En dreng, som vil frem i verden

I tirsdags var det  dagen for sundhedsplejerskens 2. besøg herhjemme, efter Silas' fødsel, og vi havde (selvfølgelig) internt i familien gættet lidt på, hvad Silas' vægt ville være. Vi var alle kommet frem til den konklusion, at han i hvert fald havde taget på, så var spørgsmålet bare, hvor meget? 

Sundhedsplejersken sagde med det samme, at han da godt nok var vokset, så det var altså ikke kun os, der havde den holdning. 

Vi fik ordnet en masse med hende inden han skulle vejes, for han sov da hun kom, og hun ville så nødigt vække ham. Men til sidst var vi jo så nødt til at få ham vejet, for alt andet var der kommet styr på. Han fik alt tøjet af (og brokkede sig - Ehm ja, lad os bare sige PÆNT - højlydt. Men vi fik ham målt og vejet, og på det 8 dage siden 1. besøg, havde han taget ikke mindre end 340 gram på og var blevet 1,5 cm længere, så vores "lille" baby vejede i tirsdags 3040 gram og målte 51,5 cm - og vi er selvfølgelig stolte. Alt det, han ikke rigtig kunne tage på inde i min mave, det tager han godt nok på nu da. 

Men altså, han skulle jo også gerne blive både større og tungere. 

I dag er det allerede 4 uger siden han blev født - hvor bliver tiden dog af... 

Så ramte vi terminsdato

I dag er det jo d. 14. september, og det er en dato jeg har set frem til det meste af 2017. I dag er nemlig dagen, hvor jeg oprindelig havde termin.

Nu kom Silas jo så til verden allerede for 3 uger siden, så terminsdagen har jo ikke haft den store betydning. Men det er alligevel lidt sjovt at tænke på, at jeg havde haft termin i dag, hvis han var vokset, som han skulle. 

I mandags havde vi besøg af sundhedsplejersken, og hun var ovenud godt tilfreds med Silas. Hun vejede ham, og jeg blev da noget overrasket, da vægten sagde 2700 gram. Han vejede jo 2445 gram, da vi blev udskrevet sidste uge, så jeg havde selvfølgelig håbet han lå omkring 2550-2600 gram, taget i betragtning hvad han havde taget på mens vi lå på sygehuset. Men han havde i mandags taget 255 gram på, mens vi har været hjemme, og det er sgu da godt gået. Derudover er han vokset 2 cm, så han nu måler 50 cm. Min store dreng 💙 På tirsdag kommer hun så igen, så det er spændende, hvor meget han så har taget på. 

I går havde vi ham i badekar for første gang siden vi kom hjem.. vi har selvfølgelig vasket ham, men i går valgte vi at sætte ham i badekar, og det er altså et hit. 

Han er kommet så langt siden vi kom hjem. Det er helt sjovt at se, hvor meget han udvikler sig på kort tid. Han elsker at ligge ved enten Bent eller mig og kigge på nogle lyskæder, vi har hængende i vores troldegrene i stuen og køkkenet. Inde i stuen har vi også 2 Christiansfeld stjerner hængende (ja, de hænger der altså hele året), og det er altså også et hit at ligge og kigge på dem. Og vi kan virkelig se på ham, at hans øjne virkelig er fokuserede på den ting, han nu kigger på.

Han er inde i en periode, hvor han ikke spilder sin tid med at sove. Han vil så gerne ligge og snakke med os, og vi tager os selvfølgelig tiden til at sidde og snakke med ham, når han er vågen. Den kontakt er simpelthen så vigtig. Når han så bliver træt, så skal der puttes (han er en rigtig puttegøj), og så pyt med, at vi ikke altid når så meget andet herhjemme. Silas er det vigtigste for os, og sådan er det altså bare. 

Lige nu ligger han i sin babynest og sover ved siden af mig i sofaen. Det er så hyggeligt at sidde og lytte til alle de små lyde, han kommer med, mens han sover. Jeg elsker at være mor, og jeg vil ikke bytte det for noget i verden 😍

Lovlig fraværsgrund

Ja, det kommer nok næppe som den store overraskelse, at jeg har været fraværende fra bloggen i et par uger nu. Og som nogle af jer jo ved, så er årsagen ganske simpel - torsdag d. 24. August kl. kom vores lille Silas nemlig til verden ved akut kejsersnit.

Jeg var til vægtscanning d. 23. August, hvor de skønnede ham til at veje 1926 gram, og det var 35% nyder gennemsnit, hvilket lægen vurderede var for meget, og han derfor, efter hendes vurdering, ville have bedst af at komme ud. Og jeg skulle nok regne med, at de ville sætte mig i gang starten ugen efter. Det var lidt af en mundfuld at sluge, men hvis det var det bedste for Silas, så var det dét vi gjorde.

Jeg skulle så omkring fødeafdelingen og have kørt nogle kurver, og efterfølgende skulle vi så tages op på konference. Vi blev bedt om at ringe ind på fødegangen om aftenen for at få at vide, hvad de havde aftalt, der skulle ske.

Da jeg var færdig, sagde jordemoderen at hvis vi havde tid til at vente 5-10 minutter, så kunne vi få svar med det samme på, hvad der skulle ske. Og det havde vi selvfølgelig. Mens vi ventede, kom hende lægen, som havde scannet mig, ud fra konferencen og sagde, at de lige skulle have det sidste på plads, men at vi skulle regne med at de ville sætte mig i gang allerede torsdag d. 24. Det var absolut ikke lige med i mine planer, og jeg blev fuldstændig ude af den, for rent mentalt var jeg jo ikke klar til at skulle sættes i gang, jeg var for pokker "kun" 37+0 om torsdagen, så selv om Silas reelt set var klar til at blive født, så var jeg på ingen måde forberedt på, hvad der ventede mig.

Vi fik tid til at møde op på fødegangen til i gangsættelse torsdag d. 24. Kl. 7:15, og det gjorde vi jo så. Da vi kom ind skulle jeg igen ind og have kørt en kurve for at tjekke Silas hjerterytme og min livmoder. De var i starten ikke helt tilfreds med kurven, så jeg fik lov til at ligge der et godt stykke tid, hvorefter vi så blev hentet og ført ind på en fødselsstue, hvor de atter ville overvåge Silas' hjerterytme og så køre en stresstest for at se, om han ville kunne holde til det pres, min livmoder ville komme under, under igangsættelsen. Nåede dog kun små 12 minutters stresstest, før de måtte stoppe, for min livmoder kom virkelig på arbejde og Silas' hjerterytme faldt drastisk, så der blev ringet efter endnu en sygeplejerske og samtidig konfererede jordemoderen med en overlæge, og det blev besluttet, at jeg skulle have kejsersnit. Og min overraskelse dagen i forvejen, over at skulle sættes i gang så hurtigt, var intet i forhold til at skulle have kejsersnit blot et par timer efter, jeg efter planen skulle have været sat i gang. 

Jeg lå inde på fødselsstuen og prøvede at forlige mig med tanken om, at jeg indenfor ganske kort tid havde min søn i armene, kom der rendende forskellige læger, jordemødre og sygeplejersker for at fortælle mig, hvordan kejsersnittet ville forløbe. 

Da klokken var lidt over 10, ringede jordemoderens telefon og da hun lagde på, meddelte hun at der kom en portør nu og hentede mig, og så blev jeg kørt på operationsstuen til kejsersnit. Fik så lagt lokalbedøvelse efterfulgt af spinalbedøvelse og kl. 10:35 sagde lægen, at han var født, og så hørte vi gråden som i den grad bekræftede, at vores lille søn var født. 

Han vejede ved fødslen 2280 gram og var 47 cm lang, så de havde skudt lidt forkert til vægtscanningerne. Men så længe det var til den side de havde skudt forkert, så er jeg godt tilfreds. 

Silas' blodsukker var noget for lavt, så han blev kørt på neonatal, hvor han blev lagt i kuvøse, så han kunne få varmen, og så fik han lagt en sonde i næsen, så han kunne få sondemad for at prøve at få hans blodsukker op. Bent tog med Silas på neonatal, mens jeg blev syet sammen og kørt på opvågning. Inden jeg kom ud af operationsstuen, måtte de dog lige have fat i en narkoselæge, for det viste sig at bedøvelsen gik for højt op, og dermed gjorde, at jeg havde svært ved at trække vejret. 

Jeg lå på opvågning små 3 timer og så blev jeg kørt på neonatal til Silas og Bent. Jeg var stadig lidt groggy og påvirket af det hele, men da jeg så vores lille søn ligge der i kuvøsen glemte jeg alt om, hvor hurtigt det hele var gået. I løbet af eftermiddagen smuttede Bent lige hjem til mine forældre for at få noget at spise, og jeg blev liggende på neonatal sammen med Silas, jeg kunne ikke gå fra ham. Om aftenen blev jeg flyttet ned på barselsafdelingen, men kunne komme op til Silas lige så meget jeg havde lyst til, og jeg var deroppe indtil ved 1 tiden om natten. 

Jeg lå et par dage på barselsafdelingen inden de flyttede mig på patienthotellet, for jeg var jo stadig medindlagt sammen med Silas. Silas havde en relativ hård start, og han fik målt blodsukker hver anden time, og det gjorde ondt i mit stakkels moderhjerte, at han skulle stikkes i sine små hæle, for at de kunne tjekke hans blodsukker, men der var jo ikke rigtig anden vej udenom. Han fik så også et sukkervandsdrop i den ene hånd, for de kunne ikke rigtig få blodsukkeret til at stige via sondemad, så de måtte ty til drop. Det havde han så i et par dage, hvorefter hans blodsukker heldigvis havde lagt sig stabilt, så de mente ikke, der var nogen grund til at det ikke skulle fjernes. 

Vi lå på neonatal indtil i onsdags, hvor vi endelig kunne udskrives efter 13 dage. De sidste 5  dages tid, skulle vi have amningen op og køre, og jeg er glad for, at jeg havde sygeplejerskerne til at hjælpe mig med det, for det er altså ikke bare sådan lige givet, at det er noget, der fungerer. Men vi kom da ind i en god rytme, og tirsdag fjernede han selv sonden fra næsen, og så valgte vi at prøve at lade være med at sætte den i igen, og heldigvis fungerede amningen bare perfekt om natten, så da de onsdag formiddag meddelte, at vi måtte komme hjem, kunne jeg have givet sygeplejersken det største kram.

Jeg er taknemmelig for den store hjælp vi fik fra personalet på neonatal, og jeg vil til enhver tid lade mit barn indlægge der igen, hvis det nogensinde skulle blive aktuelt på et senere tidspunkt. De var så søde og hjælpsomme, og selv da jeg virkelig havde en aften, hvor jeg virkelig var langt nede og påvirket af hele situationen, ja der tog de sig tid til at snakke med mig og hjælpe mig. 

Men ja, vi er nu forældre til vores lille mirakelbaby Silas, og vi elsker ham. Han er det dejligste og en virkelig charmetrold, som forstår at charme sig ind alle steder. 

Rent efterår udenfor i dag

Der er bestemt ikke noget at råbe hurra for, hvad angår denne sommer rent vejrmæssigt... kan ikke mindes, hvornår vi sidst har haft så dårlig en sommer.... selv min solvogn ude på terrassen, har vi sat ind i værkstedet igen, fordi den stor nærmest bare på højkant under udhænget og blev ikke brugt... Grillen har vi også sat ind i tørvejr, for den er godt nok heller ikke blevet brugt meget i år. Jeg ved godt, at der selvfølgelig kan nå at komme noget sensommer endnu, men jeg er ikke den store optimist, hvad lige netop dét angår - og jeg tror sgu ærlig talt ikke, jeg er den eneste dansker med den holdning. Tag nu fx i dag, der har jeg fundet min store striktrøje frem, fordi jeg sidder og ryster af kulde, og jeg nægter simpelthen at tænde for varmen endnu. Der skal vi altså

Men når det så er sagt, så glæder jeg mit til et efterår, hvor vi rigtig kan hygge os herhjemme og pusle omkring vores lille søn, som jo snart kommer til verden. Jeg glæder mig til at sidde inde i sofaen med ham og putte... ja, jeg ved godt, jeg nævner ham meget, men det er altså også bare det største, og en oplevelse, jeg aldrig havde troet jeg skulle opleve, så om jeg så nævner Silas 100 gange i hvert indlæg, så er det altså dét jeg gør!!! Det er min blog, og jeg skriver lige præcis, hvad jeg vil.

Men ja, bloggen har da taget en drejning i retning af at jeg snart bliver mor, og det vil jeg jo nok ikke komme til at ændre det vilde på, når jeg rent faktisk bliver mor om maksimalt lidt over 5 uger.

Sidder lige og nyder en kop varm kakao... havde den vildeste lyst til en Irish coffee tidligere i går, men det må jeg jo nok hellere vente lidt med at drikke... hvis jeg skulle have den nu, så blev det uden whiskey og ja, så er det altså ikke en rigtig Irish coffee... ak ja, der er mange af livets "små glæder" som må vige pladsen, når man er gravid, men så er der jo noget større at glæde sig til ☺

Det slog mig i går, at der nu snart kun er 3(!!!) måneder til 1. december. Hvor vildt er det ikke lige? Jeg synes det her år er fløjet af sted med 120 km/t, og jeg kan slet ikke forstå, vi snart har jul igen. I år skal vi simpelthen hygge som vi aldrig har hygget før til jul - eller nej vi kan nok ikke proppe meget mere hygge ind end vi allerede har, men nu skal vi jo rigtig hygge også for Silas' skyld, selv om han nok ikke forstår det helt vilde i år. Sidste år var vores jul jo ganske vist hyggelig, men der var jo alligevel en skygge over december måned med både mors sygdom og mormors død, men det sker ikke i år! Der giver Familien Doctor Lund den MAX gas med hyggen igen 😊

Det er hårdt at være mig

Lige for tiden er det i hvert fald... jeg elsker at være gravid og mærke det liv, der vokser inde i mig... men jeg er ved gud ved at være træt af de gener, som mit spiserørsbrok giver mig... det giver mig de vildeste anfald af halsbrand, og så godt som hver aften, når jeg endelig har fundet ro inde i sengen, så er jeg nødt til at rejse mig, fordi jeg skal kaste op... Jeg ved 100%, at det er spiserørsbrokket, der gør det, så der er desværre ikke rigtig noget at gøre ved det på nuværende tidspunkt... jeg kan bare vente på, at Silas kommer ud til os, så jeg forhåbentlig slipper for det... men når det så er sagt, så må han gerne lige vente et par uger endnu med at ville fødes...

Jeg har i dag rundet 36+0, og dermed er han om 1 uge reelt set klar til at blive født, men jeg vil nu gerne lige have ham til at blive derinde lidt endnu, selv om jeg glæder mig SÅ enormt meget til at møde vores lille søn.

Han har jo ligget med hovedet nedad i lang tid nu, men jeg har en anelse om, at han er begyndt at have lagt sig fast, for for dælen, hvor har jeg indimellem ondt i bækkenet, og det er efterhånden svært for mig at sidde ned, så jeg ligger rigtig meget ned på sofaen... I dag prøvede vi at gå en lille tur, men vi var nødt til at vende om, da vi ikke havde gået særlig langt, for jeg kunne ikke holde til mere. Det er pisse irriterende, men igen, så er der ikke noget at gøre ved det før jeg har født, så jeg prøver at holde mig så godt i gang, som jeg nu kan.

Jeg oplever flere og flere plukveer, og de er især slemme her om aftenen og om morgenen. Jeg plejer at vågne omkring 5-6 gange om natten ved at plukveerne er så slemme, at jeg ikke rigtig kan vende mig i sengen. Nogle nætter er jeg nødt til at kalde på Bent, så han kan hjælpe mig med at få mig vendt i sengen eller hjælpe mig op og stå, hvis jeg fx skal på toilet.

Men det er jo alt sammen til at holde ud og til at leve med, når jeg så tænker på det lille mirakel, der kommer ud af det om ganske kort tid... efter jeg er blevet gravid, så tror jeg sgu jeg kan klare meget, så længe det har noget med Silas at gøre - og sådan er der sgu nok mange vordende mødre, der har det.

En afslappende weekend

Ja, jeg havde jo planlagt, at der bare skulle slappes af lørdag og søndag, og det blev der jo sådan set også... lørdag fik vi dog lige bagt de brunkager, som vi lavede dejen til i fredags, og ja så spredte duften af jul sig jo hurtigt over hele huset.... så nu glæder jeg mig jo bare endnu mere til jul...

Lørdag aften, mens vi sad og spiste, ringede min mor så og spurgte om vi var hjemme, og ja det var vi jo (nu er vi ikke dem, der farer allermest ud til alverdens ting og sager om aftenen, så de ved jo, vi stort set altid er hjemme, medmindre vi er hjemme ved dem). De var nemlig på vej ud til os, fordi de havde fået nogle ting fra deres genboer til Silas (de har tvillinger på knap 2 år, så der dukker indimellem lidt forskellige ting op under oprydning, som vi så får - og det brokker vi os jo ikke over). Men meningen med at de kom herud, var jo så også at de så kunne få nogle brunkager med hjem.

De var her et par timer, hvor vi bare hyggede os og fik friskbagte brunkager på hjemmebagt franskbrød (ja, det smager hammergodt, så ikke noget med at rynke på næserne). Da de tog hjem, kunne jeg godt mærke, at det ville være et spørgsmål om tid, inden jeg ville falde i søvn - kæft, hvor var jeg træt. Men jeg holdt mig da vågen til at gå med ud med hundene, men derefter gik der heller ikke længe, før jeg lå i min seng.

I går var vi henne ved nogen her i Vamdrup, som havde en tremmeseng, som vi måtte få. Vi har da godt nok nogle i forvejen, men vi vil gerne have en hjem til mine forældre, som ikke fylder så meget, så det var jo perfekt, at vi lige kunne få en ekstra. Vi kender dem ganske fint, dem som vi fik sengen af - mor har nemlig gennem en del år arbejdet sammen med ham manden, så vi snakker jævnligt med dem.

Da vi kom hjem derhenne fra lagde jeg mig lidt på sofaen, for der var plukveerne begyndt igen (dem har jeg døjet rigtig meget med de sidste par uger, og det er sgu lige træls hver gang). Resten af aftenen i går gik egentlig bare med at slappe af og lave ingenting. Kunne godt mærke, at det var tiltrængt med sådan en dag, men det hjalp bare ikke det helt store på plukveerne, for da jeg gik i seng, havde jeg simpelthen så ondt i siden af maven, det føltes nærmest ligesom sidestik, og det fortsatte så natten igennem, og var bestemt ikke blevet bedre da jeg vågnede i morges.

Jeg har som sådan ikke rigtig noget i mod at være gravid, men jeg glæder mig alligevel til Silas kommer ud til os - og selv om jeg selvfølgelig håber han bliver derinde lidt endnu, så håber jeg, at han ikke kommer senere end termin, som i øvrigt er om præcis en måned i dag ☺ 

En hyggelig bryllupsdag

I går havde vi jo 5års bryllupsdag, og min farmor og farfar kunne fejre deres 73 års bryllupsdag i himlen ❤

Vi havde på forhånd aftalt, at vi ikke ville give hinanden gaver i år, da vi hellere ville købe noget til Silas i stedet, men den havde Bent ikke helt overholdt, så han kom hjem i går med en buket blomster til mig, da han havde været i Brugsen og handle. Og ja, blomster kan en pige vel  aldrig rigtig blive fornærmet over at få - kan hun???

Vi vidste, at mine forældre og min bror ville komme herud til kaffe i går aftes, og far havde ønsket pandekager, så det måtte vi jo have. Vi havde så også aftalt, at fordi vi har haft en ret travl uge, så ville vi bruge dagen i går på at gøre rent og få støvsuget, så vi kunne bruge weekenden på at slappe af, og som sagt så gjort.

Da jeg stod op i går, gik jeg i gang med først at lave dej til franskbrød, for mens dejen så stod til hævning, så kunne jeg jo tørre støv af. Bent stod så op nærmest samtidig, så jeg lod lige ham se nyheder mens jeg kastede mig over rengøringen. Fik næsten klaret alt tørren støv af, før franskbrødene skulle formes og endnu en gang stilles til hævning, og der var Bent så også gået i gang med at støve lamper af, samt køre en støvkost rundt i hjørnerne.

Det tog ikke så lang tid at gøre rent, nu hvor vi hjalp hinanden, så der var god tid til også at lave lidt frokost midt i at køkkenet rodede, for nu, hvor vi var i gang, kunne vi jo lige så godt få smidt lysestager samt diverse krukker fra køkkenet en tur i opvaskeren, så de også blev vasket af. Og der i mellemtiden rendte han så også i Brugsen efter blomster til sin kone.

Midt imens vi sad og spiste, blev vi enige om, at vi lige så godt kunne lave en gang brunkagedej (den gravide her, har sukket efter brunkager flere uger nu, og forleden nævnte min bror så også, at nu var det jo snart ved at være ved den tid, at vi plejede at bage de første brunkager). Og så kastede vi os også over det. Derudover fik vi lavet en portion is til fryseren til hundene, så dem blev der også tænkt på.

Da klokken blev knap 14:30 i går eftermiddags havde vi fået ordnet stort set alt - vi manglede faktisk kun pandekagerne til i går aftes. Dem lavede vi så inden vi spiste, så da vi havde spist og vasket op, satte vi os ud til pejsen og slappede af indtil der kom gæster. Vejret var jo helt perfekt, så det var med at nyde det.

Min bror og forældre kom herud ved 19 tiden, og de havde selvfølgelig både gave med til os, samt noget til Silas - de har efterhånden enten tøj eller legetøj med til Silas hver gang de kommer herud, men det brokker vi os nu heller ikke over, for det er jo deres første nevø samt barnebarn, så lad dem endelig købe ☺

De havde købt den flotteste Hortensia til os. De har selv mange stående i haven, og jeg misunder dem HVERT år, når de blomstrer, så det var jo en helt perfekt gave. Den står så lige i en stor urtepotte lige nu, for at samle vand, og en af dagene vil vi så have den plantet ud. Den er bare så flot, og jeg glæder mig til at den bliver rigtig stor - selv om det lige tager et par år.

Da vi var alene igen i går aftes, kunne jeg godt mærke trætheden i kroppen. Jeg havde i løbet af dagen haft nogle plukveer, men det blev da heldigvis ved det, og da jeg lagde mig på sofaen i går aftes, overmandede trætheden mig, men jeg kom da med ud med hundene inden jeg kravlede i seng ved 23:20 tiden, og jeg lå ikke længe, før jeg var i drømmeland.

I dag står den så på at få bagt brunkagerne og ellers bare slappe af. Jeg er kommet så småt i gang med julekalenderen til bloggen, så den regner jeg med, at jeg skal lidt videre med senere, hvis altså jeg ikke får for travlt med at ligge på sofaen og lave ingenting ☺ 

En tilfreds jordemoder

I dag var vi ved jordemoder, og det gik faktisk rigtig godt.. hun lyttede til hjerterytmen (som var helt perfekt), mærkede på maven (og var godt tilfreds).Hun skønner Silas til at veje omkring de 2000 gram, men det passer jo også godt nok med at han sidste uge lå på omkring 1700 gram (med en +/- afvigelse på et par 100 gram). Hun mener, ligesom lægerne, heller ikke, at der er noget som helst at være bekymret for, så det er jo bare perfekt.

Vi har så fået en ny tid ved jordemoder om 3 uger, og inden da har vi en tid til scanning d. 23. august, så der er ikke længe tilbage.

Det er vildt at tænke på, at om 2(!!!!!!!!!!) uger er vores lille søn klar til at blive født. Selvfølgelig må han gerne blive derinde lidt endnu, så han forhåbentligt kan nå at tage godt på endnu, men reelt set er han udviklet og klar til at blive født, når jeg går ind i 37+0, så det er jo om kun 14 dage. Det er sgu da vildt at tænke på.

Glæder mig så meget til han kommer ud til os, glæder mig til at møde ham og lære ham rigtigt at kende.

En ret så aktiv uge

Denne uge har været mere end travl for Bent og jeg.. mandag skulle vi lige hurtigt hjem til mine forældre, og det var egentlig meningen, at det skulle være et hurtigt besøg, men det endte  med at vi spiste derhjemme.

Da vi kom derhjem havde min far og bror været ude og hente et læs granitskærver, som min bror var ved at lægge rundt ved nogle bede ved deres terrasse. Bent hjalp ham så, og mens vi sad og fik kaffe, spurgte min bror så, om ikke vi gad køre med ud og hente endnu et læs skærver, for så kunne vi lige lufte hunde samtidig, og så kunne vi alle spise sammen om aftenen. Men jeg kan også godt sige, vi var trætte, da vi satte os i sofaerne herhjemme mandag aften. Vi havde dog også sagt til min bror, at hvis han skulle have hjælp tirsdag, så skulle han endelig bare ringe, for vi havde ingen planer, så vi kunne godt komme hjem og hjælpe, hvis det blev aktuelt.

Tirsdag morgen ringede min far så, for ham og min bror skulle ud og hente flere skærver, så hvis Bent gad hjælpe med at få dem lagt, så ville de komme her forbi og hente os først, og det ville vi da godt - det havde vi ligesom også sagt allerede mandag. Men altså de kom så forbi og hentede os. I løbet af eftermiddagen kørte min bror og Bent så hjem og luftede hunde og så kom de til Kolding igen, og vi spiste så sammen om aftenen igen inden de kørte os hjem.

I går havde min far fødselsdag, og vi skulle jo til scanning på sygehuset igen, så vi havde allerede på forhånd aftalt, at vi skulle komme hjem til mine forældre, når vi havde været på sygehuset. Min far ringede så allerede i går morges og sagde, at han kom ned og hentede os på banegården, for så kunne vi hente min mor på arbejde og så selv tage bilen over på sygehuset. Da vi kom tilbage fra sygehuset, kørte min mor og mig i storcenteret for at hente smørrebrød til frokost. Vi sad så alle og hyggede os mens vi spiste, og min bror og Bent aftalte så at hente et enkelt læs træflis til mine forældres have. De lokkede så mig til at køre, for så  mente de at jeg lavede lidt fornuftigt, når jeg nu ikke kan holde til ret meget andet. Så vi kørte så af sted efter flis, luftede hunde på vejen og så gik turen hjem til mine forældre igen for at få kaffe og lagkage. Vi fik så tarteletter inden de kørte os hjem, og så stod resten af aftenen ellers på afslapning - og det var satme velfortjent.

Denne her uge har jeg haft ekstremt meget væske i kroppen, det er så slemt, at mine fingre spænder helt vildt. Og jeg ved jo godt, at det er en helt normal graviditetsgene, men ja, derfor må jeg stadig synes det er træls (på godt jysk). Men der er max 8 uger til Silas er ude ved os, så det er jo til at holde ud - trods alt.

3. vægtscanning overstået

I går var vi til den 3. vægtscanning, og målet havde jo egentlig været, at Silas skulle have været oppe og veje 1900 gram i går, men helt så højt lå han ikke... det havde jeg nu egentlig heller ikke regnet med.

Lægen scannede og var helt tilfreds. Alle målinger, som de bruger til at skønne vægten, så helt fine ud og han blev skønnet til at veje 1710 gram, så stadig en lille bandit, men det gør jo ikke noget. Han er min søn under alle omstændigheder, uanset hvad han vejer.

Vi skal dog stadig følges med nogle ekstra scanninger, så vi skal af sted igen d. 23. august. Så må vi se, hvad vægten så siger der ☺

I dag er jeg kommet hen til uge 34+0, og der er nu kun 6 uger til termin. Og fra i dag er jeg nu ikke aktivitetsparat kontanthjælpsmodtager, nej jeg er nu kontanthjælpsmodtager på barsel. Helt underligt at tænke på , men jeg brokker mig ikke.

Nu skal resten af weekenden nydes

Det her er faktisk første gang i denne her uge, jeg har haft min computer tændt... har simpelthen ikke gidet tænde den, og har i  stedet brugt meget tid på at lave forskellige småting herhjemme... eller småting og småting er nu meget sagt...

Vi har fået ordnet Silas' værelse ovenpå, så det står helt klart til, når vi har mine forældre overnattende, og Bent og jeg alligevel sover ovenpå, og det sker jo indimellem. Det er blevet rigtig godt faktisk, og et rigtig drengeværelse.

Vi har også fået sat de sidste gipsplader op i loftet ude i værkstedet, så det er blevet lidt mere isoleret, samt der er blevet spartlet derude, så nu holder det mere på varmen derude. Det næste projekt er, at vi skal have slebet og tapetseret og malet inde i walk-innen, og så er vi også færdige derinde. Det er ikke noget, der haster, men vi vil alligevel gerne have det gjort inden Silas kommer til verden om senest 2 måneder.

I forgårs rundede jeg 33+0, så nu er der "kun" 7 uger til termin og max ca. 9 uger til de sætter mig i gang. Maven vokser stadig godt, men jeg er alligevel lidt imponeret, for jeg har kun taget 700 gram på i forhold til min før-gravid  vægt. Ved godt, jeg selvfølgelig tabte mig små 5kg i løbet af slutningen af 1. trimester, men det er alligevel stadig "kun" små 6 kg i det hele, jeg så har taget på, og det er jo ikke meget. Jeg er begyndt at kaste op igen, fordi Silas trykker nedefra, og det påvirker mit spiserørsbrok, så jeg kaster op. Jeg har snakket med lægen om det, og det er ikke noget, de er bekymrede for, så længe han tager på. Men jeg skal justere måltiderne, så jeg får mange små måltider om dagen, og prøve at undgå alt for fed mad. Det giver så også helt sig selv, for er maden for fed, så kaster jeg simpelthen op med det samme, så det holder jeg mig fra. Grovkiks er til gengæld det helt store hit samt hjemmebagt franskbrød med ost, så der ryger der en god del ned hver dag, og det er jo trods alt sundere end slet ikke at få noget mad.

Mine forældre var herude og spise i går aftes, og så mente de, at vi kunne køre dem til Kolding og så kunne vi selv tage bilen hjem og komme med den i dag. Og det skulle de da ikke høre noget brok for, for så kunne vi lige få kørt nogle ting på genbrugen i går efter vi havde været i Kolding. Vi havde nemlig (igen) fået samlet en masse sammen, som bare stod og fyldte, så det kunne vi lige så godt komme af med, nu vi havde bilen.

I dag var vi så hjemme med bilen, og jeg var i Bilka med min mor. Vi var så tilbage her på matriklen ved 16:30 tiden, og der kunne jeg sandelig godt mærke, at det var tid til at slappe af. Jeg kan godt mærke, at Silas ligger med hovedet solidt plantet i mit bækken, og det gør nas, hvis jeg går for længe rundt, men samtidig kan jeg heller ikke holde til at sidde for meget ned. Så det er med at finde balancen imellem.

I morgen kommer mine forældre lige forbi og henter et hjemmebagt franskbrød... vi bagte her til aften, og da de gamle hørte det, besluttede de at så måtte de da hellere komme herud i morgen. Men derudover skal der bare slappes af i  morgen. Kan godt mærke, jeg trænger til en hel dag, hvor jeg intet skal lave. Der er sket lidt for meget herhjemme den senere tid, så jeg har ikke rigtig tænkt helt nok på mig selv. Så det må jeg hellere gøre den næste tid.

En sommer uden vilde planer

Det er jo uge 29, og rigtig mange mennesker har sommerferie nu. Nu er både Bent og jeg jo på kontanthjælp, og vi har ikke rigtig været i det vilde aktivering, så der har ikke rigtig været nogen grund til at holde noget ferie.

Jeg overgår jo også til barsel om lidt over en uge, og min sagsbehandler har ferie indtil, så hun mente ikke, der var nogen grund til at jeg skulle melde ferie, for jeg havde jo kun lige de 2 tirsdage, hvor jeg skulle af sted, og så var jeg sådan set "fredet".

Bent var til samtale med jobkonsulent forleden, så han skal nok snart ud i noget, men det glæder han sig også til. Han holder jo så 14 dages barsel, når Silas er født, og så har vi besluttet at han gemmer sine 4 ugers ferie og holder dem sådan lidt ad gangen. Bl.a. vil han holde en uge omkring barnedåbstidspunktet, og der vil ferien nok også gøre mere gavn end den vil nu, hvor han alligevel ikke er i gang endnu.

Vi har så heller ikke rigtig lagt nogle vilde planer for sommeren, for vi vidste jo ikke på forhånd, hvordan jeg ville have det når vi nåede juli-august måned, og jeg skal da også ærligt indrømme, at jeg er glad for, at vi har været herhjemme, for jeg kan ikke holde til at gå særlig meget, og jeg brokker mig pænt meget, hvis jeg har det for varmt. Så vi venter og tager revanche næste sommer eller næste år igen.

Vi har da snakket om måske at tage et par dage til Skiveren næste år, hvis vi har bil til den tid, men der er absolut intet, der er fastlagt endnu, så det er kun noget, vi har snakket om. Men det kunne da være dejligt, og der er jo samtidig også meget for små børn, så det vil ikke være et problem at have Silas med derop til den tid, selv om han ikke er fyldt 1 år endnu til den tid. Men nu må vi se, der kan jo nå at ske meget på det år.

Men når det så er sagt, så kan jeg da godt kigge længselsfuldt på alle de ferieopslag, der kommer på både Instagram og facebook nærmest hver dag i den her tid. De mest spændende ferielignende billeder, jeg kan lægge op, må være min store hvide mave, som slapper af på sofaen.

32 uger henne

I dag er det sørme atter torsdag, og dermed runder jeg endnu en gang en hel uge i graviditeten. Jeg er i dag 32 uger henne, og der er nu "kun" 8 uger til termin, og "kun" 5 uger til Silas reelt set er klar til at komme ud.

Synes ugerne flyver af sted, og det er jo kun dejligt... men selvfølgelig er virkeligheden også gået op for mig, for nu er der altså ikke længe til at jeg skal være MOR resten af mit liv.

Maven er vokset godt de sidste par uger synes jeg.. i længe mente jeg ellers, at der absolut intet skete med min mave, men nu kan jeg godt se, at den faktisk er vokset ret meget. Men det skulle den også gerne gøre, for det er jo bare tegn på, at Silas også vokser. Vægten sagde i går, at jeg nu "kun" vejer 1,1 kg mere end før jeg blev gravid. Og det er da trods alt ok og acceptabelt, for det sidder stort set kun på maven. Har endda fået kommentarer fra nogle, jeg slet ikke kender, om at jeg da godt nok er flot gravid, og min svigermor siger også at maven sidder flot, og det vælger jeg jo så at tro på ☺

Vi er klar til Silas' ankomst

De sidste par dage har vi gået og gjort soveværelset helt klar til når Silas kommer... sengen og puslebordet har jo stået derinde i længe, men der hang nogle billeder omkring sengen, som vi gerne ville have skiftet ud med nogle lidt mere børnevenlige billeder. Og det fik vi så gjort i går, så nu er vi faktisk klar til når Silas kommer ☺

Jeg er selv rigtig godt tilfreds med resultatet. Det er små billeder, vi har fundet i genbrugen, men det er jo fuldstændig underordnet. Hovedsagen er, at børneafdelingen af soveværelset er, som vi vil have den skal være.

Vi mangler stadig lidt af det, som med tiden skal ende med at blive hans værelse ovenpå, men det gør nu heller ikke noget, for det er jo ikke netop det rum, han kommer til at skulle bruge sådan lige den første tid, så mon ikke nok vi skal nå det hele.

