så jeg fik at vide, at jeg skulle til en ny scanning.

Det gjorde mig nu ikke noget, for ekstra scanning er lig med flere scanningsbilleder ☺

Har så fået tid til næste scanning torsdag i næste uge, og jeg glæder mig allerede... det er stadig en helt surrealistisk følelse at der rent faktisk vokser et andet lille menneske inde i mig ☺

Jeg har så også tid til scanning d. 20. april, og der får vi (hvis baby altså går med til det) at vide, hvilket køn h*n er ☺Jeg har hele tiden sagt, at jeg gerne vil vide, om det bliver en dreng eller en pige.. ikke fordi jeg foretrækker det ene frem for det andet, men simpelthen fordi jeg gerne vil kunne shoppe babytøj i passende farver ☺Bent har 3piger og 1 dreng i forvejen, så på den måde er oddsene for en pige jo størst, men jeg venter nu alligevel og ser, hvad jordemoderen siger ☺

Jeg skal være......

.............Mor til september 💖

Ja, du læste rigtigt... jeg er endelig blevet gravid - endda helt på ganske naturlig vis... og jeg skal være den første til at sige, at jeg egentlig havde opgivet håbet om at det nogensinde skulle ske.

Men nu er jeg altså så langt, at vi i går var til 1. scanning og se det lækreste lille hjerte slå de mest fantastiske små slag, mens ejermanden bevægede sig ganske livligt rundt. Og det er simpelthen den mest fantastiske oplevelse, jeg nogensinde har haft.

Nogle af jer ved, at jeg for små 4 år siden fik konstateret PCO og vi dermed knap et års tid efter, var igennem 2 reagensglasforsøg på Odense Sygehus. De 2 forsøg lykkedes dog ikke, og jeg var virkelig i tvivl om jeg en 3. og sidste gang ville udsætte min krop for det pres, som det trods alt er at skulle tage hormonindsprøjtninger dagligt samt det psykiske pres hele processen med ægudtagning, ægoplægning osv  er. Så jeg sagde til Bent, at jeg på daværende tidspunkt ikke havde overskuddet til det, og vi lagde derfor babyønsket lidt på hylden.

Jeg havde da også rent mentalt indstillet mig på, at uanset, hvor meget jeg end gerne ville, så ville jeg nok aldrig opleve at blive mor, for lysten til at ville gennemgå endnu en hormonbehandling var altså bare ikke stor.

Men så fik min mor livmoderhalskræft i november, og min mormor døde i december, og det gjorde så at vi sammen (Bent og jeg) besluttede, at vi en gang i løbet af året, når mor var ovenpå igen, og der var ro på, ville tage det sidste betalte forsøg i offentlig regi, og så håbe på, at lykken var med os denne ene gang.

Så langt nåede vi dog aldrig, for året var kun et par dage gammelt, da jeg tog en positiv graviditetstest. Der havde siden mellem jul og nytår været mange symptomer, men det tillagde jeg ikke større betydning, for symptomer har jeg sgu haft mange af, uden at der har været nogen som helst graviditet under opsejling. Men denne gang var den altså god nok.

Da jeg stod med den første positive test kunne jeg slet ikke tro på det, og først da jeg stod med 6 positive tests begyndte jeg at tro på, at det endelig var lykkedes os. Bent blev naturligvis rigtig glad - det er jo virkelig et ønskebarm, som vi har kæmpet for.

Og i går fik vi bekræftet, at alt ser fint ud, der er hjerteblink og aktivitet derinde, så nu kan jeg slappe lidt mere af.

Den træthed og den usigelige kvalme jeg har haft de sidste 4 ugers tid, har jo selvsagt også været på grund af graviditeten, men det er som om, at det heldigvis er lidt på retur igen (så længe det varer).  Jeg fik et ssøsygearmbånd af min veninde Mette forleden, og det hjalp virkelig meget på kvalmen. Og trætheden har jeg ikke mærket så meget til de sidste par dage, jo om aftenen, men jeg har ikke haft behov for at sove om dagen, og jeg har været tidligt oppe om morgenen også, så jeg krydser fingre for at det går den rigtige vej nu ☺

Nå men, jeg synes da at I lige skal have lov til at se et af mine scanningsbilleder: