Jeg skal være......

.............Mor til september 💖

Ja, du læste rigtigt... jeg er endelig blevet gravid - endda helt på ganske naturlig vis... og jeg skal være den første til at sige, at jeg egentlig havde opgivet håbet om at det nogensinde skulle ske.

Men nu er jeg altså så langt, at vi i går var til 1. scanning og se det lækreste lille hjerte slå de mest fantastiske små slag, mens ejermanden bevægede sig ganske livligt rundt. Og det er simpelthen den mest fantastiske oplevelse, jeg nogensinde har haft.

Nogle af jer ved, at jeg for små 4 år siden fik konstateret PCO og vi dermed knap et års tid efter, var igennem 2 reagensglasforsøg på Odense Sygehus. De 2 forsøg lykkedes dog ikke, og jeg var virkelig i tvivl om jeg en 3. og sidste gang ville udsætte min krop for det pres, som det trods alt er at skulle tage hormonindsprøjtninger dagligt samt det psykiske pres hele processen med ægudtagning, ægoplægning osv  er. Så jeg sagde til Bent, at jeg på daværende tidspunkt ikke havde overskuddet til det, og vi lagde derfor babyønsket lidt på hylden.

Jeg havde da også rent mentalt indstillet mig på, at uanset, hvor meget jeg end gerne ville, så ville jeg nok aldrig opleve at blive mor, for lysten til at ville gennemgå endnu en hormonbehandling var altså bare ikke stor.

Men så fik min mor livmoderhalskræft i november, og min mormor døde i december, og det gjorde så at vi sammen (Bent og jeg) besluttede, at vi en gang i løbet af året, når mor var ovenpå igen, og der var ro på, ville tage det sidste betalte forsøg i offentlig regi, og så håbe på, at lykken var med os denne ene gang.

Så langt nåede vi dog aldrig, for året var kun et par dage gammelt, da jeg tog en positiv graviditetstest. Der havde siden mellem jul og nytår været mange symptomer, men det tillagde jeg ikke større betydning, for symptomer har jeg sgu haft mange af, uden at der har været nogen som helst graviditet under opsejling. Men denne gang var den altså god nok.

Da jeg stod med den første positive test kunne jeg slet ikke tro på det, og først da jeg stod med 6 positive tests begyndte jeg at tro på, at det endelig var lykkedes os. Bent blev naturligvis rigtig glad - det er jo virkelig et ønskebarm, som vi har kæmpet for.

Og i går fik vi bekræftet, at alt ser fint ud, der er hjerteblink og aktivitet derinde, så nu kan jeg slappe lidt mere af.

Den træthed og den usigelige kvalme jeg har haft de sidste 4 ugers tid, har jo selvsagt også været på grund af graviditeten, men det er som om, at det heldigvis er lidt på retur igen (så længe det varer).  Jeg fik et ssøsygearmbånd af min veninde Mette forleden, og det hjalp virkelig meget på kvalmen. Og trætheden har jeg ikke mærket så meget til de sidste par dage, jo om aftenen, men jeg har ikke haft behov for at sove om dagen, og jeg har været tidligt oppe om morgenen også, så jeg krydser fingre for at det går den rigtige vej nu ☺

Nå men, jeg synes da at I lige skal have lov til at se et af mine scanningsbilleder: