Der har simpelthen været fuld fart over feltet de sidste par uger herhjemme, og der er sket så meget.
Niclas er stadig rigtig glad for at komme i vuggestue. Han er der dog ikke så mange timer endnu - mellem 1 og 2 timer om dagen - for han bliver lidt for nemt overstimuleret, så vi tager det stadig lidt roligt.
Begge unger startede denne uge med at være syge, så spørg lige, om jeg har haft nok at se til, for Bent har arbejdet hele denne uge, og han skal dæleme også arbejde i weekenden, så mor her har haft mere end rigeligt at se til. Hvis jeg nogensinde har ment, at det var hårdt med 2 små børn indtil nu, så har det intet været i forhold til denne her uge. Jeg har været vågen gud ved, hvor mange gange om natten og Silas er vågnet ved 5:30 tiden om morgenen, og så er dagen altså lang, når man er alene om det hele... for jeg vil jo også gerne få lavet nogle praktiske ting herhjemme.
Men derudover, ja så har jeg været så heldig at erhverve mig et forhøjet blodtryk, som jeg er sat i medicinsk behandling for. Så i værste fald, skal jeg tage blodtrykssænkende medicin resten af livet (yeah - eller noget). Altså hallo, mig som altid og jeg mener virkelig ALTID, har haft et flot blodtryk. Selv ikke under nogen af graviditeterne har det været forhøjet, men nu ligger det jo ALT for højt. Var så til samtale på apoteket i dag med en farmaceut, for det tilbyder de, når man starter på sådan en slags medicin.
Men derudover, så har Bent forkælet mig lidt den senere tid - fordi han synes jeg fortjener det, når jeg tager mig så meget af Silas og Niclas og passer det herhjemme. Jeg fik en stor flot buket blomster i sidste uge, og så har jeg u dag hentet mine nye briller. Jeg har igennem et stykke tid haft lidt svært ved at læse undertekster på fjernsynet, så jeg var af sted i sidste uge og få lavet synstest, og jeg skulle hæves en anelse i styrke - mest af alt pga. min bygningsfejl. Så i dag hentede vi de nye briller, og jeg er SÅ glad for dem.
Skodaen har da også været en tur på værksted til service og olieskift i dag, så vi har virkelig fået nået en hel del på kort tid i dag. Men nu er den så til gengæld også klar til vi kører nordpå næste måned (og behøver jeg sige, jeg GLÆDER mig).