Nu er det ved at være noget tid siden, jeg sidst har lavet et indlæg lignende dette, så det var jo en perfekt måde at få skrevet lidt på.
Jeg vil derfor her komme med nogle ting, jeg aldrig i min vildeste fantasi havde troet, jeg skulle sige eller gøre:
- Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle kunne sige, at jeg bliver træt af at ligge på sofaen og lave ikke ret meget. MEN, det punkt er jeg nået til i min graviditet. Jeg er ved at have fået nok af kvalme, opkastninger, bækkenløsninger osv. Det er altså bestemt ikke altid en dans på roser at være gravid, vil jeg godt pointere.
- Jeg havde aldrig troet, at jeg ville synes at rugbrød med løgpølse eller spegepølse er den helt perfekte morgenmad. Ikke desto mindre er det gudespisen herhjemme om morgenen når Silas og mig skal have morgenmad. Den indtages så enten med en kop kaffe eller et glas mælk.
- Jeg havde aldrig troet, jeg skulle blive glad for at lægge styringen fra mig, hvad angår madlavning. Jeg elsker når Bent står i køkkenet og laver mad, og selv om jeg ikke altid får lige meget at spise, så husker jeg altid at rose hans madlavning. Han er en god mand, og jeg vil ikke bytte ham for noget i verden.
- Jeg havde indtil jeg mødte Bent aldrig troet på, at kærlighed ved første blik eksisterede. Jeg har altid tidligere ment, at jeg ikke kunne forelske mig i én, jeg ikke kendte. Men ja, det kunne jeg altså alligevel.
- Jeg havde aldrig troet, at det rent faktisk skulle lykkes mig at blive mor. De to mislykkede IVF-behandlinger tilbage i 2014 fjernede enhver tro og ethvert håb på at jeg nogensinde skulle blive gravid.
Der skal nok være andre ting, jeg kunne skrive, men det var lige dem, jeg kunne komme i tanke om her og nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar