onsdag den 6. januar 2021

Nyt år = ny chance

 Ja, så kom vi altså ind i 2021. Et nyt kapitel skal til og i gang, og med 2020 i mente, så kan det nærmest kun blive bedre. 

Med et nyt år, kommer også en ny chance for bloggen. Sidste år var på ingen måde et år, hvor jeg fik blogget særlig meget, og jeg var sådan lidt - skal jeg lukke den ned, eller skal jeg give den en chance mere - og ja, som I kan se, får den altså en chance mere. Så vil jeg prøve at se, om jeg ikke kan være lidt mere aktiv i det her år. 


Håber I have en rigtig god nytårsaften. Vi var herhjemme sammen med mine forældre og min bror, og vi havde en hyggelig aften, hvor en del foregik på drengenes præmisser. 

Niclas måtte overgive sig og sove ved 20 tiden, mens Silas holdt ud til klokken var omkring 21:45. Så tænkte jeg, at så måtte de da sove længe fredag morgen, men snydt igen. Men hvad pokker, det var jo også først i dag, at hverdagen begyndte igen, så det gik jo nok. 

Som Bent og jeg snakkede om en dag herhjemme, så kan vi virkelig ikke forstå, at det allerede er januar 2021. Det seneste år er gået sindssygt hurtigt, og ingen af os har følt, det har været efterår og jul. Altså selvfølgelig har vi haft pyntet op og sådan, men den der følelse af jul, som vi altid har haft, den har ikke på samme måde været til stede i december. Måske det har noget at gøre med, at 2020 på mange måder var et totalt surrealistisk år. 

Men nu er det som sagt 2021, og jeg synes da vi skal prøve at gøre, hvad vi kan for at det nye år bliver bedre end det sidste. 

Håber I alle er kommet godt ind i 2021. Og husk at passe godt på hinanden - kun sammen kan vi bekæmpe denne Corona virus. 

onsdag den 30. december 2020

Året der gik - 2020

2020 har på mange måder været et underligt år. Her kommer mit traditionelle tilbageblik på det forgangne år: 

Januar:
  • Silas var til kontrol af hans dræn, og alt så fint ud. Vi benyttede os af lejligheden til at få en tid til at få Niclas' øre tjekket - og noget overraskende var beskeden, at også han havde stærkt undertryk på det ene øre samt væske på begge ører (ligesom Silas), så ugen efter måtte han også have dræn i. 
  • Begge drenge trivedes stort i vuggestuen.
  • Bent arbejdede en del, så jeg havde rigtig meget tid for mig selv herhjemme. 
  • Vi besluttede os for at skille os af med vores store reol i stuen og i stedet få et hvidt vitrineskab samt en ny skænk, og det pyntede virkelig meget i stuen. 
Februar: 
  • Bent havde fortsat en masse arbejde, så drengene og jeg fik rigtig hygget os herhjemme. 
  • De første spæde forårstegn viste sig i haven, så vi fik selvfølgelig også brugt en del tid ude i haven. 
  • Silas var ramt en del af forkølelse, så han var ikke så pokkers meget i vuggestue den måned. 
  • De holdt fastelavn ude i vuggestuen og drengene var klædt ud som hhv en ræv og Tigerdyr. 
Marts: 
  • Min bror havde fødselsdag, og selvfølgelig skulle han fejres. 
  • Danmark blev for alvor ramt af Corona-pandemi, og det medførte at vores statsminister lukkede hele landet (derunder offentlige arbejdspladser - også containerpladserne -, dagsinstitutioner, storcentre og meget andet) ned. Ingen vidste, hvornår det ville åbne op igen, så vi kunne bare gå og vente og vente. 
  • Niclas begyndte endelig at gå 100% uden støtte. 
  • På månedens sidste dag genåbnede containerpladserne, og Bent gik en tid i møde, hvor han kom til at arbejde rigtig rigtig meget. 
  • Jeg hyggede mig rigtig meget med drengene herhjemme. Institutionerne var nemlig fortsat lukkede, da vi ramte sidste dag i marts. 
April: 
  • Coronaen herskede stadig i april, men alligevel blev daginstitutionerne åbnet igen d. 17. april. Dog var der lidt strengere retningslinjer, der skulle overholdes. Men drengene var glade, for kunne mærke de havde savnet deres "normale" hverdag (altså så normal, som den nu kunne blive med Corona restriktionerne. 
  • Jeg havde fødselsdag, og den skulle selvfølgelig fejres - Corona til trods. 
  • Påsken kom, men, ligesom med så meget andet dette forår, det var ikke noget, vi gjorde det vilde ud af. 
  • Vi brugte en del timer ude i haven med at hygge os, og Silas og Niclas nød det. 
Maj: 
  • Bent arbejdede en del, så drengene og jeg tilbragte en del timer hjemme ved mine forældre og bror. 
  • Det var ok godt vejr, så vi tilbragte også en del timer med at hygge os ude i haven.
Juni: 
  • Vejret var godt, så drengene og jeg var en del på legepladsen med min mor og min bror. Bent arbejdede, så vi udnyttede chancerne for lidt gratis aftensmad. 
  • Vi fik besked om, at Silas var optaget i specialgruppen i børnehaven med opstart d. 1. august. 
  • Vi måtte en lørdag morgen gå den tunge gang til dyrelægen med Shang og sende ham over regnbuebroen. 10 år gammel blev han, hvilket er meget for en muskelhund.
Juli: 
  • Juli var kun et par dage gammel, da vi måtte afsted til dyrlægen og tage afsked med Bimmer. Det var nok det sværeste, jeg til dato har måtte gøre. Og i dag - knap 6 måneder senere, er jeg stadig ikke kommet over savnet til ham. Jeg mangler ham hver eneste dag, og jeg hører ham og ser ham nærmest dagligt. 
  • Niclas havde fødselsdag, og det blev selvfølgelig fejret.
  • Sommeren kom og drengene fandt stor morskab i at bade i deres badebassin ude i haven. 
  • Jeg blev indlagt på sygehuset med, hvad de formodede var galdesten i de dybe galdegange. Det skulle dog små 3 uger senere vise sig ikke helt at være tilfældet.  
  • Silas og Niclas havde sommerferie. 
August: 
  • Min far havde fødselsdag, og vi var selvfølgelig hjemme og fejre ham. 
  • Den store dag, hvor Silas skulle starte i børnehave kom, og han var så stolt, da vi kom ud i børnehaven om morgenen. Han klarede skiftet så flot, og vi kunne ret hurtigt mærke, at han nu ikke var en af de store, men derimod en af de små, og det gjorde virkelig noget godt for hans udvikling. 
  • Silas blev 3 år, og han fik en fødselsdag med masser af fejring. 
  • Min mor havde fødselsdag, og drengene og jeg var hjemme og fejre hende - Bent var på arbejde. 
September: 
  • Jeg var indlagt igen, og denne gang fandt de ud af, at det ikke var galdesten (har nu altså også fået galdeblæren fjernet i 2018), men derimod en nyresten, der sad og irriterede. Den kom så senere ud naturligt. 
  • Vi hyggede os rigtig meget herhjemme. 
  • Og nød at sommeren varede længe. 
  • Jeg var igennem en neuropsykologisk undersøgelse, hvor jeg endelig fik papir på, hvad den kroniske hjernerystelse har haft af betydning for mig og mit liv. 
Oktober: 
  • Bent havde fødselsdag, og han skulle selvfølgelig fejres - som vi andre også var blevet det. 
  • Bent, Silas, Niclas og jeg var på en miniferie ved Skærbækcenteret. Det var en virkelig hyggelig tur, og vi nød at have en masse kvalitetstid som familie. Det havde vi virkelig trængt til. 
  • Vi fik lavet nogle hjemmelavede julegaver fra drengene til mine forældre og min bror. 
  • Jeg havde været så heldig at vinde 2 fotograferinger og en valgfri digital billedfil ved en fotograf i Odense og hos en i Vejle, så der bar vi også af sted og få taget billeder af drengene. 
November: 
  • Julen startede herhjemme. Dog tog oppyntningen i år noget længere tid end den plejer. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund havde jeg lidt svært ved at finde julegejsten i år. Den kom dog. 
  • Vi holdt Mortens Aften her ved os i år. Og det var rigtig hyggeligt. 
  • Niclas prøvede for første gang i sit liv at sove hjemme ved mine forældre. Det var så (selvfølgelig) også hans første overnatning overhovedet. Og det gik super. 
  • Mens Niclas var på overnatning, valgte Silas, Bent og jeg at køre en tur til Odense, hvor vi så var i Ikea og så gik vi en tur i Rosengårdscenteret. Inden vi returnerede til det jyske igen, valgte vi at køre en tur ned til min veninde i Faaborg. Det var en rigtig hyggelig dag, og Silas nød virkelig at være helt og aldeles i centrum den dag. Aftenen sluttede af med, at vi tog dynerne ind på sofaen og så en gammel dansk julefilm. Og så var Silas træt. 
  • Det blev 1. advent og vi var på kirkegårdene og ønske min mormor en glædelig jul samt min farmor, farfar og faster. Det skal gøres inden det for alvor kan blive december. 
  • Traditionen tro, holdt vi julehygge sammen med mine forældre og bror 1. søndag i advent. Det er nu altid hyggeligt.  

December: 
  • Det blev jo igen i år december - på trods af alt andet, der var sket i løbet af året, så fik ingen lov til at ændre på netop det faktum. 
  • Vi brugte rigtig meget tid på at hygge sammen som familie herhjemme og sammen med mine forældre og min bror. 
  • Både Silas og Niclas havde nogle sygedage i løbet af december, så de blev naturligvis også brugt på hygge i stor stil. 
  • Vi havde en stort antal gaver, der skulle pakkes ind, så det gik der en del tid med - der er noget om det de siger med, at med børn stiger antallet af gaver drastisk. 
  • Jeg kom et skridt nærmere en afklaring med, hvad jeg skal fremadrettet. 
  • Juleaften blev tilbragt hjemme ved mine forældre. Det var nu egentlig helt rart, at jeg ikke skulle piske rundt og få ordnet det hele, så vi kunne holde jul. Det var helt rart, at jeg (selvfølgelig hjalp jeg alligevel til) kunne sætte mig til bordet og slappe lidt mere af, end jeg plejer når vi er herhjemme.
  • Juledagene blev brugt hjemme og hjemme ved mine forældre. Drengene legede med alt deres nye legetøj, og Bent og jeg kunne så passende rydde lidt op i alt det andet legetøj for at se, om der var noget, der skulle væk. 
  • Der udover er vi så småt ved at gøre klar til den nytårsaften, som vi igen i år står for. Det bliver på ingen måder noget vildt - bare hygge med de gamle og min bror. 

mandag den 28. december 2020

Juleaften anno 2020

Vil starte med at ønske jer alle en rigtig glædelig (bag)jul... håber I havde en god aften, hvordan I end skulle tilbringe den. 

For første gang siden 2013, skulle vi i år holde jul hjemme ved mine forældre. Jeg havde engang i efteråret sagt til Bent, om vi ikke skulle lade dem om at holde juleaften for os i år, og sådan blev det. Vi skal så holde nytår herude, men det gør mig nu heller ikke noget. 

Dagene op til juleaften fik vi kørt alle vores gaver derhjem (og tro mig, der var mange). Onsdag var vi så derhjemme og lægge alle gaver ind under træet - eller nærmere under og rundt om træet. Og så var vi ellers klar til d. 24. Allerede d. 23. fik Silas og Niclas lov til at åbne et par gaver hver - der var så mange til dem, at de ikke ville kunne overskue at åbne dem alle d. 24., så vi havde aftalt, at de ville få gaver i løbet af dagen d. 24. 


Fik heldigvis lov til at sove en smule længere end normalt d. 24., da Niclas tillod sig at sove til omkring kl. 6:45. Stod så op og fik lavet en god gang morgenmad til os alle 4 (rundstykker, scrambled eggs, bacon og brunchpølser). Den indtog vi så, da Bent og Silas også var oppe og så sad vi og hyggede os. Vi fik åbnet de sidste kalendergaver og skrabet de sidste felter på julekalenderne og så kunne vi ellers stille og roligt blive færdige. 

Vi kørte hjem til mine forældre ved 11:15 tiden, for vi skulle derhjem og have frokost. Vi fik rugbrød med juleleverpostej, julemedister, små frikadeller, rødkål og hakket hvidkål, så der var lidt for enhver. Mens vi sad og spiste bankede det pludselig på døren. Silas tog min bror i hånden for at skulle ud og kigge, og Niclas kom bagefter med Bent. Det var sørme julemanden, som havde været forbi og stille en sæk med gaver og et brev. Grundet Corona situationen, havde vi valgt en lidt alternativ løsning hvad angår julemanden, men det gjorde nu heller ikke noget. De levede højt på at mand med gaver, havde været forbi.

Inden vi skulle have kaffe, gik Bent, min bror og jeg en tur med drengene for at se, om ikke vi kunne få dem til at sove lidt, så de ikke var alt for trætte i løbet af dagen og aftenen. Det var nu faktisk helt rart lige at komme ud og få lidt luft og samle lidt appetit. 


Til kaffen fik vi et ordentligt fad med alverdens juleslik og chokolade. 

Normalt spiller vi pakkespil mellem and og risalamande, men i år ændrede vi det, så vi spillede, efter vi havde fået kaffe. Det er altså altid et stort hit i vores familie. Jeg fik 2 gaver og Bent fik vist 3, så det var udmærket. Silas og Niclas fik 2 gaver hver, som vi havde købt specielt til dem. 

Jeg lavede maden færdig mens jeg sendte min mor ud af køkkenet... hun gik så til gengæld en tur med Niclas i klapvognen imens, så det var lidt win-win. 

Vi fik den lækreste julemiddag (ok, hvornår er en julemiddag ikke lækker???). Og jeg havde (uden at prale) fået lavet den bedste sovs - ikke sauce, men SOVS. Og vi sad bare og hyggede os mens vi spiste. 

Risalamanden havde jeg lavet, og den blev lige så vellykket, som den plejer. Silas og Niclas fik hver sin lille skå med en mandel i hver, og vi havde så også en mandel i vores. Den var min bror så heldig at få. Kan seriøst ikke huske, hvornår jeg sidst har fået mandlen juleaften - eller Mortens Aften for den sags skyld. Det er altid de andre der får den, og helt ærligt, når vi kun er 5, så burde der da være en chance for, at selv jeg kan få den... men nej, det sker ikke 😁

Men nå, vi nåede så efterhånden hen til, at vi skulle åbne gaver. Og husets 2 yngste herrer, mente bestemt ikke de skulle sove - selv om de var så trætte. Så selv om de havde åbnet alle deres gaver, så fik de lov til at hjælpe os andre med at åbne vores. Og jeg skal sandelig love for, at de havde en hel fest over det. Men vi andre skulle også være hurtige for at se, hvem gaven de åbnede egentlig var til, og hvem den var fra. Men vi fik da åbnet alle gaverne, og hold nu op, hvor fik vi mange gaver. 

Silas og Niclas har efterhånden en vognpark, som enhver bondemand med respekt for sig selv, ville være misundelig over *haha*. Nu skal vi så bare have ryddet op i alt deres legetøj for at se, hvad der skal smides ud, hvad der skal gemmes til senere og hvad de leger med pt. 

Vi kørte hjem til os selv ved 23:20 tiden juleaften. På det tidspunkt sov ingen af drengene, men vi var ikke kommet langt hjemme fra mine forældre, før der blev snorket på bagsædet. De havde en rigtig god juleaften - det er der ingen tvivl om.  

Long time no see

Jeg ved godt, bloggen har stået stille hele december, men måneden er blevet brugt sammen med familien. Og vi har nydt det. 

Corona'en til trods, så blev det jo alligevel jul i år. Det faktum kunne ingen ændre på. Vi blev ikke rigtig ramt af restriktionerne herhjemme, og vi fejrede jul som vi plejer - og med dem vi plejer. 

Silas har lavet så meget fint julepynt ude i børnehaven, og en stor del af det har vi haft glæden af det meste af december, når vi har afleveret og hentet ham i børnehaven, da det har været sat op i vinduet ud mod, hvor vi forældre står. Andre ting har han lavet i løbet af måneden og så havde han mange af tingene med hjem den sidste fredag inden ferien, og hver eneste ting har naturligvis været sat op herhjemme julen over. Han skal vide, at vi er stolte af de ting, han laver. 

Derudover har vi hygget os med småkagebagning, lave konfekt, dekorationer og vi har været en del rundt i området og kigge på julebelysning. Det har både Silas og Niclas nydt, så det er der tilbagelagt nogle kilometer med. Hvad gør man da ikke for børnenes skyld *haha*. 

Nu, hvor juleaften er overstået - og juledagene ligeså - nyder vi tiden herhjemme indtil hverdagen kalder igen på mandag. Kan godt mærke, at det trætter at være % på fra tidlig morgen (Niclas vågner som regel ved 6 tiden) og indtil om aftenen, men heldigvis har begge drenge fået så meget legetøj i julegave, som de bruger enormt meget tid på at lege med, så der er lige 5 minutters pause indimellem, hvor jeg kan sætte mig hen og lige lukke øjnene og koble fra. 

Håber I alle er kommet godt over julen 🤶🎅🎄

torsdag den 12. november 2020

I familiens tegn

 Ja, nu er vi jo allerede kommet ind i november - er det bare mig, der ikke helt kan følge med tiden... Og traditionen tro, er julen gået i gang herhjemme. Normalt har vi altid pyntet op til Mortens Aften, men i år er vi en smule bagud. Altså bevares, vi er da kommet i gang, men det tager altså tid med alt den pynt vi har, og det gør det ikke ligefrem nemmere, at vi er nødt til at pynte enten når drengene sover eller når de er i institution. For med sådan et par pilfingre i huset, så går det altså ikke så hurtigt, når de skal kigge (og mærke) på alt det, jeg går og sætter op. 

Men altså, der er jo så også lige lidt tid endnu til at blive helt færdige... og vi bruger da noget af tiden på at bage og bare hygge os som familie. Bent er pt sygemeldt, så vi har ham hjemme 24/7, og det er noget, som især drengene har savnet. Den der med, at Bent er med ude og aflevere dem om morgenen, og han også er med ude og hente dem om eftermiddagen, det nyder Silas. 

I tirsdags var det jo Mortens Aften, hvor vi selvfølgelig skulle have and med alt, hvad dertil hører. Vi havde mine forældre og bror herude og spise, og maden var perfekt - som altid. Nu glæder jeg mig bare til juleaften, hvor vi skal have samme menu - sådan en gang and med alt, det kan altså bare et eller andet. 
Vi fik også lige de julekort, vi havde bestilt, ind af døren forleden. Der er altså noget helt andet ved at skrive julekort, når man har børn. Altså, jeg har altid gjort det, men det er altså lige en tand mere hyggeligt efter Silas og Niclas kom til. 

Synes virkelig 2020 har været et surrealistisk år, og jeg har det sådan lidt blandet med, at der kun er ca 1,5 måned tilbage inden vi kan skrive 2021. På den ene side, så føler jeg året er gået alt for hurtigt, og jeg føler ikke rigtig, vi har fået særlig meget ud af året. Men på den anden side, så glæder jeg mig til at lægge året bag mig, for helt ærligt, så har 2020 da ikke ligefrem været noget at råbe hurra for. Kan godt forstå, hvad folk mener, når de siger, de er "Corona trætte", for helt ærligt - det er jeg sgu også. Jeg er træt af alle de restriktioner, der vender op og ned på vores hverdag. Træt af alle de hensyn, der skal tages, og som man alligevel ikke helt kan være sikker på virker. Jeg glæder mig til Corona pandemien er en saga blot, selv om jeg desværre ikke tror, det sker sådan lige her og nu. 

Men man har vel lov til at tro på et julemirakel - ikke sandt... 


fredag den 30. oktober 2020

Ligestilling! .... Eller????

 Forleden på Facebook, så jeg et opslag fra en frustreret far. Det handlede om, at han gentagne gange havde været nødt til at snige sig ind i kvindetoilettet i håb om ikke at blive mødt af en flok fordømmende kvinder. Årsagen var noget så simpelt, som at den stakkels mand var far, og hans ærinde på kvindetoilettet gik i al sin enkelthed ud på, at han bare ville skifte sit barn.

Den stakkels far har nemlig, som mange andre fædre, opdaget, hvor svært det egentlig er at finde et herretoilet i offentligheden, hvor der er puslefaciliteter. 

Og ved I hvad... Jeg har tit snakket med Bent om den samme ting. Nu er vi nogle af dem, som forholdsvis tit slår et smut forbi Ikea, og en af de ting, jeg elsker ved Ikea er, at Bent og jeg kan tage hver vores barn og skifte, for de har nemlig puslebord på herretoilettet, og ved deres restaurant er der et særligt puslerum, hvor man kan gå ind som både mor og far.

Nå men den her stakkels far på Facebook, han havde mødt flere stærkt fordømmende kvinder, som endda havde truet med at hente vagten - og til hvad nytte spørger jeg så. Altså han skal da for pokker bare skifte en ble! Det ville personligt ikke kunne bringe mit pis i kog, og heldigvis var der rigtig mange andre kvinder, som også havde medlidenhed med ham. 

I min optik bør det slet ikke være til diskussion, hvorvidt det skal være muligt for en far at tage sit barn med ind på herretoilettet for at skifte en ble eller vådt tøj. Og hvis der så ikke er et puslebord til rådighed derinde, så burde han ikke føle skam over, at skulle gå ind på kvindetoilettet. Og når det nu endelig skal være, så er det altså også de færreste steder, hvor man direkte kan stå og kigge ind på toiletterne, hvor kvinderne sidder og tisser - jeg har endnu ikke oplevet steder, hvor der ingen døre var i. Og jeg tror altså ikke, at en mand, som skal skifte en lorteble har som topprioritet at kigge ind under dørene for at se, hvem der sidder "på tronen", 

Og hvis vi nu skal være ærlige - hånden på hjertet. Hvor mange kvinder har så ikke brugt herretoilettet, når der har været kø til kvindetoilettet og der ingen har været på herretoilettet. Det tror jeg altså mange har. 

Jeg synes, det er grotesk, at vi i år 2020, hvor vi gør så meget for, at der skal være ligestilling på en lang række områder, som far skal skamme sig over at ville skifte en ble på sit barn, og hvor pusle faciliterer ikke er obligatoriske på herretoiletterne - som de er på dametoiletterne. Altså bevares, man kunne måske inddrage et par toiletter på begge sider, og så lave et par puslerum, som både kan benyttes af mødre og fædre - lidt ligesom mange handicaptoiletter også er til unisex brug. 

onsdag den 28. oktober 2020

Efterårsforberedelser

Når man kigger sig rundt i naturen, er der ingen tvivl om, at det er efterår... men vejret bærer nu ikke det vilde præg af det endnu... altså bevares, det er en anelse køligere end vi måske er vant til, men vi er altså ikke helt nede ved de enkelt cifrede grader om dagen endnu, og om natten er temperaturen da også stadig oppe, hvor det ikke sådan for alvor bliver vildt koldt. 
I dag har jeg været i gang ude i haven. Har fået fjernet en hulens masse blade, der lå i indkørslen. Derudover har jeg fået klippet 2 buske ned, så nu mangler vi kun lige en lille smule mere i haven, og så er haven faktisk ved at være vinterklar. 

Fryseren er også gjort klar med grøntsager, vi har skåret til suppe. Der er altså ikke noget så godt, som hjemmelavet suppe, når det er koldt og blæsende udenfor. Så derfor valgte vi at købe en god portion grøntsager og få det klaret. 

Det er et eller andet sted lidt underligt, at tænke på, hvor grønt det stadig var udendørs, da vi var i Skærbæk sidste uge, og hvor mange blade træerne allerede nu har mistet. Noget af det værste ved de relativt høje temperaturer, er at det næsten bliver for varmt med levende lys tændt om aftenen. At jeg så indimellem sniger min dyne ind på sofaen, det er en anden sag 😊

Sagde også  lige til Bent i går, at det egentlig er lidt vildt at tænke på, at der på lørdag "kun" er 2 måneder tilbage af året. Et år, der på mange måder slet ikke er blevet, som vi havde håbet på mange af os, men som vi alligevel er kommet igennem. 

søndag den 25. oktober 2020

Jeg er her endnu

Hvis nogen skulle have opdaget det, så har jeg midlertidig "slette" mit eget domæne... synes det er mange penge for noget, jeg ikke har brugt særlig meget... så nu får bloggen lige en chance mere, og hvis jeg ikke føler for det, så mister jeg jo ikke noget, hvis jeg vælger at stoppe helt, fordi der simpelthen ikke er så meget tid til det. 

Der er sket så meget den senere tid, og jeg vil slet ikke komme i detaljer her med altsammen. 

I søndags tog Bent, Silas, Niclas og jeg på en miniferie nede ved Skærbækcenteret, og hvis I ikke har været der, så kan jeg kun sige, at det simpelthen var pragtfuldt. Det var lige, hvad vi trængte til, og vi hyggede os virkelig meget. Vi vandt et gavekort til Happydays for et par år siden, og det var så meningen, at vi skulle have været til Skærbæk i april, men grundet Corona, blev den tur aflyst, og vi valgte så at tage chancen og booke turen her til efteråret i stedet. 

Vi boede i hytte dernede, og det var virkelig skønne hytter.

Vi havde halvpension med i opholdet, og det var virkelig bare den lækreste mad, vi fik serveret oppe i deres restaurant. Vi fik 2x2 retters aftensmad og 2x morgenbuffet, hvor der virkelig ikke manglede noget. 

Vi brugte meget tid på at gå rundt og kigge i Skærbæk og ellers være på legepladsen med drengene, som virkelig også nød det afbræk fra hverdagen. Tirsdag morgen returnerede vi atter til Vamdrup, hvor vi hurtigt fik tømt bil og så gik turen til Odense, hvor vi lige skulle runde Ikea inden vi skulle have taget billeder ved en fotograf i Odense, hvor jeg på Facebook havde vundet en gratis fotografering samt en digital billedfil. Om aftenen, da vi kom hjem efter vi havde spist aftensmad hjemme ved mine forældre, var jeg pænt træt, og det tog ikke mange minutter fra jeg lagde mig under dynen til jeg sov. 

Derudover har vi haft et par forkølede drenge hjemme et par dage denne her uge, og det har virkelig kunne mærkes på energiniveauet. For hold nu op, hvor kan de diskutere, når det lige stikker dem. Så leger Silas lige så fint med noget legetøj, som Niclas partout skal have, og så skal jeg da love for Niclas kan blive hysterisk, hvis han ikke må få lige netop DÉT legetøj... ej men altså... De har seriøst SÅ meget legetøj, men de skal lige lege med den samme ting. 😏 

Synes ikke I skal snydes for et billede af den hytte vi "boede" i nede i Skærbæk. Det var simpelthen så lækker en hytte, og jeg kunne da absolut godt bruge nogle flere dage dernede. 





tirsdag den 15. september 2020

Et sandt smertehelvede

 Forrige fredag måtte jeg atter en tur på sygehuset. ALDRIG i mit 38 årige liv har jeg haft så ondt i maven og om i ryggen, som jeg havde den dag. 

Alverdens scenarier gik igennem hovedet på mig, i mine tanker omkring, hvad det kunne være. Jeg overvejede både en ny omgang galdesten, graviditet udenfor livmoderen og meget andet. 

Bent var på arbejde her i Vamdrup, men skulle så lige til Lunderskov og trykke containere om eftermiddagen. Drengene var hjemme fra institution den dag, så vi havde været hjemme ved mine forældre og ville så hente Bent og køre ham til Lunderskov. Undervejs fra Kolding måtte jeg ringe til Bent - grædende - fordi jeg simpelthen havde så ufatteligt ondt, at jeg ikke kunne holde ud at være til. 

Men vi kom da til Lunderskov, og Bent kørte os så hjem inden han returnerede til containerpladsen her i Vamdrup. Han havde inden da hjulpet mig ind med drengene, og jeg forsikrede ham om, at jeg nok skulle klare mig den halvanden times tid inden han havde fri. Men at jeg nok skulle ringe til vagtlægen. 

Som sagt så gjort. Jeg ringede også til vagtlægen, som var lynhurtig til at afvise mig. Jeg fik fat i den mest inkompetente vagtlæge, jeg nogensinde har snakket med. Jeg hylede af smerte, da jeg snakkede med ham, men han affejede mig med, at det "bare" var hold i lænden, og at jeg skulle tage noget smertestillende, og så ville jeg være på benene igen dagen efter. 

Jeg gjorde, som han sagde, men lige lidt hjalp det. Smerterne forsvandt da ganske vist, men et par timer senere kom de igen for fuld styrke. Og samtidig kunne jeg ikke tisse - som i overhovedet ikke. Selv om jeg kunne mærke, at blæren var fuld, så kunne jeg ikke presse så meget som en dråbe ud. Om aftenen måtte jeg så ringe til vagtlægen igen. Og fandeme om ikke jeg fik fat i samme inkompetente fjols, som om eftermiddagen. Men denne gang indvilligede han dog i at give mig en tid kl. 00:30, for så kunne jeg få noget stærkere smertestillende, end det jeg kunne købe i håndkøb. 

Min bror kom så og kørte mig, for jeg kunne ikke selv køre og drengene sov, så jeg syntes ikke, at de skulle vækkes, for at Bent kunne køre mig. Kom så ind til vagtlægen, som undersøgte mig og valgte at indlægge mig til observation for nyresten (vagtlægen om eftermiddagen havde kort nævnt, at det selvfølgelig kunne være nyresten, men at det var det ikke, for det ramte jo primært mænd). 

Men nå, jeg røg så en tur hen på akutafdelingen, hvor jeg fik taget blodprøver, snakkede med en læge og  fik noget morfin og så var det ellers godnat. Jeg vågnede 3-4 gange i løbet af natten, men havde dog ikke så ondt. 

Næste morgen kom der en læge ind og snakkede med mig, og han var ret overbevist om at det kunne være en nyresten. Han afviste at det var hold i lænden, for som han sagde, så tydede mine smerter ikke på at det var noget med lænden, selv om smerterne strålede ned i lænden. Han ville så have mig igennem en CT skanning for at se, om hans formodning var rigtig. Jeg blev så skannet og kunne så bare vente på svar. Det svar kom så en halv times senere - og diagnosen var ganske klar: Jeg havde en nyresten på 0,5 cm. 

Den manglede 1,5 cm i at komme ud på naturlig vis, så i og for sig med at den lå lige på vippen størrelsesmæssigt til, hvornår de anbefaler hjælp til at få den ud, så ville han lade valget være op til mig - om jeg ville se tiden an og lade den komme ud af sig selv, eller om jeg ville en tur til Vejle for at få urologernes hjælp til at få den ud. Jeg valgte det første. Jeg orkede ikke mere sygehus, så jeg ville se om den ikke kom af sig selv indenfor et par dage.  

Og det gjorde den så heldigvis... I onsdags kom den endelig ud, og smerterne var helt væk. Jeg skal så stadig til en kontrolskanning næste uge, men indtil videre er jeg fri for nogen sten, der ligger og gør ondt. Nu håber jeg så bare (*7-9-13 bank under bordet*), at jeg er én af dem, som ikke får det igen, men helt ærligt, så heldig er jeg sgu nok ikke. 

Og btw, så er det altså sandt, hvad mange siger - nyresten er vitterligt mere smertefuldt end at have veer. 

tirsdag den 1. september 2020

Den første efterårsdag

Det er i dag d. 1. september og dermed den første efterårsdag i 2020  - i hvert fald, hvis man kigger på kalenderen... men det er nu heller ikke fordi vejret har været særlig meget at råbe hurra over i dag... 

Altså bevares, solen kom da godt nok frem i løbet af eftermiddagen, men det har nu altså været en anelse koldt synes jeg. 

Og selvfølgelig har vi 2 snotforkølede børn herhjemme. Og jeg mener virkelig forkølede - med løbende næser, feber og hoste. Så de er begge hjemme de her dage. Mistænker på ingen måde noget Corona relateret, men der er ingen grund til at sende dem af sted og smitte andre, når jeg nu har muligheden for at have dem hjemme. Men syge eller ej, så har de dæleme givet deres mor grå hår i dag - for hulen, hvor har de været stride!!! De prøver simpelthen grænser af til den store guldmedalje. Og det kombineret med sygdom er altså ikke den bedste blanding vil jeg godt lige pointere. 

Men jeg elsker jo vores guldklumper alligevel. Så selv om mit energiniveau er helt og aldeles i bund om aftenen, så kan jeg alligevel gå i seng med et smil på læben, når jeg kigger på de 2 mirakler, som vi har. 

lørdag den 29. august 2020

Update fra det lille hjem

Nu har bloggen stået stille i lidt over en måned... og jeg har i den tid virkelig bare nydt livet og nydt tiden med vores banditter. 

Silas og Niclas havde 2 ugers ferie, og for små 3 uger siden startede hverdagen så op igen. Og nu har vi både en dreng i vuggestue samt 1 i børnehave - Silas er nemlig startet i børnehave. Og alle vores bekymringer omkring Silas' opstart i børnehave, har han virkelig gjort til skamme. Han klarer sig simpelthen så godt derhenne, og det er en glad dreng, vi henter hver eftermiddag. 

Niclas er stadig i vuggestuen et lille års tid endnu, og det virker han også ovenud begejstret for. Han virker ikke til at savne sin storebror, så det er jo bare skønt. 

For små 5 uger siden måtte jeg lige omkring sygehuset og tilbringe en overnatning der. Havde voldsomt mange smerter i ryggen og ned i lænden, og jeg blev nærmest undersøgt på kryds og tværs. De fandt så ud af, at det højst sandsynligt er forbipasserende galdesten i de dybe galdeveje, og hold nu kæft, hvor gjorde det ondt. Men jeg kom da hjem igen dagen efter. Og er "sluppet" med et par enkelte anfald siden. 

Jeg har så efterfølgende også været igennem noget af et forløb ved lægen og på sygehuset. I snart en måneds tid har jeg haft store problemer med følelsen i fingerspidserne på tommel-, pege- og langefingeren på begge hænder. I perioder har jeg ikke kunne bøje mine fingre, fordi det simpelthen har gjort for ondt. Jeg fik så forrige uge taget en masse røntgenbilleder, som skulle vise om det evt. var gigt. Men det var det heldigvis ikke. De kunne ikke rigtig komme med nogen forklaring på, hvad det så ellers er, men det er da så heldigvis også i bedring. Fingerspidserne sover stadig indimellem, men jeg er da begyndt at kunne bruge mine hænder igen, så lidt fremskridt sker der da.

Var også på sygehuset både i sidste uge angående mit spiserørsbrok, og jeg håber virkelig de endelig vil gå med til at operere mig - så kryds fingre. Jeg skal derop igen d. 16. september og have svar på alle de undersøgelser, de har foretaget, samt have "dommen" over hvad der videre skal ske. Så vi håber. 

I mandags havde vores dejlige ældstearving fødselsdag, og han skulle selvfølgelig fejres. Det var - selvfølgelig - ensbetydende med endnu mere legetøj til den - efterhånden - ret imponerende samling, vi i forvejen har herhjemme. Altså, jeg siger ikke, at det var dejligt hundene kom væk, for jeg savner dem virkelig virkelig meget, og jeg har endnu ikke vænnet mig til at de ikke er her, men jeg siger bare, at pladsen efter alt deres legetøj, hundekurv, dyne osv. var væk,  hurtigt blev fyldt ud af drengenes legetøj. Vi plejer at joke lidt med, at den dag drengene er flyttet ovenpå på deres værelser med al deres legetøj, der kan vi lave bowlingbane i stuen med al den plads vi får - og så er det ikke engang løgn!!!

Bortset fra det, så synes jeg virkelig vores have har været en pestilens denne her sommer - ukrudtet er jo dæleme vokset som havde det fået gødning. Jeg mener, lige så snart vi har fjernet det, så er der jo ikke gået mere end et par dage, så har vi kunne gå i gang igen. Det er så ulempen ved at have en have, men omvendt så er fordelene jo så mange flere, så det kan ikke helt sammenlignes. 

Nå, måske jeg skulle komme i gang med det bjerg af vasketøj, der skal lægges på plads... Bent er på arbejde og drengene sover, så ja, det betyder at jeg har ro til at ordne lidt forskelligt - selv om en lille lur nu også godt kunne lyde enormt tiltrækkende. Nej må hellere komme i gang med vasketøjet!!

Hav en rigtig god weekend allesammen 👋

Tillykke min skat

Ved ikke lige, hvorfor dette indlæg ikke blev udgivet i mandags, som ellers planlagt, men så kommer det bare her i stedet. 


I dag er det allerede 3 år siden mit liv blev ændret fuldstændigt. Det var dagen, hvor verdens dejligste Silas - for første gang -  gjorde mig til MOR for resten af livet. 

Kære Silas, 

vi ønsker dig rigtig hjerteligt tillykke med de 3 år. 

Da jeg fandt ud af, jeg ventede dig, knyttede jeg mig til dig med det samme, og jeg nød det bånd, vi havde til hinanden, mens du lå inde i min mave. 

Du fik en lidt hektisk start på livet, men allerede fra dag 1 var du familiens charmetrold. Vi lærte alle atter om ubetinget kærlighed, og den glæde, du bragte ind i vores liv - på et ellers træls tidspunkt - kan aldrig erstattes af noget andet. 

Nu er du jo børnehavebarn, og det har du klaret til UG. Som med så meget andet, har du gjort vores bekymringer til skamme, og vi er stolte over, at du valgte netop os til din familie. 

Vi håber du får en rigtig god dag med dine venner i børnehaven, og så skal vi fejre dig senere. 

Knus fra Niclas, far og mor


tirsdag den 14. juli 2020

Tillykke min skat

🎵🎵 "I dag er det Niclas' fødselsdag
Hurra hurra hurra....." 🎵🎵

Ja, i dag fylder mindste musen allerede 2 år. Tænk, allerede 2 år. Tiden er simpelthen fløjet af sted, og jeg kan slet ikke forstå, at det i nat allerede var 2 år siden, han - 9 uger for tidligt - pludselig gjorde sin entré i vores liv. 

Stort tillykke med dagen min skat. Du er vores lille mirakel, og solstrålen i vores liv på de mørke dage. Du har den mest fantastiske personlighed, og der er ingen tvivl om, at du er din egen herre - og du ved hvad du vil, og ikke mindst hvad du ikke vil. 

Hver eneste dag glædes jeg over, at du har klaret dig så godt, og jeg er stolt over at være udvalgt til at blive din mor. 

Vi glæder os til at fejre dig senere. 

Elsker dig helt til månen og tilbage igen 💖




lørdag den 11. juli 2020

Et farvel til endnu et familiemedlem

Som I kunne se i mit tidligere indlæg, måtte vi for 2 uger siden sige farvel til vores ene 4benede familiemedlem. Og fandme så, om ikke vi atter måtte gå den tunge gang torsdag i sidste uge - den tunge vej til dyrlægen og sende vores elskede Bimmer over regnbuebroen, så han kunne blive genforenet med Mowgli, Bamse, Bella, Shang og de andre hunde, han har kendt. 

Hvis jeg havde det hårdt dengang med Bella (jeg var selv ved dyrlægen med hende, da Bent var på arbejde) og Shang (havde reddet hans liv, da han blev født), så er det vitterligt ingenting i forhold til den reaktion, der kom da vi skulle af sted med Bimmer. 

Bent skulle på arbejde, så jeg kørte ham på arbejde, fik drengene afleveret i vuggestue (Silas havde også en tid ved ørelægen, så det skulle vi også lige have klaret) og så ringede jeg til min bror, for at spørge, om han ikke nok ville tage med mig, og det ville han heldigvis. Jeg græd som aldrig før den dag, og da det var så vidt, at Bimmer skulle have den sidste sprøjte, kunne jeg simpelthen ikke være derinde længere, så jeg spurgte min bror, om ikke han ville være sød at sidde inde ved Bimmer, for det kunne jeg altså ikke. Og selvfølgelig ville han det. Jeg satte mig ud i bilen, hvor tårerne endnu en gang bare fik frit løb. 

Min bror kom så ud til mig, da det var overstået, og Bimmer havde forladt os med en masse dejlige minder og verden var et dejligt hundehjerte fattigere. Inden min bror blev kørt hjem, kørte vi lige forbi Bent og sagde at han var væk, og at det var gået hurtigt. 

Bimmer blev 11 år, hvilket jo i og for sig er meget for sådan en stor hund, men derfor ville vi jo gerne have beholdt ham endnu længere. Han havde dog efterhånden fremskreden gigt, så der var ikke så meget at stille op, han skulle i hvert fald ikke lide. 

"Hvil i fred Bimmer. 

 Dengang vi fik dig, havde vi lige mistet Mowgli 11 måneder gammel, og jeg var helt og aldeles overbevist om, at vi ikke skulle have en ny hund, men din "far" havde alligevel set dig på nettet og aftalt, at vi skulle op og se dig (uden min viden vel at mærke), og sådan blev det. 

Det var virkelig kærlighed ved 1. blik, da jeg så dig. De store poter og kæmpe ører til den lille hund, var jo ikke til at stå for, og da du rendte efter mig hele tiden, ja så skulle vi jo altså have hund igen. 

Ca 14 dage senere, skulle vi så op og hente dig, og hele vejen hjem i bilen kæmpede du for at komme over og ligge ved mig, så vi måtte holde ind til siden flere gange, så du kunne komme over til mig et par minutter, inden vi så kørte videre sydpå. 

Du har altid været en "mor-dreng", og du har altid været der til at "tørre" mine tårer væk, når livet har gjort ondt, men de værste tårer, kunne du ikke fjerne, for det var de tårer, der kom, da du skulle herfra min skat. Du har været den bedste hund, man overhovedet kunne forestille sig, og det var kun en ringe trøst, da dyrlægen forsikrede mig om, at din høje alder var ensbetydende med, at du (og Shang) havde haft en fantastisk liv ved os. 

For fanden Bimmer, hvor jeg savner dig. Du vil aldrig kunne erstattes basse. Håber du har det godt, hvor du er nu, og at du får jagtet en masse katte. Som Allan sagde, så kan der umuligt snige sig en kat ind i hundehimlen, nu hvor du, Shang og Bella er genforenet. 

Hvil i fred min skat, er sikker på vi ses igen "💗

🌟 Bimmer 2009-2020 🌟




onsdag den 1. juli 2020

Ventet - men alligvel uventet

I lørdags kom dagen, vi i bund og grund har ventet på, men aligevel kom den ganske uventet. Dagen, hvor vi måtte gå den tunge vej til dyrlægen og sige farvel til Shang 😢

Jeg savner ham helt sindssygt meget, men det var helt 100% det bedste for ham, så han ikke skulle lide. Til de af jer, som ikke ved det, så er Bimmer (vores anden hund) far til Shang, og Bella (Shangs mor) havde vi også indtil hun blev aflivet for knap 10 år siden, så vi har haft Shang helt fra fødslen, og da han blev født trak han ikke vejret, så jeg pustede liv i ham, og reddede hans liv. Så naturligt nok, var den en endnu sværere beslutning at skulle træffe den om at ende hans liv. 

Men han led de sidste timer, så der var ikke anden "udvej", og selv om det var mega hårdt, så ville det have været endnu mere svært at holde ham i live for egen skyld. Han har været den dejligste hund, så selvfølgelig skulle vi give ham en værdig afsked. Og det fik han. 

Men hold nu op, hvor var lørdagen hård at komme igennem. Jeg sov stort set ikke natten mellem fredag og lørdag, og jeg græd mere eller mindre hele lørdag, så jeg lignede virkelig bare noget, der var løgn. 

"Hvil i fred Shang. 

Jeg ville ønske vi kunne have beholdt dig mange år endnu, men din krop ville ikke mere. Du havde oplevet nok, så det var på tide at sige farvel til dig. 

Mange gange, når jeg har grædt, har du "tørret" tårerne væk fra mine kinder, men den dag, hvor jeg måske havde mere end noget brug for det, da var mine tårer til ære for dig, og du kunne ikke fjerne dem. 

Jeg ved du har det godt nu, og det trøster mig. Men for dælen mors bandit - du er savnet, og ingen vil nogensinde kunne erstatte dig. 

Hav det godt til vi ses igen."

🌟 Shang 2010-2020 🌟




tirsdag den 23. juni 2020

Der sker så meget...

... så jeg glemmer jo helt bloggen til tider! 

Men altså, der er  liv i de gamle klude endnu. Der sker simpelthen bare så meget, så tiden løber altså fra mig indimellem. 

Men nu har jeg tid til at sætte mig ved computeren. 

I sidste uge kom brevet, som jeg jo egentlig godt vidste ville komme, men som jeg alligevel ikke helt mentalt var forberedt på. Og ja, det lyder mere alvorligt end det er - det drejer sig nemlig "bare" om brevet med en dato for, hvornår Silas skal starte i børnehave. 

Og datoen er - TADA - 1/8... altså om små 5 uger 😱.

Hvor er min lille baby blevet af???

Til de af jer, der har fulgt mig lidt rundt omkring, så skal han jo på specialstue i børnehaven til at starte med - grundet problemerne med hans sprog. Men ved I hvad, det har jeg ingen problemer med, for så ved jeg, at han får den hjælp, han har brug for i hverdagen. Og han kan til enhver tid blive rykket ind på en af de andre stuer, så det tager jeg ikke så tungt. 

Niclas har jo så et år mere i vuggestuen. Men altså den lille bandit fylder jo allerede 2 år om 3 uger. Altså 3 uger!!!!! Føler virkelig lige jeg har fået ham, men når jeg så sidder og kigger billeder fra dengang vi fik ham, så bliver jeg stolt af den udvikling den lille mand har været igennem. Han har måtte kæmpe - præcis som Silas også har på nogle punkter - men han fejler ingenting i dag. Og der er ingen grænser for, hvad den dreng kan finde på. 😱

Derudover så sker der en masse med mig, men vil ikke lige sige for meget endnu. Vil gerne lige have det helt under kontrol, før jeg siger for meget, men bare roligt det er ikke noget alvorligt.

Håber I alle nyder sommeren, for det er da lige til at blive glad i låget af al den sol.  


søndag den 7. juni 2020

Tiden går og vi bliver ældre

Jeg kan umuligt være den eneste, som simpelthen føler dagene flyver af sted, uden jeg egentlig føler, jeg når alt det, jeg egentlig gerne ville nå. 

Altså bevares, jeg er Mor og bruger en hulens masse tid med drengene, men alligevel. Jeg har så mange ting, jeg gerne vil have ordnet om aftenen, når de sover, men alligevel går jeg hver dag i seng med en følelse af, at der en masse,  jeg ikke har nået. 

Jeg ved godt, drengene er ligeglade med om der ligger en nullermand eller 10 på gulvet, men det er JEG ikke, og JEG ser de s**** nullermænd, hver eneste gang, jeg går forbi dem. Og nu tænker du sikkert "jamen, hvorfor i alverden fjerner hun dem så ikke", og ja jeg ved det faktisk ikke. Eller jo, jeg orker simpelthen ikke altid at finde støvsugeren frem - og er det ikke en legal følelse. En del af hele mit behandlingsforløb er bl.a. at jeg skal "give slip" på nogle ting, så jeg ikke konstant sætter min hjerne og min krop på overarbejde, så det at jeg rent faktisk har nået et punkt, hvor jeg kan vælge at ignorere støvet, ja det er faktisk store sager. 

Og jeg må jo bare erkende, at det altså ikke er muligt at nå det hele, når man har 2 mindre børn. Vasketøjskurven når sjældent et punkt, hvor den er tom, støvet bliver ikke fjernet hver uge, støvsugningen sker ikke hver 2. dag (som jeg gerne ville). Men det gør mig ikke til en dårlig mor, for mine drenge får masser af kærlighed. De sover i rene senge, de får rent tøj på hver dag (Ja, det er ikke tøj de mangler), og vigtigst af alt, så får de mad på bordet hver eneste dag. 

I denne her uge har begge drenge været hjemme, fordi de har været syge, og når der ikke bare er 1 sygt barn,  men 2 syge børn, så er det altså ikke de huslige pligter, der bliver prioriteret allerhøjest. That's life. 

Bent har arbejdet meget i denne her uge, så der har ligget meget pres på mig, men sådan er det jo bare. Næste uge har han (indtil videre) heldigvis lidt flere fridage, så det er jo ikke dårligt. 

Vil slutte med at ønske jer alle en rigtig god søndag.  

søndag den 31. maj 2020

Livsnyder

Det må vel egentlig siges, at beskrive mig ret godt pt. 

Solen gør altså bare et eller andet godt ved tilværelsen. Bent har haft en del fridage denne uge, så vi har virkelig bare hygget os. Vi har tilbragt en del timer ude i haven, og det er jo også det vi har den til, så det passer jo meget godt 😉

I tirsdags var vi ved ørelæge med Niclas. For en lille måneds tid siden var vi til kontrol af dræn, og det viste sig, at de var meget stoppede og det venstre dræn var ved at ryge ud pga tryk fra væske, der ikke kunne komme igennem drænet. Vi skulle så forsøge os med øredråber, og så skulle han til kontrol i tirsdags, for at se om øredråberne havde virket. Det havde de dog ikke, så vi fik en tid onsdag til at han skulle have skiftet drænene. Så af sted det gik igen onsdag. 

Onsdag havde jeg dog selv en tid på sygehuset, så det blev Bent, som tog af sted med Niclas, men det klarede de nu også helt til ug. Denne gang sov han rigtig godt igennem efter narkosen, så det var en relativt glad Niclas, vi fik hjem. 

Min tid på sygehuset onsdag var på organkirurgisk afdeling. Jeg var inde til forundersøgelse pga mit spiserørsbrok, som atter er begyndt at volde mig store problemer. Og det gik heldigvis som håbet. Jeg skal have lavet 3 yderligere undersøgelser, hvorefter det med 99% sikkerhed ender med operation, og det er jo det, jeg har kæmpet for i så mange år. 

Ham overlægen fortalte også, at min mavesæk sidder for højt, så den trækker sig op i spiserøret, og det er med til at jeg ikke kan klare mig med syredæmpende piller, for de sætter sig "fast" og så hjælper mavesækken med til at skubbe dem op, så jeg kaster dem op. Så piller i kapselform har ikke en effekt på mig. Så han ville undlade at give mig piller, men i stedet få mig hurtigt igennem systemet - altså så hurtigt, som det nu kan lade sig gøre. 

Jeg har så fået en tid til kikkertundersøgelse af spiserøret d. 17. juli, så der er heldigvis ikke SÅ lang ventetid. 

onsdag den 6. maj 2020

Hvordan er det egentlig gået

I dag er det 3 uger siden "vores" vuggestue atter åbnede op, og jeg har på intet tidspunkt lagt skjul på, at jeg mente vores drenge ville have godt af at komme af sted. Jeg er blevet kaldt: "en dårlig mor, en uansvarlig mor som kun tænker på mig selv, en mor der åbenbart er ligeglad med mine børns helbred" og meget andet de forgangne uger, men altså helt ærligt, så HAR jeg netop tænkt på mine børn ved at sende dem af sted. 

Og hvordan går det så egentlig nu, hvor de har været i gang i nogle uger. Jo det går over al forventning. 

Både Silas og Niclas er så glade, når de kommer af sted om morgenen. De er i samme gruppe og de er så glade for deres pædagog og hun er glad for dem. Vi oplever ingen grædende børn, når vi afleverer og det betyder alfa og omega for mig. Den glæde, vi mærker på dem, kan vi på ingen måde ignorere, og helt ærligt, så er jeg gerne en dårlig og uansvarlig mor, for at sende mine børn af sted og give dem en god dag, fremfor at sidde hjemme og kede sig. 

Jeg tror også, man skal passe lidt på med, hvem og hvad man dømmer folk efter. Gentagne gange, når jeg er ude og handle, har jeg set ældre (ikke nødvendigvis gamle, men nok 50+) folk, som ikke spritter hænder, som ikke holder afstand og som i bund og grund er ligeglad med, om de hoster andre ind i hovedet. I min optik udgør de da en langt større smitterisiko end mig, som spritter hænder inden vi forlader huset om morgenen, inden vi går ind i vuggestuen og når vi går ud derfra igen (der er sat håndsprit op ved lågen ind til børnehave og vuggestue, så den er til fri afbenyttelse). Jeg vasker hænder 20+ gange om dagen og har altid en lille flaske håndsprit liggende i bilen. Jeg holder afstand i supermarkederne, og ja, når ungerne er med, så spritter vi også deres hænder af (og det samme om morgenen i vuggestuen), så jeg ser på ingen måde mig selv som en stor smitterisiko. 

En dag i sidste uge, da jeg hentede Silas og Niclas i vuggestuen, stod der en flok forældre (måske 6-8 stykker) ude på parkeringspladsen og knævrede. De stod med måske 15 cm mellem dem, og netop én af de selvsamme forældre havde inden opstart siddet på Facebook og været en af dem, som kæftede højst op om at hendes børn i hvert fald ikke skulle være prøvekaniner og stilles først i køen til at blive smittet. Jeg kunne ikke tilbageholde et lille grin, da jeg gik forbi dem, for det er sgu da dobbeltmoral der vil noget. Og med en fokus, der er på rengøring i institutionerne, så tror jeg ærlig talt nok, at det er de børn, der er af sted der er mindst risiko for smitter andre. Men det er bare min mening. 

I morges gik vi ud i vuggestuen Silas, Niclas og jeg. Bent skulle møde i Kolding kl. 6, så jeg mente ikke der var nogen grund til at vi andre skulle op kl. 5 for at køre ham. Og Silas hyggede sig virkelig med at kigge på biler og cykler. Så det kan vi helt sikkert godt gøre igen en anden gang. 

tirsdag den 21. april 2020

En (næsten) normal hverdag igen

I sidste uge åbnede vuggestuen (endelig) op igen, og Silas og Niclas er selvfølgelig af sted nogle timer hver dag. Nu sidder du måske og tænker "sikke en uansvarlig mor, som sender sine børn af sted i disse tider", men altså helt ærligt - Bent er jo ligesom også på arbejde hver dag, så hvis vi skal smittes, så bliver vi det sgu nok under alle omstændigheder, og vi kunne mærke, at især Silas havde behov for at være af sted, så vi udnyttede muligheden og sendte dem i vuggestue. Og når man nu tænker på, at Silas snart skal i børnehave, så er det vel også ok at vi lige benytter chancen for at prøve at få ham lidt mere op på alderssvarende niveau. 


Bent har jo været i gang i snart en måned, og det kan dæleme godt være hårdt med den vagtplan de kører på med for tiden. Bent skifter lidt mellem dag- og aftenvagter, så det er ikke mange timer, vi ser hinanden hver dag. Og det kan jeg altså også godt mærke på Silas indimellem. Heldigvis kan vi lige tage forbi og sige hej eller godnat til ham, og det hjælper trods alt en lille smule. Men glæder mig alligevel til deres vagtplan ser lidt mere "normal" ud igen. 


Det angstbehandlingsforløb, jeg var i gang med, har jo også været lukket ned i lidt over en måned nu, men de begynder heldigvis også så småt at åbne op denne her uge - og jeg glæder mig. Jeg har været yderst presset psykisk den seneste måneds tid, så jeg glæder mig til at komme i gang igen, og forhåbentlig få lidt mere kontrol over tingene igen. Jeg var ellers inde i en rigtig god stime, hvor det gik fint, og hvor jeg ikke følte mig så styret af mine tanker og følelser, men det er der blevet ændret godt og grundigt på, og i dag er jeg mere kontrolleret af mine tanker end jeg kontrollerer dem. Det gør så, at jeg får nogle sygt slemme angstanfald, som skræmmer selv Bent. Så jeg glæder mig til at få samtaler med min behandler igen. Altså vi har ganske vist snakket i telefon sammen den her periode, men det er altså ikke det samme. 


I dag er faktisk første dag i halvanden måneds tid, hvor jeg er helt alene hjemme (ja altså sammen med hundene). Og jeg nyder faktisk roen, selv om det er vildt underligt at der slet ikke er nogen larm fra legetøj eller andet. Og jeg skal vel ikke straffes for at sige, at jeg faktisk nyder lige at have det pusterum for mig selv. Jeg er 100% mor hele dagen, så når jeg lige kan have et par timer for mig selv, så må jeg altså godt det. Senere i dag skal begge banditter til frisør - det er virkelig også tiltrængt. De havde egentlig tid samme uge, som frisørerne blev lukket ned, så det var med at slå til, da vi fandt ud af de åbnede igen. 


Ellers sker der ikke det vilde herhjemme. Solen skinner og vi er udendørs en stor del af tiden. Haven ligner en legeplads, som ville være den bedste dagplejemor værdig, så det er jo så skønt. Det er altså en af goderne ved at have en god have, så længe man har små børn. Og ja de nyder jo at have SÅ meget legetøj, så det er jo perfekt. 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...