En virkelig ubehagelig oplevelse

Torsdag aften i sidste uge oplevede vi noget, som vi sent vil glemme. Noget, der endte med en overnatning på børneafdelingen. 

Bent skulle på arbejde torsdag, og ungerne og jeg kørte ham så derind om morgenen og så kørte vi hjem til lille Vamdrup igen. Om eftermiddagen kørte vi hjem til mine forældre, for vi kunne lige så godt spise derhjemme når Bent nu først havde fri kl. 17:30. 

Vi sad så og hyggede mens vi spiste, og hverken Silas eller Niclas viste tegn på at være syg. Altså Silas havde noget feber, men det havde han allerede onsdag, da jeg hentede ham i vuggestuen, så det var ikke noget nyt. Men Niclas var glad og smilende som altid. 

Da vi kørte hjem sad Niclas omme i autostolen og snakkede på livet løs, og det fortsatte, da vi kom hjem. Der var overhovedet ingen tegn på noget som helst. Pludselig omkring ved 21:15 tiden begyndte han at blive meget varm. Vi tog noget af tøjet af ham og så fik han lov til at ligge på sin dyne. Han fortsatte dog med at blive mere og mere varm, og han var træt og ked af det. Han havde ikke sovet mere end omkring 1,5 time siden ved 6:30 tiden om morgenen, så det var klart, at han var træt. Jeg tog ham så op til mig og så lagde vi os sammen på sofaen. Han lå så og puttede og virkede egentlig glad og smilende. Pludselig begyndte han at ryste og gå i krampe - han havde fået feberkrampe. Vi ringede så 112, så indenfor kort tid var akutbilen ved os og kort efter ankom så ambulancen. 

Vi kom med ind til tjek på børnemodtagelsen, hvor lægen så afgjorde, at han syntes vi skulle blive natten over på børneafdelingen, så de kunne have ham under observation. Det passede mig egentlig ganske fint, for jeg havde dæleme ikke lyst til at være hjemme, hvis han gik i krampe igen. 

Natten igennem vågnede jeg flere gange (underligt nok vågnede jeg ikke ved at sygeplejerskerne kom ind for at tjekke til Niclas), for jeg var bange for at der skete noget med min lille mus. 

Fredag morgen kom sygeplejersken ind og sagde at der ikke havde været noget hele natten, når de havde tjekket til ham, så de regnede med, at vi blev udskrevet ved stuegang. Ved stuegang var der en læge med, som Niclas jo selvfølgelig også skulle charme sig ind på, og hun mente heller ikke, der var nogen grund til at holde på os, selv om både hende og de 2 sygeplejersker godt kunne have beholdt Niclas derovre, så de havde noget sødt at kigge på. Jeg fik så en masse information omkring, hvordan vi skal reagere, hvis og i så fald, det kommer igen. Ikke at jeg håber det nogensinde kommer igen, men vi kan jo aldrig sige aldrig.