Pages

Sider

fredag den 12. december 2014

12. december

I dag har jeg valgt at fortælle lidt om nogle af de ting, som jeg husker mest fra julen, da jeg var mindre....

Når vi holdt jul ude ved min mormor og morfar var vi altid rigtig mange (min mor er 1 ud af 10 børn)... Vi mødtes som regel derude om eftermiddagen, og alle os børn sad og så Disney's Juleshow, mens der blev lavet mad og dækket borde (der blev tit dækket op i flere værelser, fordi var så mange)... Når vi så havde spist, vaskede kvinderne op, mens mændende snakkede og underholdt os unger... for vi måtte IKKE komme ind i stuen til juletræet, da der var levende lys på og de skulle alle tændes inden vi skulle danse om juletræet... 
Når vi så havde danset om juletræet, kom julemanden som regel på besøg med en gave til alle os børn.. og når han så havde snakket med os allesammen ønskede han alle glædelig jul inden han tog af sted igen. Jeg husker især et år, hvor det pludselig ringede på døren og INGEN af os børn turde gå ud og åbne.... men de voksne ville selvfølgelig have at netop en af os børn skulle åbne døren for julemanden... Det endte så med at min ene kusine og mig gik ud og åbnede, og lige så snart vi så det var julemanden og han stod og sagde "Ho ho ho, er der mon nogle artige børn til stede i dag", så fik vi ellers travlt med at komme ind i stuen igen.. 
Derefter blev der uddelt gaver, og som regel var der flere, der delte gaverne ud, for det var jo ikke unormalt der var langt over 100 gaver, der skulle deles ud... 

Hjemme ved min farmor og farfar foregik det lidt anderledes... Her tog vi som regel også hjem om eftermiddagen... Disney's juleshow var også her på programmet... Når vi havde spist, skulle der vaskes op og imens fik os 4 børnebørn samt min farfar lov til at lægge gaver ind under træet (indtil dette tidspunkt lå de inde i min farmor og farfars soveværelse, for os unger måtte ikke lure i gaverne før tid). Omkring dette tidspunkt kom julemanden på besøg  med gaver til os... rigtig hyggeligt...  Når vi så var klar til det, satte vi os ind i deres "lillestue", hvor juletræet stod, og så sang vi nogle forskellige julesange inden gaverne skulle deles ud. Aftenen sluttede af med  at vi fik rugbrød med forskelligt pålæg på (leverpostej, and, steg, sylte, rullepølse). Og der kunne altid klemmes en ekstra bid ned - selv om man havde proppet sig under middagen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar