Har været med i en diskussion på FB, hvor én spurgte hvad vi andres holdning var til, hvorvidt 2 psykisk syge måtte få børn...
Jeg svarede, at man (uanset om man har en psykisk lidelse eller ej) skal være 100% bevidst om, at det ikke bare er en dans på roser at få et barn.. Selvfølgelig er der nogle børn, som er jordens nemmeste børn, der aldrig skriger eller lignende.
Men der er desværre også nogle børn, som nærmest skriger uafbrudt fra fødslen og et stykke tid frem... og hvis man har en psykisk lidelse, som gør man hører stemmer og måske har svært ved at holde hverdagen kørende for sig selv, så tror jeg altså ikke det vil være optimalt at få et barn, i hvert fald ikke før man har sin egen situation (sit eget liv) så meget under kontrol at man kan tilsidesætte sig selv og egne behov for at være der 100% for sit barn.
Nogle i diskussionen var inde på, at man skulle være forberedt på at man måske kunne "videregive" sine psykiske lidelser til sine børn, og det er selvfølgelig rigtig, men man skal også passe på, at man ikke maler fanden på væggen og bruger det som årsag til ikke at få børn, hvis ellers man mener man kan varetage forældrerollen...
Nu har jeg selv haft Jessica i mit liv, mens jeg var længst nede, og jeg synes på ingen måde jeg vil sige det gik ud over hende, at jeg ikke havde det godt... Jeg kunne godt sætte mig selv til side og fokusere på hende og hendes behov...
At hun så selv er røget ud på et sidespor og er konstateret psykisk syg, det kan på INGEN måde tilskrives mig.. Det kan i stort omfang tilskrives hendes egen mor...
Men det har da ikke afskrækket mig fra at få børn.. og jeg mener bare, at har man nogle psykiske lidelser, så må man jo bare have et ekstra øje på de børn og holde ekstra øje med, om der sker ændringer i deres måde at opføre sig på... Men at jeg har angst og depressioner er da ikke grund til at jeg ikke skulle kunne varetage et barn...
Men anyway, så fik jeg alligevel lidt høvl for ikke bare at sige at selvfølgelig skal man da få børn, for man kan jo få hjælp til det - også hvis man er psykisk syg... jeg mener ikke at det er andres problem at man får børn, og man må jo selv gøre sit yderste før man bare opgiver og overlader andre ansvaret for sine børn... Men uanset om man så kan få 20 forskellige former for hjælp, så skal man altså tænke sig om mere end én gang inden man vælger at få børn... De er dit ansvar de næste 18 år, og hvis du ikke kan tage ansvaret for dig selv og dine handlinger, hvordan vil du så kunne passe og opdrage et barn!!!
Jeg ved godt, at det langt fra er alle, der deler min holdning, men heldigvis har vi jo ret til at have vores egne holdninger :)
Mine tanker, min dagligdag, mit liv
Jeg har gjort mig mange overvejelser omkring det med at få børn..
SvarSletJeg kunne aldrig drømme om at få en barn, hvis jeg ikke følte mig klar til det, min børn skal ikke igennem det sammen jeg har været igennem.. Det skal være fordi jeg føler jeg kan tage de store ansvar det er..
Jeg har altid tænkt at hvis jeg skulle ha børn, så skulle jeg ha mindst to.. de sidste par år har jeg ændret den tanke.. nu tænker jeg.. Jeg kan starte med en og se hvordan det går.. og er der kræfter til 2 så vil jeg gerne det, men det er ikke et must.. for det er hårdt arbejde..
Jeg synes ikke man kan sige at nogen ikke må få børn, det er meget individuelt og jeg ved at de fleste selv har været igennem en svær opvækst og derfor tænker sig rigtig godt om..
Knus <3
Jeg synes selv jeg er kommet rigtig langt, og jeg kunne jo klare at have Jessica, så jeg tror ikke det, for mit vedkommende ville være et problem. Men som du også selv er inde på, så skal man tænke sig om og ikke bare få børn for at få børn.
SletSom en af mine tidligere lærere sagde, kan man klare en hund eller en kat fra den er helt lille, så kan man også klare et barn :) Tror nu bare ikke helt den holder :) Et barn kræver noget mere :)
Synes ikke man kan sammenligne børn med dyr, der er stor forskel.. ;)
SletMen ja det er et stort, men også vidunderligt ansvar.. og jeg krydser fingre for jer <3
knus <3
Det jeg læser ud fra det du skriver, er at det ikke så meget handler om hvad du kan videregive, men om du er i stand til at varetage forældrerollen ordentligt. Og her må jeg erklære mig helt enig. Det har faktisk ikke så meget med psykisk sygdom at gøre, selvom enhver slags diagnose selvfølgelig gør udfordringen større - diagnose eller ej, der er folk som ikke burde få børn. Fordi de ikke kan tilpasse sig til det ansvar det er at have børn og tilsidesætte sig selv i det omfang der er nødvendigt, for at kunne give det barn den kærlighed og tryghed og de forhold det har krav på og behov for, for at få en ordentlig opvækst og selv kunne blive til et ordentligt menneske. Det er da nogle af de overvejelser jeg selv har med i forhold til om jeg engang skal være mor.. Ville jeg overhovedet være socialt egnet som mor?
SvarSletEn diagnose burde ikke være et forbud mod at få børn... Det sagt, hvis jeg selv havde en genetisk sygdom der gav mig temmeligt dårlige udsigter for langt liv/uden tidlig smertefuld død og med god livskvalitet, og jeg vidste at jeg med største sandsynlighed ville videregive den til mine børn, ville jeg da ikke være helt vild efter at sætte flere stakler i verden...
// Janni "Gulde" Iversen <>< Gulde.dk
Helt enig... mange "raske" burde aldrig have lov til at få børn (kender flere, som får børn udelukkende for pengenes skyld - men hvor de ikke har råd til at have børnene).. og det er efter min mening slet ikke optimalt.
Slet