I går var Niclas til den første kontrol på børneambulatoriet. Ikke, at de mistænkte, at der skulle være noget i vejen med ham, men fordi han er født før uge 32, så skal han de første år til nogle kontroller, så de kan følge ham og holde øje med, at alt er som det skal være.
Ham lægen, som udførte kontrollen i går og undersøgte ham, var en af de samme læger, som er tilknyttet neonatal, så ham kendte vi på forhånd og han kunne sagtens huske både os og Niclas.
Både ham og den anden børnelæge var ovenud tilfredse og imponerede over vores lille supermand - det er vi jo også selv. Han vejer nu 8,1 kg, og rent motorisk kommer han så flot igen. Korrigeret er han jo "kun" lidt over 5 måneder, så han kan de ting, man normalt siger, børn kan når de har den alder. Så det er jo bare dejligt.
Næste kontrol er til oktober, og hvis alt så også der ser fint ud, så hedder den 3. - og muligvis sidste - konotrol oktober 2020. Så det kunne jo ikke være bedre. Lægen sagde også, at det udelukkende er fordi han er født før uge 32, at de tager et par kontroller endnu. Havde han været født en lille uge senere end han er, så var han blevet afsluttet nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar