Nu har bloggen stået stille i lidt over en måned... og jeg har i den tid virkelig bare nydt livet og nydt tiden med vores banditter.
Silas og Niclas havde 2 ugers ferie, og for små 3 uger siden startede hverdagen så op igen. Og nu har vi både en dreng i vuggestue samt 1 i børnehave - Silas er nemlig startet i børnehave. Og alle vores bekymringer omkring Silas' opstart i børnehave, har han virkelig gjort til skamme. Han klarer sig simpelthen så godt derhenne, og det er en glad dreng, vi henter hver eftermiddag.
Niclas er stadig i vuggestuen et lille års tid endnu, og det virker han også ovenud begejstret for. Han virker ikke til at savne sin storebror, så det er jo bare skønt.
For små 5 uger siden måtte jeg lige omkring sygehuset og tilbringe en overnatning der. Havde voldsomt mange smerter i ryggen og ned i lænden, og jeg blev nærmest undersøgt på kryds og tværs. De fandt så ud af, at det højst sandsynligt er forbipasserende galdesten i de dybe galdeveje, og hold nu kæft, hvor gjorde det ondt. Men jeg kom da hjem igen dagen efter. Og er "sluppet" med et par enkelte anfald siden.
Jeg har så efterfølgende også været igennem noget af et forløb ved lægen og på sygehuset. I snart en måneds tid har jeg haft store problemer med følelsen i fingerspidserne på tommel-, pege- og langefingeren på begge hænder. I perioder har jeg ikke kunne bøje mine fingre, fordi det simpelthen har gjort for ondt. Jeg fik så forrige uge taget en masse røntgenbilleder, som skulle vise om det evt. var gigt. Men det var det heldigvis ikke. De kunne ikke rigtig komme med nogen forklaring på, hvad det så ellers er, men det er da så heldigvis også i bedring. Fingerspidserne sover stadig indimellem, men jeg er da begyndt at kunne bruge mine hænder igen, så lidt fremskridt sker der da.
Var også på sygehuset både i sidste uge angående mit spiserørsbrok, og jeg håber virkelig de endelig vil gå med til at operere mig - så kryds fingre. Jeg skal derop igen d. 16. september og have svar på alle de undersøgelser, de har foretaget, samt have "dommen" over hvad der videre skal ske. Så vi håber.
I mandags havde vores dejlige ældstearving fødselsdag, og han skulle selvfølgelig fejres. Det var - selvfølgelig - ensbetydende med endnu mere legetøj til den - efterhånden - ret imponerende samling, vi i forvejen har herhjemme. Altså, jeg siger ikke, at det var dejligt hundene kom væk, for jeg savner dem virkelig virkelig meget, og jeg har endnu ikke vænnet mig til at de ikke er her, men jeg siger bare, at pladsen efter alt deres legetøj, hundekurv, dyne osv. var væk, hurtigt blev fyldt ud af drengenes legetøj. Vi plejer at joke lidt med, at den dag drengene er flyttet ovenpå på deres værelser med al deres legetøj, der kan vi lave bowlingbane i stuen med al den plads vi får - og så er det ikke engang løgn!!!
Bortset fra det, så synes jeg virkelig vores have har været en pestilens denne her sommer - ukrudtet er jo dæleme vokset som havde det fået gødning. Jeg mener, lige så snart vi har fjernet det, så er der jo ikke gået mere end et par dage, så har vi kunne gå i gang igen. Det er så ulempen ved at have en have, men omvendt så er fordelene jo så mange flere, så det kan ikke helt sammenlignes.
Nå, måske jeg skulle komme i gang med det bjerg af vasketøj, der skal lægges på plads... Bent er på arbejde og drengene sover, så ja, det betyder at jeg har ro til at ordne lidt forskelligt - selv om en lille lur nu også godt kunne lyde enormt tiltrækkende. Nej må hellere komme i gang med vasketøjet!!
Hav en rigtig god weekend allesammen 👋
Ingen kommentarer:
Send en kommentar