Vi har også fået fjernet nogle ting inde i spisestuen, så der er kommet plads til nogle reoler til legetøj og bøger. Og helt ærligt, så tror jeg sgu ikke, jeg vil have vores normale ting derind igen bagefter, for det er  meget bedre nu synes jeg. Når der kommer småfolk til, så må vi andre jo indordne os - sådan er det altså bare.

En god nyhed at starte weekenden på

I går skulle vi til 2. vækstscanning, for at tjekke om Silas tager planmæssigt på.

Vi skulle være der kl. 11, og det var en hurtig omgang..  hun var virkelig dygtig hende lægen, der scannede i går, så efter små 10 minutter var vi ude igen.

Silas følger heldigvis, indtil videre, sin egen vækstkurve, og han blev i går skønnet til omkring 1481 gram - stadig i den lave ende af normalen. Men der er stadig ingen grund til bekymring. For som hun sagde, så er det jo ikke alle kvinder, som føder 4 kilos børn, og med min egen beskedne fødselsvægt i mente, så er chancen altså bare større for at jeg føder børn omkring 3 kg.

Vi har så også en tid til scanning d. 2. august, og der er målet at Silas gerne skal skønnes til at veje omkring 1900 gram.

Vi fik også målt flow i både navlestreng og i et eller andet kar i hjernen, og der ser alt fint ud, så der er ingen problemer med at han får nok nærring. Alt ser helt perfekt ud med min lille baby ❤

Vi hygger os

Der er lidt stille på blog-fronten her på matriklen de her dage... har prioriteret det lidt højere at hygge med manden og ordne lidt småting herhjemme fremfor at sætte mig foran computeren.

Vi har fået samlet barnevognen og fået ordnet lidt flere Silas-relaterede projekter herhjemme, samtidig med at jeg nu endelig har fået taget mig sammen til at tømme en kommode, jeg havde stående oppe på gæsteværelset/kontoret, som egentlig bare indeholdt en masse ting, som skulle sorteres. Det fik jeg så gjort forleden dag, og for dælen, hvor var det en lettelse at få kommoden væk. Ikke at den som sådan stod i vejen, for det gjorde den nu ikke. Men det var bare rart at få den ekstra plads.

Jeg er også blevet færdig med at pakke de kalendergaver ind, som vi allerede nu har fået købt. De står nu fint i forskellige kasser ovenpå, klar til at der stille og roligt kommer flere.

Kan godt mærke, at det stille og roligt rykker nærmere med at Silas kommer til verden. Selv om der stadig er små 9 uger til officiel terminsdato, så nærmer det sig, at vi er klar til at han melder sin ankomst. Altså selvfølgelig mangler vi da stadig et par småting, men det skal vi nok nå, og hvis ikke vi er klar, så bliver vi der sgu nok med tiden. Og når alt kommer til alt, så tror jeg sgu nok at han er bedøvende ligeglad med, om vi er klar eller ej. Han kommer når han kommer.

Nu er der jo også Tour de France, og det er jo tradition herhjemme, at vi ser det. Og det passer jo egentlig meget fint, når jeg nu har en periode, hvor jeg prøver at holde mig lidt i ro. Silas har igennem længere tid ligget med hovedet nedad, hvilket absolut kan mærkes. Jeg føler mig virkelig tung nederst i mave og livmoder, og det giver sindssygt mange smerter, når jeg laver for meget. Det er derfor lige med at finde balancegangen, så jeg kan hjælpe lidt til herhjemme samtidig med at jeg ikke overbelaster mig selv. Og ja, nogle gange får jeg altså bare lavet for meget, og så får jeg simpelthen så ondt at jeg knap kan stå op mens vi fx vasker op efter aftensmad, og det er der altså ikke meget ved. Jeg vil jo heller ikke overbelaste mig selv så meget, så jeg risikerer at fødslen går i gang meget før tid.

Men bortset fra det, så går det fint med maven. Skal til næste vækstscanning på fredag, og vi glæder og til at se, hvor meget vægten skønnes til nu, om han vokser som han skal - eller om der er andre ting at bemærke. Og så kan vi vente på sidste lægeundersøgelse d. 24. juli og næste (indtil videre) vækstscanning d. 2. august. Og ja, så er der jo pludselig ikke længe tilbage... Kan da lige vise et billede af min "lille" mave fra i mandags, hvor jeg var 30+4. Indtil videre, har jeg egentlig været ok heldig... selv om jeg har taget lidt på, så sidder det primært på maven. Resten af kroppen er gået så nogenlunde fri - måske lige med undtagelse af en lille smule på lårerne, men ikke noget jeg brokker mig over. Jeg satser på, at de ekstra kilo kommer væk igen på et eller andet tidspunkt og Silas skal jo have noget at leve af.

Hvalen har det hårdt

Ved godt, jeg ikke er så stor, som mange andre gravide, men derfor kan jeg sgu godt begynde at føle mig som lidt af en hval... Bent siger, det ikke er så slemt, men altså jeg føler virkelig maven er begyndt at tynge plus væsken i fødder og hænder så heller ikke hjælper særlig meget på det...

Det er efterhånden flere uger siden jeg tog min vielsesring af og satte den i en halskæde, for den begyndte simpelthen at klemme for meget på fingeren.. men det ændrer sig jo igen med tiden... priser mig dog trods alt en smule lykkelig for, at jeg ikke er så hårdt ramt, som andre i min situation.

De sidste par dage har virkelig været hårde at komme igennem, har døjet virkelig meget med bækkensmerter, så jeg har været beordret til at holde sofaen, og lave mindst muligt (ja, og dem som kender mig ved, at det er MEGET svært). Men jeg har ligget rigtig meget på sofaen og ja, bare set Tour de France. Den ene morgen lå jeg næsten en time inde i sengen, fordi mit bækken havde låst sig fast, og jeg kunne derfor hverken vende mig eller rejse mig, og Bent kunne jeg ikke vække, så jeg lå bare og ventede på, at han bevægede sig, så jeg kunne nå ham. Det er sgu da belastende, men igen, resultatet af det, er jo det hele værd.

Lige nu sidder jeg igen i sofaen og er ved at omdøbe billeder på computeren - det må jeg jo hellere få gjort, så jeg er helt klar til alle de flere hundrede billeder, der nok kommer, når Silas er ude ved os. Mangler heldigvis ikke så mange længere, så det går da heldigvis fremad.

1. vækstscanning

I fredags skulle Bent og jeg til 1. vækstscanning af Silas. Som nævnt i et tidligere indlæg mangler Silas et blodkar i navlestrengen, og det kan have betydning for, om han tager nok på i vægt. Så vi blev tilbudt 2 ekstra scanninger, for at sygehuset kunne følge lidt med i, hvordan han vokser.

Vi var så af sted til den 1. vækstscanning i fredags, og det var en lidt uerfaren jordemoder, som scannede (uerfaren på den måde, at hun pga. sygdom og ferie havde fået tildelt et læge program, så hun var lidt langsommere end de læger, som normalt har med vækstscanningerne at gøre). Men det tog vi ikke så nøje, det skulle jo gøres, så vi tog os den tid, det nu end måtte tage.

Til 3D scanningen forrige uge skød de  Silas til at veje omkring 917 gram, mens jordemoderen samme uge skød ham til at veje omkring 1150 gram, så vi var spændte på, hvilken en af udregningerne vi skulle gå efter. Under alle omstændigheder, så ville vægten (uanset hvilken af de 2, der end var den "korrekte"), ligge i den lave ende af normalen, og Silas vil ikke veje 4 kg ved fødslen.

Efter en lille times scanninger på nærmest kryds og tværs i fredags kom resultatet så. De skød vægten til at være 1152 gram, så stadig i den lave ende. De målte så også flowet i navlestrengen, og der er intet, der tyder på, at Silas ikke får næring nok. Hans hjerne fungere fint, mængden af fostervand er helt perfekt, så deres konklusion er, at han simpelthen bare er et lille barn, og at jeg nok bare får små børn. Men eftersom vægten er små 20% under gennemsnit, så vil de gerne lige følge mig lidt ekstra meget - og det tager vi selvfølgelig også i mod.

De mente dog, at den næste scanning, som vi har tid til d. 2. august, er lige lovligt langt nok ude i fremtiden, så de vil gerne lige have mig ind igen om små 14 dage. Så nu venter vi på næste indkaldelse og glæder og over, at vores lille guldklump trods alt vokser og har det godt inde i morens mave. Og at vi så får ham at se lidt oftere, gør os bestemt ingenting.

September kom nu

Har lige siddet og kigget alle scanningsbillederne fra 3D scanningen igennem, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg glæder mig mere og mere til at møde vores søn til september ❤

Mærker ham rigtig meget om aftenen og tidligt om morgenen, og jeg elsker at ligge inde i sengen med hænderne på maven og mærke de små spark. Det er noget, der kan røre enhver hormonpåvirket gravid ☺

Det er helt underligt, at der nu "kun" er små 3 måneder til han er ude ved os, og det endda kun, hvis jeg går over tid, så jeg bliver sat i gang. Max 3 måneder fra i dag til jeg bliver sat i gang, hvis han ikke har meldt sin ankomst inden.

Vi er da også ved at være klar til han kommer, det er efterhånden begrænset, hvad vi mangler. Og nogle af de ting, vi endnu mangler er ikke noget vi absolut behøver have anskaffet inden han bliver født.

I må da godt lige få lov til at se et par billeder mere fra 3D scanningen.

Allerede lørdag igen

Synes ellers lige denne uge er begyndt, men nu er den allerede ved at være slut igen... vi har haft en del på programmet denne uge, så det er nok også derfor tiden bare er fløjet af sted.

Onsdag tog vi hjem til mine forældre, fordi en af mors tidligere kollegaer og hans kone havde været forbi og aflevere en gave til mor i anledningen af hendes 40 års jubilæum. Vi valgte så at hoppe på toget og tage hjem og overraske mor.

Og overrasket blev hun da også.. kørte så med hende ud og handle mens Bent blev hjemme og snakkede med min far.

Mens vi sad og spiste, kom min mor så med forslaget om at se, om vi kunne få en tid til 3D scanning og som sagt så gjort. Vi spurgte så min mor om hun ville med, og vi kunne godt mærke på hende, at det ville hun altså gerne, selv om det ikke skulle lyde sådan - hun ville jo ikke trænge sig på. Men det endte dog med at hun tog med os.

Vi ankom til scanningsklinikken og blev mødt af den sødeste scanningsdame, og vi følte os med det samme rigtig velkomne. Silas mente dog ikke, at han skulle være særlig samarbejdsvillig, så han lå med hovedet nede i mit bækken og gemte ansigtet (lille bandit). End ikke adskillige gymnastiske øvelser hjalp i kampen for at få ham til at vende hovedet mod os. Men det gjorde dog ikke det helt store, for vi fik en masse andre gode billeder alligevel. Og så fik vi også adskillige gange set beviset for at han ER en dreng (det havde han ikke det fjerneste imod at vise). Men vi fik også en ekstra scanning torsdag, hvor vi alligevel var i Kolding, da jeg skulle på jobcenteret og vi skulle til jordmoder.

Vi tog så til scanning igen torsdag, atter i følgeskab med min mor, og der havde Silas så vendt sig, så hovedet lå mere frit, men han lå dog stadig i fosterstilling med knæene trukket helt op til panden. Men vi fik dog flere billeder, hvor vi kunne se størstedelen af hans ansigt. Vi fik også billeder, hvor han ligger med strakte ben mens han holder ved sine tæer og vipper med tæerne, og det er sgu da lidt unikt at have sådan nogle billeder.

Men alt i alt en yderst positiv oplevelse med 3D scanning, og hvis det skulle ske, at vi får en mere på et tidspunkt, så vil vi helt sikkert betale for sådan en scanning igen. Synes da også lige, at I skal se vores lille vidunderbarn. Glæder mig nu endnu mere til at møde ham om små 12 ugers tid. Nå ja, på scanningen kunne de også se, at han i hvert fald ikke er skaldet, når han bliver født, og det var da lidt sjovt at se.