Året der gik - 2020

2020 har på mange måder været et underligt år. Her kommer mit traditionelle tilbageblik på det forgangne år: 

Januar:

• Silas var til kontrol af hans dræn, og alt så fint ud. Vi benyttede os af lejligheden til at få en tid til at få Niclas' øre tjekket - og noget overraskende var beskeden, at også han havde stærkt undertryk på det ene øre samt væske på begge ører (ligesom Silas), så ugen efter måtte han også have dræn i. 
• Begge drenge trivedes stort i vuggestuen.
• Bent arbejdede en del, så jeg havde rigtig meget tid for mig selv herhjemme. 
• Vi besluttede os for at skille os af med vores store reol i stuen og i stedet få et hvidt vitrineskab samt en ny skænk, og det pyntede virkelig meget i stuen. 

Februar: 

• Bent havde fortsat en masse arbejde, så drengene og jeg fik rigtig hygget os herhjemme. 
• De første spæde forårstegn viste sig i haven, så vi fik selvfølgelig også brugt en del tid ude i haven. 
• Silas var ramt en del af forkølelse, så han var ikke så pokkers meget i vuggestue den måned. 
• De holdt fastelavn ude i vuggestuen og drengene var klædt ud som hhv en ræv og Tigerdyr. 

Marts: 

• Min bror havde fødselsdag, og selvfølgelig skulle han fejres. 
• Danmark blev for alvor ramt af Corona-pandemi, og det medførte at vores statsminister lukkede hele landet (derunder offentlige arbejdspladser - også containerpladserne -, dagsinstitutioner, storcentre og meget andet) ned. Ingen vidste, hvornår det ville åbne op igen, så vi kunne bare gå og vente og vente. 
• Niclas begyndte endelig at gå 100% uden støtte. 
• På månedens sidste dag genåbnede containerpladserne, og Bent gik en tid i møde, hvor han kom til at arbejde rigtig rigtig meget. 
• Jeg hyggede mig rigtig meget med drengene herhjemme. Institutionerne var nemlig fortsat lukkede, da vi ramte sidste dag i marts. 

April: 

• Coronaen herskede stadig i april, men alligevel blev daginstitutionerne åbnet igen d. 17. april. Dog var der lidt strengere retningslinjer, der skulle overholdes. Men drengene var glade, for kunne mærke de havde savnet deres "normale" hverdag (altså så normal, som den nu kunne blive med Corona restriktionerne. 
• Jeg havde fødselsdag, og den skulle selvfølgelig fejres - Corona til trods. 
• Påsken kom, men, ligesom med så meget andet dette forår, det var ikke noget, vi gjorde det vilde ud af. 
• Vi brugte en del timer ude i haven med at hygge os, og Silas og Niclas nød det. 

Maj: 

• Bent arbejdede en del, så drengene og jeg tilbragte en del timer hjemme ved mine forældre og bror. 
• Det var ok godt vejr, så vi tilbragte også en del timer med at hygge os ude i haven.

Juni: 

• Vejret var godt, så drengene og jeg var en del på legepladsen med min mor og min bror. Bent arbejdede, så vi udnyttede chancerne for lidt gratis aftensmad. 
• Vi fik besked om, at Silas var optaget i specialgruppen i børnehaven med opstart d. 1. august. 
• Vi måtte en lørdag morgen gå den tunge gang til dyrelægen med Shang og sende ham over regnbuebroen. 10 år gammel blev han, hvilket er meget for en muskelhund.

Juli: 

• Juli var kun et par dage gammel, da vi måtte afsted til dyrlægen og tage afsked med Bimmer. Det var nok det sværeste, jeg til dato har måtte gøre. Og i dag - knap 6 måneder senere, er jeg stadig ikke kommet over savnet til ham. Jeg mangler ham hver eneste dag, og jeg hører ham og ser ham nærmest dagligt. 
• Niclas havde fødselsdag, og det blev selvfølgelig fejret.
• Sommeren kom og drengene fandt stor morskab i at bade i deres badebassin ude i haven. 
• Jeg blev indlagt på sygehuset med, hvad de formodede var galdesten i de dybe galdegange. Det skulle dog små 3 uger senere vise sig ikke helt at være tilfældet.  
• Silas og Niclas havde sommerferie. 

August: 

• Min far havde fødselsdag, og vi var selvfølgelig hjemme og fejre ham. 
• Den store dag, hvor Silas skulle starte i børnehave kom, og han var så stolt, da vi kom ud i børnehaven om morgenen. Han klarede skiftet så flot, og vi kunne ret hurtigt mærke, at han nu ikke var en af de store, men derimod en af de små, og det gjorde virkelig noget godt for hans udvikling. 
• Silas blev 3 år, og han fik en fødselsdag med masser af fejring. 
• Min mor havde fødselsdag, og drengene og jeg var hjemme og fejre hende - Bent var på arbejde. 

September: 

• Jeg var indlagt igen, og denne gang fandt de ud af, at det ikke var galdesten (har nu altså også fået galdeblæren fjernet i 2018), men derimod en nyresten, der sad og irriterede. Den kom så senere ud naturligt. 
• Vi hyggede os rigtig meget herhjemme. 
• Og nød at sommeren varede længe. 
• Jeg var igennem en neuropsykologisk undersøgelse, hvor jeg endelig fik papir på, hvad den kroniske hjernerystelse har haft af betydning for mig og mit liv. 

Oktober: 

• Bent havde fødselsdag, og han skulle selvfølgelig fejres - som vi andre også var blevet det. 
• Bent, Silas, Niclas og jeg var på en miniferie ved Skærbækcenteret. Det var en virkelig hyggelig tur, og vi nød at have en masse kvalitetstid som familie. Det havde vi virkelig trængt til. 
• Vi fik lavet nogle hjemmelavede julegaver fra drengene til mine forældre og min bror. 
• Jeg havde været så heldig at vinde 2 fotograferinger og en valgfri digital billedfil ved en fotograf i Odense og hos en i Vejle, så der bar vi også af sted og få taget billeder af drengene. 

November: 

• Julen startede herhjemme. Dog tog oppyntningen i år noget længere tid end den plejer. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund havde jeg lidt svært ved at finde julegejsten i år. Den kom dog. 
• Vi holdt Mortens Aften her ved os i år. Og det var rigtig hyggeligt. 
• Niclas prøvede for første gang i sit liv at sove hjemme ved mine forældre. Det var så (selvfølgelig) også hans første overnatning overhovedet. Og det gik super. 
• Mens Niclas var på overnatning, valgte Silas, Bent og jeg at køre en tur til Odense, hvor vi så var i Ikea og så gik vi en tur i Rosengårdscenteret. Inden vi returnerede til det jyske igen, valgte vi at køre en tur ned til min veninde i Faaborg. Det var en rigtig hyggelig dag, og Silas nød virkelig at være helt og aldeles i centrum den dag. Aftenen sluttede af med, at vi tog dynerne ind på sofaen og så en gammel dansk julefilm. Og så var Silas træt. 
• Det blev 1. advent og vi var på kirkegårdene og ønske min mormor en glædelig jul samt min farmor, farfar og faster. Det skal gøres inden det for alvor kan blive december. 
• Traditionen tro, holdt vi julehygge sammen med mine forældre og bror 1. søndag i advent. Det er nu altid hyggeligt.  

December: 

• Det blev jo igen i år december - på trods af alt andet, der var sket i løbet af året, så fik ingen lov til at ændre på netop det faktum. 
• Vi brugte rigtig meget tid på at hygge sammen som familie herhjemme og sammen med mine forældre og min bror. 
• Både Silas og Niclas havde nogle sygedage i løbet af december, så de blev naturligvis også brugt på hygge i stor stil. 
• Vi havde en stort antal gaver, der skulle pakkes ind, så det gik der en del tid med - der er noget om det de siger med, at med børn stiger antallet af gaver drastisk. 
• Jeg kom et skridt nærmere en afklaring med, hvad jeg skal fremadrettet. 
• Juleaften blev tilbragt hjemme ved mine forældre. Det var nu egentlig helt rart, at jeg ikke skulle piske rundt og få ordnet det hele, så vi kunne holde jul. Det var helt rart, at jeg (selvfølgelig hjalp jeg alligevel til) kunne sætte mig til bordet og slappe lidt mere af, end jeg plejer når vi er herhjemme.
• Juledagene blev brugt hjemme og hjemme ved mine forældre. Drengene legede med alt deres nye legetøj, og Bent og jeg kunne så passende rydde lidt op i alt det andet legetøj for at se, om der var noget, der skulle væk. 
• Der udover er vi så småt ved at gøre klar til den nytårsaften, som vi igen i år står for. Det bliver på ingen måder noget vildt - bare hygge med de gamle og min bror. 

Juleaften anno 2020

Vil starte med at ønske jer alle en rigtig glædelig (bag)jul... håber I havde en god aften, hvordan I end skulle tilbringe den. 

For første gang siden 2013, skulle vi i år holde jul hjemme ved mine forældre. Jeg havde engang i efteråret sagt til Bent, om vi ikke skulle lade dem om at holde juleaften for os i år, og sådan blev det. Vi skal så holde nytår herude, men det gør mig nu heller ikke noget. 

Dagene op til juleaften fik vi kørt alle vores gaver derhjem (og tro mig, der var mange). Onsdag var vi så derhjemme og lægge alle gaver ind under træet - eller nærmere under og rundt om træet. Og så var vi ellers klar til d. 24. Allerede d. 23. fik Silas og Niclas lov til at åbne et par gaver hver - der var så mange til dem, at de ikke ville kunne overskue at åbne dem alle d. 24., så vi havde aftalt, at de ville få gaver i løbet af dagen d. 24. 

Fik heldigvis lov til at sove en smule længere end normalt d. 24., da Niclas tillod sig at sove til omkring kl. 6:45. Stod så op og fik lavet en god gang morgenmad til os alle 4 (rundstykker, scrambled eggs, bacon og brunchpølser). Den indtog vi så, da Bent og Silas også var oppe og så sad vi og hyggede os. Vi fik åbnet de sidste kalendergaver og skrabet de sidste felter på julekalenderne og så kunne vi ellers stille og roligt blive færdige. 

Vi kørte hjem til mine forældre ved 11:15 tiden, for vi skulle derhjem og have frokost. Vi fik rugbrød med juleleverpostej, julemedister, små frikadeller, rødkål og hakket hvidkål, så der var lidt for enhver. Mens vi sad og spiste bankede det pludselig på døren. Silas tog min bror i hånden for at skulle ud og kigge, og Niclas kom bagefter med Bent. Det var sørme julemanden, som havde været forbi og stille en sæk med gaver og et brev. Grundet Corona situationen, havde vi valgt en lidt alternativ løsning hvad angår julemanden, men det gjorde nu heller ikke noget. De levede højt på at mand med gaver, havde været forbi.

Inden vi skulle have kaffe, gik Bent, min bror og jeg en tur med drengene for at se, om ikke vi kunne få dem til at sove lidt, så de ikke var alt for trætte i løbet af dagen og aftenen. Det var nu faktisk helt rart lige at komme ud og få lidt luft og samle lidt appetit. 

Til kaffen fik vi et ordentligt fad med alverdens juleslik og chokolade. 

Normalt spiller vi pakkespil mellem and og risalamande, men i år ændrede vi det, så vi spillede, efter vi havde fået kaffe. Det er altså altid et stort hit i vores familie. Jeg fik 2 gaver og Bent fik vist 3, så det var udmærket. Silas og Niclas fik 2 gaver hver, som vi havde købt specielt til dem. 

Jeg lavede maden færdig mens jeg sendte min mor ud af køkkenet... hun gik så til gengæld en tur med Niclas i klapvognen imens, så det var lidt win-win. 

Vi fik den lækreste julemiddag (ok, hvornår er en julemiddag ikke lækker???). Og jeg havde (uden at prale) fået lavet den bedste sovs - ikke sauce, men SOVS. Og vi sad bare og hyggede os mens vi spiste. 

Risalamanden havde jeg lavet, og den blev lige så vellykket, som den plejer. Silas og Niclas fik hver sin lille skå med en mandel i hver, og vi havde så også en mandel i vores. Den var min bror så heldig at få. Kan seriøst ikke huske, hvornår jeg sidst har fået mandlen juleaften - eller Mortens Aften for den sags skyld. Det er altid de andre der får den, og helt ærligt, når vi kun er 5, så burde der da være en chance for, at selv jeg kan få den... men nej, det sker ikke 😁

Men nå, vi nåede så efterhånden hen til, at vi skulle åbne gaver. Og husets 2 yngste herrer, mente bestemt ikke de skulle sove - selv om de var så trætte. Så selv om de havde åbnet alle deres gaver, så fik de lov til at hjælpe os andre med at åbne vores. Og jeg skal sandelig love for, at de havde en hel fest over det. Men vi andre skulle også være hurtige for at se, hvem gaven de åbnede egentlig var til, og hvem den var fra. Men vi fik da åbnet alle gaverne, og hold nu op, hvor fik vi mange gaver. 

Silas og Niclas har efterhånden en vognpark, som enhver bondemand med respekt for sig selv, ville være misundelig over *haha*. Nu skal vi så bare have ryddet op i alt deres legetøj for at se, hvad der skal smides ud, hvad der skal gemmes til senere og hvad de leger med pt. 

Vi kørte hjem til os selv ved 23:20 tiden juleaften. På det tidspunkt sov ingen af drengene, men vi var ikke kommet langt hjemme fra mine forældre, før der blev snorket på bagsædet. De havde en rigtig god juleaften - det er der ingen tvivl om.  

Long time no see

Jeg ved godt, bloggen har stået stille hele december, men måneden er blevet brugt sammen med familien. Og vi har nydt det. 

Corona'en til trods, så blev det jo alligevel jul i år. Det faktum kunne ingen ændre på. Vi blev ikke rigtig ramt af restriktionerne herhjemme, og vi fejrede jul som vi plejer - og med dem vi plejer. 

Silas har lavet så meget fint julepynt ude i børnehaven, og en stor del af det har vi haft glæden af det meste af december, når vi har afleveret og hentet ham i børnehaven, da det har været sat op i vinduet ud mod, hvor vi forældre står. Andre ting har han lavet i løbet af måneden og så havde han mange af tingene med hjem den sidste fredag inden ferien, og hver eneste ting har naturligvis været sat op herhjemme julen over. Han skal vide, at vi er stolte af de ting, han laver. 

Derudover har vi hygget os med småkagebagning, lave konfekt, dekorationer og vi har været en del rundt i området og kigge på julebelysning. Det har både Silas og Niclas nydt, så det er der tilbagelagt nogle kilometer med. Hvad gør man da ikke for børnenes skyld *haha*. 

Nu, hvor juleaften er overstået - og juledagene ligeså - nyder vi tiden herhjemme indtil hverdagen kalder igen på mandag. Kan godt mærke, at det trætter at være % på fra tidlig morgen (Niclas vågner som regel ved 6 tiden) og indtil om aftenen, men heldigvis har begge drenge fået så meget legetøj i julegave, som de bruger enormt meget tid på at lege med, så der er lige 5 minutters pause indimellem, hvor jeg kan sætte mig hen og lige lukke øjnene og koble fra. 

Håber I alle er kommet godt over julen 🤶🎅🎄

I familiens tegn

 Ja, nu er vi jo allerede kommet ind i november - er det bare mig, der ikke helt kan følge med tiden... Og traditionen tro, er julen gået i gang herhjemme. Normalt har vi altid pyntet op til Mortens Aften, men i år er vi en smule bagud. Altså bevares, vi er da kommet i gang, men det tager altså tid med alt den pynt vi har, og det gør det ikke ligefrem nemmere, at vi er nødt til at pynte enten når drengene sover eller når de er i institution. For med sådan et par pilfingre i huset, så går det altså ikke så hurtigt, når de skal kigge (og mærke) på alt det, jeg går og sætter op. 

Men altså, der er jo så også lige lidt tid endnu til at blive helt færdige... og vi bruger da noget af tiden på at bage og bare hygge os som familie. Bent er pt sygemeldt, så vi har ham hjemme 24/7, og det er noget, som især drengene har savnet. Den der med, at Bent er med ude og aflevere dem om morgenen, og han også er med ude og hente dem om eftermiddagen, det nyder Silas. 

I tirsdags var det jo Mortens Aften, hvor vi selvfølgelig skulle have and med alt, hvad dertil hører. Vi havde mine forældre og bror herude og spise, og maden var perfekt - som altid. Nu glæder jeg mig bare til juleaften, hvor vi skal have samme menu - sådan en gang and med alt, det kan altså bare et eller andet. 
Vi fik også lige de julekort, vi havde bestilt, ind af døren forleden. Der er altså noget helt andet ved at skrive julekort, når man har børn. Altså, jeg har altid gjort det, men det er altså lige en tand mere hyggeligt efter Silas og Niclas kom til. 

Synes virkelig 2020 har været et surrealistisk år, og jeg har det sådan lidt blandet med, at der kun er ca 1,5 måned tilbage inden vi kan skrive 2021. På den ene side, så føler jeg året er gået alt for hurtigt, og jeg føler ikke rigtig, vi har fået særlig meget ud af året. Men på den anden side, så glæder jeg mig til at lægge året bag mig, for helt ærligt, så har 2020 da ikke ligefrem været noget at råbe hurra for. Kan godt forstå, hvad folk mener, når de siger, de er "Corona trætte", for helt ærligt - det er jeg sgu også. Jeg er træt af alle de restriktioner, der vender op og ned på vores hverdag. Træt af alle de hensyn, der skal tages, og som man alligevel ikke helt kan være sikker på virker. Jeg glæder mig til Corona pandemien er en saga blot, selv om jeg desværre ikke tror, det sker sådan lige her og nu. 

Men man har vel lov til at tro på et julemirakel - ikke sandt... 

Jeg er her endnu

Hvis nogen skulle have opdaget det, så har jeg midlertidig "slette" mit eget domæne... synes det er mange penge for noget, jeg ikke har brugt særlig meget... så nu får bloggen lige en chance mere, og hvis jeg ikke føler for det, så mister jeg jo ikke noget, hvis jeg vælger at stoppe helt, fordi der simpelthen ikke er så meget tid til det. 

Der er sket så meget den senere tid, og jeg vil slet ikke komme i detaljer her med altsammen. 

I søndags tog Bent, Silas, Niclas og jeg på en miniferie nede ved Skærbækcenteret, og hvis I ikke har været der, så kan jeg kun sige, at det simpelthen var pragtfuldt. Det var lige, hvad vi trængte til, og vi hyggede os virkelig meget. Vi vandt et gavekort til Happydays for et par år siden, og det var så meningen, at vi skulle have været til Skærbæk i april, men grundet Corona, blev den tur aflyst, og vi valgte så at tage chancen og booke turen her til efteråret i stedet. 

Vi boede i hytte dernede, og det var virkelig skønne hytter.

Vi havde halvpension med i opholdet, og det var virkelig bare den lækreste mad, vi fik serveret oppe i deres restaurant. Vi fik 2x2 retters aftensmad og 2x morgenbuffet, hvor der virkelig ikke manglede noget. 

Vi brugte meget tid på at gå rundt og kigge i Skærbæk og ellers være på legepladsen med drengene, som virkelig også nød det afbræk fra hverdagen. Tirsdag morgen returnerede vi atter til Vamdrup, hvor vi hurtigt fik tømt bil og så gik turen til Odense, hvor vi lige skulle runde Ikea inden vi skulle have taget billeder ved en fotograf i Odense, hvor jeg på Facebook havde vundet en gratis fotografering samt en digital billedfil. Om aftenen, da vi kom hjem efter vi havde spist aftensmad hjemme ved mine forældre, var jeg pænt træt, og det tog ikke mange minutter fra jeg lagde mig under dynen til jeg sov. 

Derudover har vi haft et par forkølede drenge hjemme et par dage denne her uge, og det har virkelig kunne mærkes på energiniveauet. For hold nu op, hvor kan de diskutere, når det lige stikker dem. Så leger Silas lige så fint med noget legetøj, som Niclas partout skal have, og så skal jeg da love for Niclas kan blive hysterisk, hvis han ikke må få lige netop DÉT legetøj... ej men altså... De har seriøst SÅ meget legetøj, men de skal lige lege med den samme ting. 😏 

Synes ikke I skal snydes for et billede af den hytte vi "boede" i nede i Skærbæk. Det var simpelthen så lækker en hytte, og jeg kunne da absolut godt bruge nogle flere dage dernede. 

Den første efterårsdag

Det er i dag d. 1. september og dermed den første efterårsdag i 2020  - i hvert fald, hvis man kigger på kalenderen... men det er nu heller ikke fordi vejret har været særlig meget at råbe hurra over i dag... 

Altså bevares, solen kom da godt nok frem i løbet af eftermiddagen, men det har nu altså været en anelse koldt synes jeg. 

Og selvfølgelig har vi 2 snotforkølede børn herhjemme. Og jeg mener virkelig forkølede - med løbende næser, feber og hoste. Så de er begge hjemme de her dage. Mistænker på ingen måde noget Corona relateret, men der er ingen grund til at sende dem af sted og smitte andre, når jeg nu har muligheden for at have dem hjemme. Men syge eller ej, så har de dæleme givet deres mor grå hår i dag - for hulen, hvor har de været stride!!! De prøver simpelthen grænser af til den store guldmedalje. Og det kombineret med sygdom er altså ikke den bedste blanding vil jeg godt lige pointere. 

Men jeg elsker jo vores guldklumper alligevel. Så selv om mit energiniveau er helt og aldeles i bund om aftenen, så kan jeg alligevel gå i seng med et smil på læben, når jeg kigger på de 2 mirakler, som vi har. 

Tillykke min skat

Ved ikke lige, hvorfor dette indlæg ikke blev udgivet i mandags, som ellers planlagt, men så kommer det bare her i stedet. 

I dag er det allerede 3 år siden mit liv blev ændret fuldstændigt. Det var dagen, hvor verdens dejligste Silas - for første gang -  gjorde mig til MOR for resten af livet. 

Kære Silas, 

vi ønsker dig rigtig hjerteligt tillykke med de 3 år. 

Da jeg fandt ud af, jeg ventede dig, knyttede jeg mig til dig med det samme, og jeg nød det bånd, vi havde til hinanden, mens du lå inde i min mave. 

Du fik en lidt hektisk start på livet, men allerede fra dag 1 var du familiens charmetrold. Vi lærte alle atter om ubetinget kærlighed, og den glæde, du bragte ind i vores liv - på et ellers træls tidspunkt - kan aldrig erstattes af noget andet. 

Nu er du jo børnehavebarn, og det har du klaret til UG. Som med så meget andet, har du gjort vores bekymringer til skamme, og vi er stolte over, at du valgte netop os til din familie. 

Vi håber du får en rigtig god dag med dine venner i børnehaven, og så skal vi fejre dig senere. 

Knus fra Niclas, far og mor

Der sker så meget...

... så jeg glemmer jo helt bloggen til tider! 

Men altså, der er  liv i de gamle klude endnu. Der sker simpelthen bare så meget, så tiden løber altså fra mig indimellem. 

Men nu har jeg tid til at sætte mig ved computeren. 

I sidste uge kom brevet, som jeg jo egentlig godt vidste ville komme, men som jeg alligevel ikke helt mentalt var forberedt på. Og ja, det lyder mere alvorligt end det er - det drejer sig nemlig "bare" om brevet med en dato for, hvornår Silas skal starte i børnehave. 

Og datoen er - TADA - 1/8... altså om små 5 uger 😱.

Hvor er min lille baby blevet af???

Til de af jer, der har fulgt mig lidt rundt omkring, så skal han jo på specialstue i børnehaven til at starte med - grundet problemerne med hans sprog. Men ved I hvad, det har jeg ingen problemer med, for så ved jeg, at han får den hjælp, han har brug for i hverdagen. Og han kan til enhver tid blive rykket ind på en af de andre stuer, så det tager jeg ikke så tungt. 

Niclas har jo så et år mere i vuggestuen. Men altså den lille bandit fylder jo allerede 2 år om 3 uger. Altså 3 uger!!!!! Føler virkelig lige jeg har fået ham, men når jeg så sidder og kigger billeder fra dengang vi fik ham, så bliver jeg stolt af den udvikling den lille mand har været igennem. Han har måtte kæmpe - præcis som Silas også har på nogle punkter - men han fejler ingenting i dag. Og der er ingen grænser for, hvad den dreng kan finde på. 😱

Derudover så sker der en masse med mig, men vil ikke lige sige for meget endnu. Vil gerne lige have det helt under kontrol, før jeg siger for meget, men bare roligt det er ikke noget alvorligt.

Håber I alle nyder sommeren, for det er da lige til at blive glad i låget af al den sol.  

Hvordan er det egentlig gået

I dag er det 3 uger siden "vores" vuggestue atter åbnede op, og jeg har på intet tidspunkt lagt skjul på, at jeg mente vores drenge ville have godt af at komme af sted. Jeg er blevet kaldt: "en dårlig mor, en uansvarlig mor som kun tænker på mig selv, en mor der åbenbart er ligeglad med mine børns helbred" og meget andet de forgangne uger, men altså helt ærligt, så HAR jeg netop tænkt på mine børn ved at sende dem af sted. 

Og hvordan går det så egentlig nu, hvor de har været i gang i nogle uger. Jo det går over al forventning. 

Både Silas og Niclas er så glade, når de kommer af sted om morgenen. De er i samme gruppe og de er så glade for deres pædagog og hun er glad for dem. Vi oplever ingen grædende børn, når vi afleverer og det betyder alfa og omega for mig. Den glæde, vi mærker på dem, kan vi på ingen måde ignorere, og helt ærligt, så er jeg gerne en dårlig og uansvarlig mor, for at sende mine børn af sted og give dem en god dag, fremfor at sidde hjemme og kede sig. 

Jeg tror også, man skal passe lidt på med, hvem og hvad man dømmer folk efter. Gentagne gange, når jeg er ude og handle, har jeg set ældre (ikke nødvendigvis gamle, men nok 50+) folk, som ikke spritter hænder, som ikke holder afstand og som i bund og grund er ligeglad med, om de hoster andre ind i hovedet. I min optik udgør de da en langt større smitterisiko end mig, som spritter hænder inden vi forlader huset om morgenen, inden vi går ind i vuggestuen og når vi går ud derfra igen (der er sat håndsprit op ved lågen ind til børnehave og vuggestue, så den er til fri afbenyttelse). Jeg vasker hænder 20+ gange om dagen og har altid en lille flaske håndsprit liggende i bilen. Jeg holder afstand i supermarkederne, og ja, når ungerne er med, så spritter vi også deres hænder af (og det samme om morgenen i vuggestuen), så jeg ser på ingen måde mig selv som en stor smitterisiko. 

En dag i sidste uge, da jeg hentede Silas og Niclas i vuggestuen, stod der en flok forældre (måske 6-8 stykker) ude på parkeringspladsen og knævrede. De stod med måske 15 cm mellem dem, og netop én af de selvsamme forældre havde inden opstart siddet på Facebook og været en af dem, som kæftede højst op om at hendes børn i hvert fald ikke skulle være prøvekaniner og stilles først i køen til at blive smittet. Jeg kunne ikke tilbageholde et lille grin, da jeg gik forbi dem, for det er sgu da dobbeltmoral der vil noget. Og med en fokus, der er på rengøring i institutionerne, så tror jeg ærlig talt nok, at det er de børn, der er af sted der er mindst risiko for smitter andre. Men det er bare min mening. 

I morges gik vi ud i vuggestuen Silas, Niclas og jeg. Bent skulle møde i Kolding kl. 6, så jeg mente ikke der var nogen grund til at vi andre skulle op kl. 5 for at køre ham. Og Silas hyggede sig virkelig med at kigge på biler og cykler. Så det kan vi helt sikkert godt gøre igen en anden gang. 

En (næsten) normal hverdag igen

I sidste uge åbnede vuggestuen (endelig) op igen, og Silas og Niclas er selvfølgelig af sted nogle timer hver dag. Nu sidder du måske og tænker "sikke en uansvarlig mor, som sender sine børn af sted i disse tider", men altså helt ærligt - Bent er jo ligesom også på arbejde hver dag, så hvis vi skal smittes, så bliver vi det sgu nok under alle omstændigheder, og vi kunne mærke, at især Silas havde behov for at være af sted, så vi udnyttede muligheden og sendte dem i vuggestue. Og når man nu tænker på, at Silas snart skal i børnehave, så er det vel også ok at vi lige benytter chancen for at prøve at få ham lidt mere op på alderssvarende niveau. 

Bent har jo været i gang i snart en måned, og det kan dæleme godt være hårdt med den vagtplan de kører på med for tiden. Bent skifter lidt mellem dag- og aftenvagter, så det er ikke mange timer, vi ser hinanden hver dag. Og det kan jeg altså også godt mærke på Silas indimellem. Heldigvis kan vi lige tage forbi og sige hej eller godnat til ham, og det hjælper trods alt en lille smule. Men glæder mig alligevel til deres vagtplan ser lidt mere "normal" ud igen. 

Det angstbehandlingsforløb, jeg var i gang med, har jo også været lukket ned i lidt over en måned nu, men de begynder heldigvis også så småt at åbne op denne her uge - og jeg glæder mig. Jeg har været yderst presset psykisk den seneste måneds tid, så jeg glæder mig til at komme i gang igen, og forhåbentlig få lidt mere kontrol over tingene igen. Jeg var ellers inde i en rigtig god stime, hvor det gik fint, og hvor jeg ikke følte mig så styret af mine tanker og følelser, men det er der blevet ændret godt og grundigt på, og i dag er jeg mere kontrolleret af mine tanker end jeg kontrollerer dem. Det gør så, at jeg får nogle sygt slemme angstanfald, som skræmmer selv Bent. Så jeg glæder mig til at få samtaler med min behandler igen. Altså vi har ganske vist snakket i telefon sammen den her periode, men det er altså ikke det samme. 

I dag er faktisk første dag i halvanden måneds tid, hvor jeg er helt alene hjemme (ja altså sammen med hundene). Og jeg nyder faktisk roen, selv om det er vildt underligt at der slet ikke er nogen larm fra legetøj eller andet. Og jeg skal vel ikke straffes for at sige, at jeg faktisk nyder lige at have det pusterum for mig selv. Jeg er 100% mor hele dagen, så når jeg lige kan have et par timer for mig selv, så må jeg altså godt det. Senere i dag skal begge banditter til frisør - det er virkelig også tiltrængt. De havde egentlig tid samme uge, som frisørerne blev lukket ned, så det var med at slå til, da vi fandt ud af de åbnede igen. 

Ellers sker der ikke det vilde herhjemme. Solen skinner og vi er udendørs en stor del af tiden. Haven ligner en legeplads, som ville være den bedste dagplejemor værdig, så det er jo så skønt. Det er altså en af goderne ved at have en god have, så længe man har små børn. Og ja de nyder jo at have SÅ meget legetøj, så det er jo perfekt. 

Morgenstund har guld i mund...

Sådan lyder en linje i en gammel sang, og i dag kunne det egentlig passe godt nok... 

Jeg vågnede ved 7:30 tiden og lå så bare inde i sengen indtil Silas og Niclas vågnede små 10 minutter senere. De var begge i forbavsende godt humør her til morgen, så da de kom op var det med smil og masser af kys til deres mor. Og så er dagen ligesom reddet - kender I det??

I tirsdags åbnede landets genbrugspladser jo igen efter at have været lukkede i knap 3 uger, og det har jo så også sendt Bent på arbejde igen. Mandag og onsdag i denne uge, var han rundt og sætte skilte op, som skal hjælpe borgerne med at opføre sig pænt, når de nu holder i kø og skal ind på pladserne. Det er egentlig lidt utroligt, at man skal fortælle dem om god opførsel i den situation, men altså det skal man åbenbart. 

Torsdag havde han så første reelle vagt, efter genåbningen, så han mødte ind kl. 13 og var hjemme kl. 22. Her i weekenden hedder den så 6-14, så han får da nogle timer de her uger, men det gør heller ikke noget, for pga. lock-downen, så nåede han kun at få 41 timer i marts, så det skader ikke, at der kommer lidt ekstra timer denne måned - og han kan jo lide arbejdet. 

I torsdags skulle Niclas have været til kontrol på børneambulatoriet i Kolding (de obligatoriske kontroller, da han jo er født før uge 32), men tiden blev annulleret pga. denne her Corona. Men hende børnelægen ringede så alligevel, for så kunne vi tage en snak telefonisk, og så kunne hun vurdere, om de skulle se ham, når det hele er overstået. 

Hun var dybt imponeret over, hvor godt han klarer sig, og inden samtalen var slut, havde hun afsluttet ham , for hun er på ingen måde bekymret for ham. Hun siger, at hun på ingen måde tror det bliver noget med ham, og at han nu er 100% på niveau med andre børn på hans alder - altså ikke præmatur fødte børn - og helt ærligt, så gjorde det mig bare pisse stolt. Og F*** janteloven - vi er så pisse seje herhjemme, at vi har formået at få Niclas op på det niveau. 

Det er egentlig forbavsende, så meget man trods alt kan nå herhjemme om morgenen med 2 tumlinger i huset (har lagt vasketøj sammen og sat ny vask over,  har ryddet op på bordet ude i bryggerset, har lavet morgenmad og spist sammen med ungerne, har ryddet op efter deres leg 3 gange allerede plus jeg har vasket de få ting op, som stod i køkkenvasken og også gjort toilettet rent). Og nå ja, jeg har da også nået at snakke i telefonen med både min mor og Bent, så der sker lidt i det lille hjem. 

Der går nogle rygter om mig her i byen, som jeg kun kan grine af. Men i hvert fald, så  gør det, at folk går forbi flere gange om dagen og skuler ind i huset, men de prøver at være så diskrete, så jeg ikke ser dem, men altså helt ærligt, så kan de sgu ikke skjule det. Og jovist er det irriterende, men som sagt, så kan jeg nærmest kun grine af det. Og hvad pokker - de bliver vel trætte af det på et eller andet tidspunkt, når de ikke kan få bevis for deres påstande. 

Opdatering fra privaten

Det er nu allerede næsten en hel måned siden, jeg sidst har skrevet herinde, og det er egentlig ikke fordi jeg ikke har haft tiden til det, men jeg har bare haft valgt at prioritere tiden lidt anderledes. 

Vi har lavet enormt meget sammen som familie, når vi har haft tiden til det, og det har virkelig været godt, kan jeg mærke. 

Nu er det nok næppe en større statshemmelighed, at store dele af Danmark er lukket ned for tiden pga. denne Corona-virus, som er det helt store samtaleemne i medierne, og har været det i snart en måneds tid. En virus, som vi på ingen måde selv er herre over, men som på alle måder er herre over os, og over den frihed vi normalt plejer at have. 

Begge drenge er hjemme (og har været det knap 2 uger nu), fordi vuggestuen er lukket. Eller ja, de er ikke lukket, men kører med stærkt begrænset nødberedskab, så når vi nu alligevel har alle muligheder for at holde dem hjemme, så valgte vi at gøre det. 

Bent er også sendt hjem, og har ikke været på arbejde siden mandag i forrige uge. Vi ved ikke, hvor længe hverken han, Silas eller Niclas skal gå hjemme, så vi hygger os, og får ordnet en masse små praktiske ting herhjemme, som vi ellers har skubbet. 

Jeg har også "fri" fra mine angst-samtaler. Kan godt mærke, at jeg virkelig mangler dem. Angsten er virkelig en tro følgesvend lige pt, og jeg oplever mange panikangstanfald, og ja nogle af dem er altså seriøse nok til skræmme mig. 

Ikke i torsdags, men forrige torsdag måtte jeg en tur omkring akutafdelingen på Kolding Sygehus for at få tjekket mit hjerte. Havde voldsomme trykkende smerter i brystkassen, som gik ud i venstre skulder. Derudover var jeg svimmel og havde vejrtrækningsproblemer. Måtte ringe til vagtlægen om eftermiddagen og så blev jeg hentet af en hjerteambulance, som kørte mig til tjek på sygehuset. De kunne dog ikke umiddelbart se, at mit hjerte fejler noget, så jeg kom hjem ved midnatstid igen. Dog kan de ikke udelukke, at der er noget med hjertet, for jeg fik nitroglycerin i ambulancen, og det hjalp på de voldsomme smerter, jeg havde i brystkassen. Jeg jar så indtil videre en tid til videre undersøgelse på hjerteafdelingen på Grinsted Sygehus d. 30. marts, men nu må vi se, om den bliver udskudt. 

Myndighedernes anbefalinger går på, at man nærmest lever helt isoleret, men den overholder vi altså ikke helt herhjemme. Vi ses med mine forældre plus vi går nogle gode ture med drengene. Kan simpelthen ikke håndtere psykisk bare at skulle "bure mig selv inde" herhjemme. Men vi overholder selvfølgelig de hygiejnemæssige restriktioner, som der er sat. Vi har altid håndsprit med, når vi er ude, og vi sørger fx altid for også lige at spritte drengenes hænder af, så de har en chance for at være så nogenlunde bakteriefri, og er en af dem endelig med ude og handle, så får de ikke lov til at pille ved noget, og vi spritter lige vognen af inden de kommer ned og sidde, så vi sørger for at tage vores forholdsregler. 

Men altså helt ærligt, hånden på hjertet, så savner jeg dæleme vores "normale" hverdag. Kan godt mærke, jeg lige mangler det der pusterum, jeg plejer at have, når de alle 3 er ude af huset. Det tætteste jeg kommer på det nu, er hvis den ene af drengene sover, og Bent så tager den anden med ud og gå en tur. Men det er jo altså ikke helt det samme. Men lidt er jo trods alt bedre end ingenting. 

Livet i overhalingsbanen

Der føler jeg i hvert fald, at mit liv leves lige pt. Der er fuld knald på, og jeg kan ærlig talt godt mærke, at jeg er ved at være godt brugt - både fysisk og psykisk.

Både Silas og Niclas har haft et par dage i sidste uge, hvor de var syge, og det kunne bestemt godt mærkes på energiniveauet. Jeg er simpelthen så træt, når vi først når hen omkring 20 tiden om aftenen.

Tilbage i november startede jeg på et forløb, som skal hjælpe mig med at bearbejde min angst, så jeg med tiden kan komme tilbage til arbejdsmarkedet. Og jeg kan godt sige jer, at det er hård kost. Det er sgu nærmest fuldtidsarbejde at arbejde med sig selv. Men det er nødvendigt.

Derudover har der været mange andre ting, som også har skulle klares. Niclas havde også "besøg" af fysioterapeuten ude i vuggestuen for små 2 uger siden, og jeg fik så meget ros for det arbejde, jeg har lagt i ham. Han er nu så godt som fuldt ud på niveau med andre på hans alder (altså hans "rigtige" alder i forhold til fødselstidspunktet, og ikke den korrigerede i forhold til termin), så jeg er lettet. Han går ikke uden støtte endnu, men det er på ingen måde noget, som der tænder nogle alarmklokker. Han er præcis, som han skal være. Nu skal han bare lige have modet til at slippe når han går.

I fredags havde de fastelavn ude i vuggestuen, og hold nu op, hvor havde vi et bøvl med at finde udklædning til Niclas. Han går jo ikke endnu, så vi skulle finde en dragt, der ikke var for tung, men som samtidig også passede alle andre steder (LÆS: han er lidt bred, så den skulle passe i både længde og bredde). Men mor her måtte så en tur i BabySam efter noget helt andet, og der lykkedes det mig så at finde lige netop TØJET til minimusen. 

Så derfor sendte vi et Tigerdyr og en ræv i vuggestue i fredags, og de havde hygget sig. 

Weekenden er brugt på hygge med familien... i lørdags var vi hjemme ved mine forældre og spise. Der var noget rundvisning oppe på Bents arbejde, så det tog vi med til, og så blev drengene passet hjemme ved mormor, morfar og onkel imens. I går havde vi så inviteret dem alle 3 herud til fastelavnsboller og aftensmad, så da jeg satte mig i sofaen i går aftes og drengene endelig sov, kunne jeg godt mærke trætheden. Har da også sovet som en sten i nat, så jeg må have haft brug for søvnen. 

I dag har vi pt ikke de vilde planer... Bent har, indtil videre, fri, og drengene er kommet ud i vuggestuen, så tror bare vi tager dagen, som den kommer. Jeg ved, jeg skal til lægen i eftermiddag, men det er også det eneste. 

Long time no see

Januar måned er nu næsten allerede omme, og det er virkelig begrænset, hvad jeg har bedrevet online. 

Har haft en del at se til irl, og når drengene så har sovet om aftenen, så har der bare ikke været energi til at tænde computeren. Har været noget så træt om aftenen, og det er sket mere end én gang, at jeg er faldet i søvn på sofaen, mens vi har set film. 

D. 9. januar var Silas til kontrol ved ørelægen. Begge dræn sidder helt fint, og det er intet at bemærke. Vi havde så snakket om, at vi ville få en tid til at få tjekket Niclas' ører - ikke at vi mistænkte, der var noget galt, men bare lige for en sikkerheds skyld, så han ikke risikerede at skulle gå og bøvle med ørerne ligesom Silas - hvis der nu mod forventning var noget.  Vi kunne allerede få en tid mandag ugen efter, og den tog vi selvfølgelig imod. Og vores overraskelse var mere end stor, da det viste sig, at Niclas også havde stærkt undertryk i det ene øre og væske på begge ører - præcis ligesom Silas. Så det endte så med endnu en tur ved ørelægen sidste uge, hvor også Niclas fik dræn i begge ører. Og endnu en gang, er jeg taknemmelig for, at jeg valgte at følge min mavefornemmelse og få minimusens ører tjekket. 

Derudover er der jo bare fuld fart over feltet med alverdens ting. Sidste uge bød bl.a. på 3 lægebesøg, og det trætter altså at skulle være så meget "på" hele tiden. Bent arbejder jo også nærmest hele tiden, så der er jo enormt meget, der hænger på mine skuldre. Plus jeg så selvfølgelig også er efter mig selv, fordi jeg gerne vil holde hjemmet pænt og rent - og jeg må bare indrømme, at jeg altså ikke kan nå det hele, uanset hvor gerne jeg end vil. Jeg skal lære mig selv, at det er ok, hvis jeg ikke støvsuger lige præcis hver 2. dag. Men det er altså svært. 

I november startede jeg jo også i et forløb, som skal hjælpe mig med at håndtere min sociale angst og styrke mit selvværd, og der har jeg pt samtaler én gang om ugen, og ja det hjælper mig, men for fanden det er psykisk hårdt. Der bliver virkelig rodet op i en masse tanker og følelser, som jeg jo egentlig har gjort mit til at holde skjult. Alt det bliver der rippet op i nu, og det sætter et eller andet sted endnu flere tanker i gang. Hvad planen er fremadrettet, vil jeg gerne vente lidt med at udtale mig for meget om, da der først skal snakkes med min sagsbehandler. Men der er nogle ting på "tegnebrættet", som forhåbentlig kan hjælpe mig.

