Du kender mig jo ikke...

Var i Brugsen og handle i går og var tæt på at komme op og diskutere med en mor.. mine forældre skulle herud og spise i går (eftersom min mor og jeg skulle til Haderslev til hudlæge, som I kunne læse i mit indlæg i går), og jeg valgte så at købe en liter kakao, så min bror og mig kunne få en kop varm kakao plus det endda også var på tilbud... men nå, der stod så en mor med 2 knægte på 6-9 år, hvor den ene stod og virkelig stirrede på mig for derefter at kigge op og ned af mig og sige til moren , at en fed ko som mig ikke burde købe den slags... Moren svarede så: "nej min skat, det burde hun ikke". Det skal så lige siges, at moren og de 2 knægte ikke havde 1 gram fedt for meget nogen steder på kroppen... men nå, jeg vendte mig så mod moren og sagde, at det ganske vist var muligt jeg ikke burde købe den slags, men at hun jo så sådan set heller aldrig burde have haft børn, når hun åbenbart havde så lidt hjerne, at hun ikke både kunne koncentrere sig om at tænke selv, mens hun opdrager børn.. 

Hun skulle så til at puste sig op, men jeg fortsatte og fortalte hende, at hendes fordomme overfor mig og min vægt kommer uden at kende mig, da jeg faktisk har en sygdom, som gør det svært for mig at tabe mig, da min krop optager alt det usunde fra madvarerne og skiller sig af med det, som den egentlig burde optage... jeg får sukkersygemedicin for at hjælpe min krop... og det endda uden at have sukkersyge... så en anden gang inden hende og hendes snotunge kommenterede andres udseende, så syntes jeg lige de skulle undersøge, om der lå noget til grund for en persons overvægt... 

Det passede åbenbart ikke damen, som noget stram i betrækket, marcherede videre... 

Normalt plejer det ikke at gå mig på, hvis folk kommenterer min vægt, men lige i dette tilfælde, hvor et barn gør det, og moren så oven i købet bakker han op i hans udtalelser, der fik jeg altså nok.... 

Nu var det mig, der stod for tur denne gang, men jeg er ret overbevist om, at det ikke er hverken første eller sidste gang sådan en dreng mobber nogen.. 

Forstår virkelig ikke de forældre, som nærmest opfordrer deres børn til at mobbe... det hører jo ingen steder hjemme at sådan en mor bare står og kigger og giver sit barn ret. Altså en ting er, at hun er af samme holdning som ham, men hun behøver sq ikke stå og sige det højt... 

Så dem så også i dag, hvor det gik ud over en handicappet... Og havde egentlig allermest lyst til at skrige hende ind i hovedet og fortælle hende hvor hjernedød en gås, jeg synes hun er... men lidt pli har jeg da... så jeg nøjedes med at gå forbi hende og sige:  "ja ja, nogle mennesker bliver aldrig voksne. Kan godt se det er svært at få kloge børn når ens egen hjerne er i børnestadiet". Og så smilede ham den handicappede til mig, jeg smilede igen og ønskede ham en god dag. 

Nu har jeg ganske vist ingen børn, men hvis jeg havde, så ville jeg satme ikke tolerere mobning fra dem. 

Har selv været udsat for mobning fra en tidligere chef, og det kørte mig psykisk ned tilbage i 2006. Selv om det er så mange år siden, så sidder det stadig dybt i mig. Og jeg kæmper jo ligesom også med min vægt - jeg sidder jo ikke bare og kigger og venter på jeg taber mig 100 gram.

Heldigvis møder jeg sjældent mødre som hende her... bare synd de måske lader deres børn tyrannisere nogen, som ikke har mod på at svare igen.