Under hele denne proces, har jeg også fået en kæmpe hjælp fra en helt uventet kant, og det er noget, der stadig overrasker mig en hel del. Men det viser bare, at jeg er kommet lidt videre i forhold til bare for 1 år siden. 

Denne her uge byder heldigvis ikke på nogen planer for mit vedkommende. Altså, jeg har kørt Bent til Kolding i dag til noget kursus, men derudover er der ingen planer, så jeg skal dæleme slappe af - Niclas har 2 kindtænder på vej, så det bliver ikke til så pokkers meget nattesøvn til mor her, så jeg skal nyde, at jeg kan sætte mig med en varm kop kaffe og bare slappe af indtil drengene skal hentes. 

Juleaften anno 2019

Ja altså, jeg ved jo godt, at vi er kommet igennem nytåret og er kommet ind i 2020, men altså jeg havde prioriteret at hygge med familien imellem jul og nytår, så der blev ikke rigtig brugt så meget tid online, så derfor er det her indlæg en anelse forsinket, men mon ikke nok I overlever alligevel.

Vi skulle jo igen i år holde jul herhjemme sammen med min bror, mine forældre og min ene onkel. Bent arbejdede alle dage op til d. 24., så der var lidt meget stress på mig herhjemme. Men altså, d. 23. december kørte drengene og jeg Bent på arbejde og så kørte jeg drengene hjem til mine forældre, for de skulle derhjem og hygge, så mor her kunne få lavet så meget som muligt herhjemme.

Jeg fik da også ordnet en hel del inden jeg hentede Bent fra arbejde, og vi sammen så kørte hjem til mine forældre og spiste og hentede drengene.

D. 24. december tillod drengene sig for en gangs skyld at sove til lidt over 8 om morgenen, og så stod vi alle op og fik morgenmad sammen.

Omkring middagstid var begge drenge VIRKELIG trætte, men der var ingen af dem, som havde i sinde at sove, så vi besluttede os for at køre hen på containerpladsen og smide noget væk og så kunne Bent lige trykke containerne med det samme. Vi kørte så en lille times tid og begge unger fik sovet lidt inden vi returnerede til Nørregade igen. 

Mine forældre og bror kom så herud og fik gløgg og æbleskiver ved 15 tiden, hvor hele huset emmede af JUL. Min onkel kom ved 17 tiden eller deromkring. Lidt efter kl. 18 satte vi os til et veldæket julebord, og så kunne julefreden sænke sig over det lille hjem. Både Silas og Niclas var godt trætte, så de fik lov til at åbne gaver sådan stille og roligt aftenen igennem, inden de måtte overgive sig til søvnen ved 21 tiden. 

Vi andre sad så og snakkede lidt, inden vi også begyndte at åbne gaver.  Vi fik simpelthen så mange lækre gaver, men de bedste var de 4 små gaver, som Silas og Niclas var kommet hjem fra vuggestuen med. Der var en nøglering til os hver fra Silas og en til os hver fra Niclas - naturligvis noget de selv har lavet (med hjælp fra pædagogerne), og det er simpelthen den bedste gave, man kan få. 

Hvad vi eller fik, kan I se her: 

- Royal Copenhagen stjerneriflet krus, dobbelt vaffeljern samt elektriske tandbørster (fra mine forældre og bror)

- Sengetøj (fra min veninde, hendes mand og deres 2 børn)

- Royal Copenhagen stjerneriflet fyrfadsstager samt Kähler lyshus (fra Bent)

- Georg Jensen juleophæng fra 2019, pandekagepande samt et "stativ" med bageriste (fra min veninde, hendes mand og deres 2 piger)

- Kalender, nøgleringe og bog med billeder (fra Silas og Niclas)

- Klarborg nisse (fra Bimmer og Shang)

Så vi brokker os bestemt ikke. Vi fik så mange fine gaver, og noget vi virkelig havde ønsket os, så det kunne jo ikke være bedre. Vi havde så også ramt plet med de gaver, vi havde købt, så endnu en gang havde mine gave-evner ikke fejlet. Resten af aftenen forløb stille og roligt. Min onkel kørte hjem først. Mine forældre blev så lige lidt endnu inden de og min bror kørte hjem. Bent og jeg fik så lige ryddet det sidste op og så sad vi og snakkede lidt inden vi også fandt vores senge. Alt i alt, var det en rigtig god juleaften, og vi havde 2 trætte unger - godt mættede af alle indrtryk. De nåede heller ikke at åbne alle deres gaver (de fik mange, vil jeg godt pointere), så da de vågnede 1. juledag, var der en masse gaver, de kunne kaste sig over. 

Et forfærdeligt døgn

Søndag eftermiddag skulle Silas, Niclas, min mor og jeg have været til juletræsfest på min mors arbejde. Det endte dog i stedet med en indlæggelse på Børneafdelingen på Kolding Sygehus.

Lørdag aften kom begge børn i seng, og der var intet galt med nogen af dem. Altså Silas hostede lidt, men ikke noget særligt alarmerende. Om natten vågner jeg ved at jeg skal på toilet, og Niclas begynder så i det samme at brokke sig. Jeg tænkte så, at jeg ville varme en flaske med lidt mælk til ham på vejen, så det gjorde jeg. Da jeg gik ind mod soveværelset det knap  minuts tid senere, var der helt roligt, og jeg nåede lige at tænke, at det da egentlig var ret hurtigt han faldt i søvn igen. Men da jeg kom ind i soveværelset sov han ikke - han var brændende varm og i feberkrampe. Jeg fik ham op af sengen og lagde ham på siden i min seng mens jeg ruskede i Bent, som så også vågnede.

Niclas kom fint ud af krampen igen, og faldt så også i søvn og sov til søndag morgen ved 7 tiden. Bent skulle på arbejde kl. 10, og vi andre skulle køre ved 13 tiden, men eftersom ungerne ikke rigtig kunne finde ro, valgte jeg at begynde at gøre dem klar ved 11 tiden, for de plejer altid at falde i søvn i bilen, så det satsende jeg også på, at de gjorde denne gang. Vi rundede så lige Bent på arbejdet inden, og så kørte vi mod Kolding. Niclas sad og snakkede omme i autostolen, men pludselig blev der roligt, og så kiggede jeg i bakspejlet og han var der i krampe igen.

Jeg ringede så til vagtlægen, og hun mente heldigvis, at vi skulle komme forbi, for 2x feberkrampe indenfor 12 timer, var alligevel mere, end hvad de synes var godt. Så vi fik en tid kl. 14. Vi kørte så hjem til mine forældre, for Silas skulle jo være et sted, og så kunne vi ellers vente på at klokken nærmede sig 14, så vi kunne komme af sted. Min bror kørte med Niclas og jeg over på sygehuset, hvor Niclas først blev undersøgt af en vagtlæge. Hun vurderede, at han skulle videre til børneafdelingen, så der måtte vi hen bagefter. Da han også var undersøgt der, og en læge havde vurderet, at de gerne lige ville beholde Niclas natten over til observation, når han nu havde haft 2 feberkramper indenfor så kort tid, kom feberkrampe nr. 3 - og den var værre end de 2 foregående. Han fik stesolid, for at komme til sig selv igen, og det lykkedes også, da han havde været i krampe i lidt over 5 minutter. 

Sygeplejerskerne roste mig endda for at være så rolig, mens han var i krampe, for langt de fleste forældre går i panik, når deres barn er i krampe. Men altså, jeg stolede på, at han var i gode hænder, og så længe fagfolkene ikke panikker, så er der heller ingen grund til at jeg skal panikke. 

Men ja, det endte så med, at vi tilbragte søndagen og lidt af mandag på børneafdelingen. Vi blev udskrevet mandag ved 10:30 tiden, og der havde der heldigvis ikke været flere krampeanfald, men nu er mor her godt klædt på til, hvis det sker igen (7-9-13 det ikke gør).

Bent og Silas hentede os inde på sygehuset, og Silas var pænt glad for at se sin lillebror igen. Ja og da også sin mor, men mest lillebror. De 2 har et helt særligt bånd allerede. I går og i dag har Silas så været i vuggestue, mens Niclas hygger herhjemme ved mig. Han er ikke helt på toppen endnu, så jeg vil hellere holde ham hjemme, når jeg har muligheden for det. Der er ingen grund til at sende ham af sted, hvis jeg alligevel skal hente ham efter en times tid. 

Nu det jul... eller ja, næsten da!

Silas har været hjemme stort set hele denne her uge med feber, så vi har hygget os med at pynte til jul. Vi er ikke helt færdige endnu, men det hjælper da på det. 

Det er jo først i år, at Silas sådan rigtig forstår, hvad det er. Altså sidste år var gaverne og alt lys og bling bling interessant, men i år siger han "ho ho ho", når han ser en julemand, så der er da noget, der sidder fast. 

Niclas er helt ovenud begejstret for alt det lys, som vi har over hele huset. Og nå ja, nisserne har da også en hvis interesse, men altså lys og bling bling er altså mere interessant. Nu er det jo bestemt heller ikke fordi, vi mangler nisser og andet julestads, så der er rigeligt at kigge på. 

En eller anden - stop tiden.

Jeg kan umuligt være den eneste, som efterhånden har svært ved at følge med tiden. Jeg synes virkelig dagene går LIDT for hurtigt efter mit hoved. Jeg mener bare, vi er allerede lidt mere end en uge henne i november - det føles altså ikke som om det er 4 måneder siden, vi var på ferie. Og ja, nu er det snart december. 

Der sker så mange ting herhjemme, og jeg kan slet ikke følge med. Silas fik jo dræn i sidste uge, og hold nu op en forskel vi allerede nu kan mærke på ham. Det er vildt, og jeg er dæleme glad for, at jeg trodsede lægernes ord om, at det var normalt at børn tog sig meget til især det ene øre, hvis de var trætte, og så i stedet bare kontaktede en ørelæge - ville måske bare ønske, jeg havde gjort det længe før. Men man kan jo altid være bagklog. 

Men hvorom alting er, så er det gjort nu. Nu skal vi så bare have ham i gang med at snakke, og det er allerede godt på vej. 

Nu er han så bare ramt af en omgang falsk strubehoste, men det virker heldigvis som om det også er i bedring, så nu håber moren bare, at hun kan få sovet lidt i nat. Pga Silas' hoste, blev det ikke så pokkers meget søvn i nat, så jeg har godt kunne mærke, jeg har været lidt træt i dag, for han har ikke været i vuggestue, og Bent har været på arbejde, så jeg har været på hele dagen. Kan godt mærke, det tærer enormt på energiniveauet, når der er syge børn, og vi ikke rigtig ved, hvordan Bents arbejdsskema ser ud. Han kan blive ringet på arbejde om morgenen. 

Men nu vi snakker om energiniveauet, så lader det til, at jeg endelig har fundet det medicin, som kan få mit blodtryk til at ligge stabilt nede, hvor det helst skal være. Der er så bare den ulempe, at den ene af de piller, jeg får, samtidig giver lavt kalium niveau i blodet, og eftersom mit kalium niveau i forvejen er for lavt, så er det jo bare faldet yderligere. Det resulterer bl.a. i en enormt træthed, som virkelig kan være vanskelig at få bugt med. Men hvis de fjerner den pille, som påvirker kaliummet i negativ retning, så får jeg øget væske i kroppen, og det gider jeg dæleme heller ikke. Så det er sådan lidt pest eller kolera. Men nu prøver jeg at fortsætte lidt endnu, og så er jeg øget i kalium tilskud, så må vi se, om det kan hjælpe. 

Den kære vintertid

I nat var det, som mange af jer nok ved, tidspunktet, hvor vi atter stiller uret en time tilbage og igen er på vintertid. 

Når man har børn, finder man hurtigt ud af, at de fleste af de størrelser, er fuldstændig helt og aldeles ligeglade med om det er sommer- eller vintertid. De vågner præcis, når de har lyst. Det resulterede så i, at Niclas allerede vågnede kl. 5:08, og så kunne moren ellers godt droppe enhver plan om overhovedet at få så meget som 5 minutters søvn mere. Silas var en anelse mere flink, og han sov til kl. 6:15, og så var han vågen. 

Silas er stadig ikke helt på toppen, så jeg krydser virkelig alt, hvad krydses kan, for at han er helt fit for fight til han skal have dræn i på onsdag, for jeg orker snart ikke at han skal gå og bøvle med de ører længere. Det er sgu så synd for ham. Kan virkelig mærke, det generer ham, men vi kan jo bare ikke rigtig gøre noget, før han får dræn i. 

Håber I alle får en rigtig god søndag ☺

Mor er træt

Endnu en gang er begge drenge syge... eller ja, det vil sige Niclas er ved at være rask igen, men Silas skranter stadig - ikke så pokkers smart, når han skal have dræn i på onsdag. Så Silas er hjemme fra vuggestue i dag. Bent er på arbejde, og Niclas er i vuggestue, så jeg hygger mig med Silas. Eller det vil sige, han sover lige nu, så jeg sidder og slapper af - og kigger på de praktiske ting, jeg egentlig burde lave, men som får lov til at vente, så længe han sover. 

Det har dæleme været en hård uge pga. det sygdom. Ingen af drengene har sovet særlig godt om natten ugen igennem, så det er heller ikke blevet til særlig meget søvn for mit vedkommende. Og det kan godt mærkes. 

Heldigvis havde de begge en relativ rolig nat i nat. Altså Niclas hostede nogle gange, hvor han så brokkede sig efterfølgende, fordi han ikke kunne finde sin sut, men altså det er jo til at leve med. Silas var kun vågen en enkelt gang, hvor han til gengæld også var VIRKELIG ulykkelig. Og eftersom Bent jo skulle på arbejde i dag, var det mig der stod op (som sædvanlig, altså den mand hører jo intet, når han snorker om natten *haha*). 

Bortset fra det, så er jeg kommet for vildt i julestemning... har seriøst lyst til at gå op og stille og roligt begynde at grave kasserne med julepynt frem og starte langsomt op med at pynte op... men altså, så siger fornuften jo også, at det kun er oktober nogle dage endnu, så jeg jo egentlig burde vente.. men altså Bent mener godt, jeg kan starte stille og roligt op - og normalt ville jeg jo bare kaste mig over projektet med det samme, men ved ikke lige, hvad der holder mig lidt tilbage nu.  Tænker lidt, jeg prøver at se tiden an til på mandag, og så kan jeg se, om jeg finder en enkelt kasse eller 2 frem (som om jeg kan stoppe der, når jeg først er i gang).