søndag den 11. september 2016

Ugens hurtige (uge 36)

Så er det endnu en gang blevet tid til ugens hurtige:
  • Bent var sendt i byen og købe nogle pakkespilsgaver samt en kalendergave til mig. Han havde selv sagt, han ville have min sidste gave klaret, så det gjorde han, mens jeg var til skulderhold.
  • Det har været sommer hele ugen, og jeg har bare ligget syg.
  • Skulderen har gjort sindssygt ondt siden i tirsdags.
  • Jeg har ladet Bent om at ordne (FOR) meget herhjemme.
  • Vi kom i bund med vasketøjet.
  • Vi fik smidt en masse forskelligt væk, ting som alligevel nærmest bare lå i vejen.
  • Jeg er langt om længe kommet i gang med at rydde op i mit tøj.
  • NFL sæsonen startede med en enkelt kamp i torsdags, og i dag er sæsonen så for alvor startet.

lørdag den 10. september 2016

Et par grunde til at jeg elsker september

Ja, det er jo ingen hemmelighed, at kalenderen siger september... herhjemme elsker vi september måned, og det er der flere grunde til...

  1. NFL sæsonen starter efter at have ligget stille siden februar. Sæsonens første kamp blev spillet natten til i går, men sæsonen starter sådan for alvor i morgen ved at der spilles hele 3 kampe - den første med kampstart kl. 19. Vi ser jo så meget NFL som overhovedet muligt herhjemme, så når der er spillet Super Bowl i februar, er ventetiden MEGET lang indtil sæsonen går i gang igen.
  2. Vild med Dans starter op på ny. I går startede denne sæson af Vild med Dans, og det ser vi altså hver eneste fredag herhjemme (selv Bent ser det). Jeg har ikke selv den fjerneste danserytme i kroppen, men jeg ELSKER at se det. Og indtil videre har niveauet i år virkelig overrasket mig, selv om det "kun" var 6 ud af 12 pardanse vi så i går.
  3. Senere på måneden starter den danske ishockey liga, og det er jo absolut også et must herhjemme at se de kampe, de viser i fjernsynet. Vi holder selvfølgelig med SønderjyskE her på matriklen, men også hold som Aalborg Pirates og Frederikshavn Whitehawks er blandt favoritterne.
  4. September er også måneden, hvor den danske håndboldliga starter op igen efter sommerferien. Selv om vi absolut ikke altid er enige, så skal vi da også se så  mange kampe som muligt. Når det ikke lige går det hold vi holder med, helt som vi gerne ville have det til, så er der ingen grænser for, hvilke ord der kan komme om dommerne, men sådan er det at være engageret sportsfan :)
Så ja, vi har en yderst god måned i vente :)

Allerede weekend igen

Synes lige det har været søndag, og ikke desto mindre er vi allerede næsten igennem endnu en uge.. jeg kan slet ikke følge med, når dagene går så hurtigt...

Jeg føler ikke rigtigt, jeg når alt det, jeg gerne vil nå... jeg har haft mega ondt denne uge, og derfor har jeg så ikke rigtig fået ordnet særlig meget af det, som jeg egentlig havde planlagt. Hader at mit liv skal planlægges nærmest time til time... kan aldrig sige, hvordan næste dag bliver...

I dag kommer mine forældre herud og spise, så vi har været i gang med lidt rengøring... vi har skiftet sengetøj og støvsuget... og så har vi gjort maden klar, så den bare skal tændes og laves færdig, når det kommer så vidt... Bent har været en rigtig stor hjælp, for jeg kan nærmest ingenting med den skide skulder i dag, så for mit vedkommende står den på afslapning, og så har jeg lavet øvelser, da jeg stod op i morges... Så må jeg jo lave det jeg kan holde til, og så ellers prøve at tage den lidt med ro.

Håber I alle kan holde varmen derude i det danske land :)

torsdag den 8. september 2016

Så varmt så varmt

Har sovet elendigt i nat, har simpelthen haft det for varmt.. og det blev så ikke bedre, da solen kom frem og indvaderede vores soveværelse her til morgen... 

Ved godt, vi selvfølgelig ikke skal klage over, at sommeren varer lidt længere nu, hvor der ikke har været meget af den, da den rent faktisk skulle være der... men alligevel... der behøver ikke være næsten 30 grader i soveværelset om morgene, når jeg endelig har en dag, hvor jeg kan sove bare lidt længe...

Men men men... det skal nu ikke ødelægge min dag... min far blev opereret i skulderen i går, så han ringede i dag og spurgte om ikke, jeg gad komme og hente bilen i dag, fordi jeg alligevel skal køre ham på Odense Sygehus i morgen, og det kan jeg da selvfølgelig godt... så kan jeg nemlig sove lidt længere i morgen, så jeg tager hellere end gerne turen derind i dag :) 

Vi grillede i går, vi havde endnu så meget god grillmad i fryseren, så det er jo med at få udnyttet de dage, hvor vi kan grille :) Vi har så også planlagt at grillen skal tændes op i dag, for jeg kan sagtens spise god mad 2 dage i streg... havde så lavet en pastasalat med tun, pasta, ananas, majs og løg i går, og for dælen det smagte godt... det er i hvert fald ikke sidste gang, vi har gjort det... der er heldigvis også noget til i dag :) 



tirsdag den 6. september 2016

Den genoptræning gør træt

Jeg var til genoptræning i dag, og det var satme godt nok hårdt... vi havde noget cirkeltræning i dag, og skal love for, at min skulder kom på arbejde... der gik ikke lang tid, før skulderbladet smuttede ud af sin normale position og skulderen føltes som om den brændte...

Den ene fysioterapeut roste mig, og sagde at hun kunne se, at der var fremskridt, men jeg kan virkelig ikke selv føle noget som helst fremskridt.. jeg kan ikke lave mere uden at det gør ondt, og skulderen bliver stadig lige så varm, som den hele tiden er blevet... men anyway, så er genoptræningen jo da i hvert fald gældende indtil en gang i oktober, så der er da en måneds tid endnu inden der skal vurderes, hvad der skal ske videre hen...

Indtil videre skal jeg i hvert fald bare holde fast i træningen herhjemme og på skulderhold... så må jeg jo bare indimellem bide smerterne i mig.. ej, jeg siger til fysioterapeuterne undervejs, hvordan det er, og det er de nu egentlig ret gode til at tage hensyn til... det skal de jo også..

Men i hvert fald har træningen i dag gjort mig fuldstændig helt og aldeles mørbanket, jeg er simpelthen SÅ træt her til aften og har SÅ ondt.. så jeg har overvejet at tage mine aften piller om lidt og så hoppe i seng...

mandag den 5. september 2016

Julen sig nærmer

Nu er vi kommet ind i september, og selv om der selvfølgelig er et stykke tid til december endnu, så er det snart ved at være tid til at begynde at bestille hjem fra ebay, hvis tingene skal nå at komme frem...

Jeg har igen i år været en flittig ebay shopper når det kommer til pakkekalendergaver samt pakkespilsgaver...

Vi har jo lavet pakkekalender til min bror, til hundene og så får mine forældre adventsgaver. Derudover har jeg lavet pakkekalender til Bent og til min venindes 2 børn..

Vi skal minimum bruge 18 pakkespilsgaver plus jeg skal købe til mine forældre skal holde julefrokost d. 10. december... så der har været nok at gå i gang med.... heldigvis er en stor del af det kommet hjem allerede, så det ligger allerede pakket ind ovenpå...

Har så også stadig 14 ting, der er på vej, så postmanden får godt travlt *hehe* :)

søndag den 4. september 2016

En aktiv lørdag og afslappende søndag

I går morges da jeg vågnede kunne jeg mærke, at der var en lille anelse mere energi, end der ellers har været... så jeg kastede mig over rengøringen... fik tørret støv af over næsten hele huset, og da Bent stod op, fik jeg også støvsuget... det gjorde godt for samvittigheden, men skulderen brokkede sig rimelig meget.... men nu var det jo gjort...

Ved middagstid gik jeg så en tur ned på Torvet og kiggede... der var Børnenes dag i går her i Vamdrup, så der var en masse aktiviteter og underholdning for børn runde i gaderne... det måtte jeg jo lige ned og se, så der gik lige noget tid med det.. Brandstationen havde bl.a også arrangeret en masse, og det var vist en stor succes.

Da jeg kom hjem, lavede jeg en god portion frikadeller til fryseren og så fik vi savet et par paller (primært Bent, der savede), så vi har noget træ til pejsen.

I går eftermiddags spurgte Bent så, om jeg ikke ville med ud og gå en tur, og det kunne jeg da godt... vi gik så næsten 7 km, så det var jo egentlig meget godt..

Aftenen i går blev så brugt på sofaen med at se fjernsyn.. Omkring midnat kom der noget, der hedder Ghost Stalker, og det mente Bent jeg skulle se... han havde set det forleden nat, og mente det LIGE var noget for mig.... og jeg skal da lige love for, at jeg blev grebet af det.. Bent faldt i søvn nærmest inden det første afsnit var gået i gang, men jeg så det det meste af natten, og det er ikke sidste gang, jeg har set det.

I dag sov jeg længe (til kl. 9:30) og da jeg stod op, besluttede jeg mig for at jeg ville have en total sofa dag, hvor jeg bare ville give mig selv lov til at være syg... kan godt mærke, jeg ikke har tilladt mig selv særlig meget at være syg, og tage mig den tid, det nu har krævet at blive rask igen. Men i dag har jeg helliget mig sofaen og min dyne... Aftensmaden i dag stod på hjemmebagt rugbrød med stegt torskerogn, lune frikadeller og rullepølse... dejlig nemt, og det smager godt :)

Lige nu står den på Team Ninja Warrior... ren og skær sofahygge sådan en søndag aften, hvor det regner :)






Ugens hurtige (uge 35)

Så er det atter søndag, og her kommer ugens hurtige:
  • Jeg har ligget syg stort set hele ugen.
  • Min mor havde fødselsdag, og vi var hjemme ved hende og spise.
  • Har fået pakket en pæn sjat kalendergaver ind.
  • Har været til møde på jobcenteret.
  • Jeg har fået lavet lidt kort.
  • Jeg har for første gang set "Ghost Stalker" på ID, og jeg er stor fan allerede.
  • Vi var i Tyskland og fylde depoterne op.
  • Vi er så småt kommet i gang med at gøre haven lidt vinterklar (fået klippet nogle buske ned og sådan lidt).
  • Jeg har langt om længe fået tørret støv af (selv om det tog mig flere timer, så fik jeg det gjort).
  • Vi har fået lavet frikadeller til fryseren, så nu er det bare at tage op, når vi skal bruge dem.
  • Vi var nede på Torvet og høre Mek Pek og Åh Abe show i fredags.
  • I går var der Børnenes dag her i Vamdrup, hvor der var masser af aktiviteter for børn rundt i byen.

lørdag den 3. september 2016

Godmorgen herfra...

Det er efterhånden blevet en hel vane (om den så er god eller dårlig kan man jo diskutere), at jeg vågner FØR kl. 8 om morgenen... kan sove lige så godt, og *PLING*, omkring kl. 8 er jeg lysvågen... ja altså, ok, nu er jeg de sidste par uger altså også gået tidligt i seng, så det har selvfølgelig også noget med sagen at gøre...

Både Bent og hundene ligger og sover (og snorker om kap) endnu, så der er helt stille i huset... men jeg brokker mig nu ikke... morgener som disse nyder jeg faktisk... dem har mit hoved rigtig godt af - kan ikke rigtig håndtere for meget larm, og snorken hører ikke helt under for meget larm kategorien :)

fredag den 2. september 2016

Vild med dans


Om præcis en uge er det endelig så vidt... det er dagen, hvor årets sæson af Vild med Dans starter.. jeg er en af dem, som troligt følger med hver fredag aften (og skulle jeg glemme det en aften, så husker Bent mig på det)...

Jeg ser frem til sæsonen i år, for en af mine absolutte yndlingssangerinder er med... det er naturligvis Julie Berthelsen.... men jeg holder nu også (inden programmets start) med Lene Beier og Mille Dinesen... det kan selvfølgelig sagtens ændre sig undervejs, efterhånden som de måske stemmes ud, eller efterhånden som jeg ser, hvad de andre nu kan... men lige pt er det mine favoritter...

Skal I se Vild med Dans, og har I i så fald en favorit eller flere?




Der slappes af i selskab med Gordon Ramsay

Er der én ting, jeg elsker at se i fjernsynet, så er det diverse programmer med Gordon Ramsay.... jeg elsker simpelthen den mand... ja altså elsker og elsker - you know what I mean..

Hverdagsaftener viser de Ramsay's Kitchen Nightmare på TV3 puls, og det ser vi troligt hver aften herhjemme.. og i aften er ingen undtagelse... vi har indtaget hver vores sofa, men vi ser fjernsyn... ja, det er fredag og vi må godt :) Det havde vi så også måtte en hvilken som helst anden aften, det er det kun os selv, der bestemmer :)

Senere, når hundene har været ude på deres aftentur, så skal vi have æbleskiver... det kunne jeg godt lige have i dag, så jeg måtte jo lige tage en pose op af fryseren tidligere i dag... DÉT er hygge :)

Lægebesøg og franske hotdogs til en 5er :)

I dag måtte jeg overgive mig og ringe til lægen... mit hosten er blevet værre, og jeg har svært ved at trække vejret, så jeg fik en tid 13:15, og så måtte tiden gerne gå hurtigt indtil...

Bent sagde så, han nok skulle gå med, for så kunne vi lige handle i ABC inden jeg skulle til lægen (ABC ligger lige ved siden af vores lægehus, så det passede jo helt fint)... Pølsevognen ved ABC havde franske hotdogs til 5kr i dag, så vi kunne jo lige snuppe en med på vejen...

Men jeg kom da ind til lægen, som lyttede på mine lunger og tog en blodprøve for at tjekke infektionstal... det hele så fint ud, så jeg blev sendt hjem med besked på at væbne mig med tålmodighed og vente på, det går over af sig selv... ja det må jeg jo så gøre... desværre... Men så  har jeg da om ikke andet, en god undskyldning for at ligge på sofaen og slappe af :)

Vi har absolut heller ikke nogen planer i denne weekend, der skal bare slappes af... altså, jeg skal nok lige have støvsuget, men det er da også det...

Håber I alle får en rigtig god weekend :)


torsdag den 1. september 2016

Et godt møde på jobcenteret

Var til møde på jobcenteret i dag, og det gik faktisk rigtig godt... jeg har jo simpelthen den bedste sagsbehandler, og jeg kan simpelthen ikke rose hende nok...

Nå men, jeg bliver ikke henvist til ressourceforløb endnu, men dermed ikke sagt, jeg "bare" sidder fast her, hvor jeg er nu... jeg skal lige pt koncentrere mig 100% om min genoptræning, og når jeg så er færdig med det og min tilstand er stationær på alle fronter, så skal vi snakkes ved igen og se, hvad der så skal ske... men indtil da, skal jeg bare koncentrere mig om genoptræning og få det mest optimale ud af det... så det er jo egentlig udmærket.....

Efter mødet var jeg lige en tur i Føtex og købe en enkelt julegave samt nogle kalendergaver... så nu er vi ligesom kommet lidt videre med det...

Allerede september

Kan slet ikke fatte, der nu kun er 4 måneder tilbage af dette år... i dag starter efteråret officielt (ifølge kalenderen), og jeg tror bestemt ikke, jeg er den eneste der føler, vi til en hvis grad er blevet snydt for sommer i år..

Men hvorom alting er, så har vi jo 1. september i dag, og det kan vi jo ikke ændre på...

Bent og jeg var med min mor i Tyskland i går, og vi fik atter fyldt depoterne op med diverse fornødenheder... når vi alligevel er dernede, så er der altså mange ting, det absolut godt kan svare sig at købe med hjem.

Fik også lige et par kalendergaver med hjem til hundene og et par stykker til Bent, så nu mangler jeg efterhånden ikke så meget længere før de 3 pakkekalendere også er købt og pakket ind...

Vi var hjemme ved 20:30 tiden i går, og så fik vi lige pakket ud og sad og snakkede med mine forældre (min far havde efter eget ønske været hundepasser) inden de kørte hjem ved 21:15 tiden... Sad så inde i stuen og snakkede lidt med Bent, inden jeg var nødt til at overgive mig og gå i seng allerede 21:40, jeg var så træt og tung i hovedet af den skide forkølelse, så kunne simpelthen ikke holde mig vågen..

Faldt så også lynhurtigt i søvn, og vågnede så første gang kl. 4, men faldt dog hurtigt i søvn igen og vågnede så 8:30 og stod op... må have haft behov for at sove...

I dag står den på møde på jobcenteret... så må vi se, om hun sender mig sag videre til rehabiliteringsteamet nu.. det håber jeg hun gør...

onsdag den 31. august 2016

Morgenstund har guld i mund

I hvert fald den morgen, hvor det ligesom i dag er pengedag :)

Vågnede før kl. 8 (det er efterhånden blevet en vane), og lå så lidt inde under dynen... vi gik en god lang gåtur med hundene sent i går aftes, så de var pænt trætte - både i går aftes og her til morgen... Kaldte ganske vist på dem begge to, da jeg ville lukke dem ud i haven, men ikke en dyt skete der... de åbnede øjnene, løftede hovederne og kiggede på mig, men lagde sig så begge to ned igen - som om de ville sige: "Niks mor, du kan lige tro det er løgn det der" - og så sov de videre...

Jeg kom så i tøjet, for ville lige smutte ned efter et rundstykke, og det blev så lige til en hurtig indsamlingsrunde i Pokémon GO (vi har 3 PokéStops sådan lige her omkring torvet), inden jeg vendte næsen mod matriklen her igen...

Da jeg åbnede døren herhjemme igen, var der stadig ingen hunde, der ville ud... men fik dem da alligevel til at reagere ved at skramle lidt med bagerposen, og da de så alligevel var ude i køkkenet, kunne de jo lige så godt lige bevæge sig udenfor... og straks de kom ind, var Shang væk igen... Han havde jo så indtaget min seng ved siden af Bent, for han mente bestemt ikke, det var tid til at stå op endnu... ak ja, de kære hunde... Bimmer ligger så ved siden af mig nu og snorker, når han altså ikke lige skal holde øje med, om mit rundstykke ganske uprovokeret forlader tallerkenen...

Lige nu venter jeg så bare på at kaffemaskinen får brygget min morgenkaffe færdig... har drukket en kop kamillete, så nu må det være på sin plads med en kop god sort kaffe :)

Senere skal jeg lige over og have handlet, og så spurgte min kære mor, om vi ville med til Tyskland senere, og det kunne vi da godt.. Så dagen i dag skal også nok blive brugt :)

tirsdag den 30. august 2016

Fødselsdag ved mor

Min mor har fødselsdag i dag... hun fylder 58, så vi har været hjemme ved hende til fødselsdag... vi tog toget hjem til dem i eftermiddags og så blev vi og spiste.. jeg er godt nok langt fra rask endnu, og Bent er også blevet smittet, så det går jo godt, men vi mente alligevel at hun skulle fejres :)

Det var nu også en rigtig hyggelig dag, og hun blev glad for, at vi kom derhjem, så det var jo helt perfekt :)

I aften slapper vi af og ser lidt fjernsyn... der har været ishockey, så det passede jo fint, at vi kunne slænge os på hver vores sofa og se det :)

søndag den 28. august 2016

Mette A-Å anno 2016

Tilbage i januar 2014 lavede jeg et lignende indlæg (se det her).... siden dengang er der sket meget i mit liv, så jeg syntes det kunne være sjovt at lave et nyt....

Så her kommer Mette A-Å anno 2016:

August: Måneden, hvor vi i 2012 valgte at blive gift på dagen, hvor det var 68 år siden min farmor og farfar sagde ja til hinanden.

Bent: Manden i mit liv, manden jeg deler seng, efternavn og adresse med... Kunne også stå for Bimmer, den ene af vores elskede hunde.

Cincinnati Bengals: Navnet på mit absolutte yndlings NFL-hold.

Denver Broncos: Navnet  på et af de andre NFL-hold jeg holder med.

Elev: Jeg var ikke nødvendigvis en mønsterelev, da jeg gik i skole. Jeg havde svært ved mange fag, og jeg skulle af og til virkelig kæmpe mig igennem for bare at få middelkarakterer.

Familie: Min familie betyder ALT for mig... Både den familie vi har herhjemme (Bent, hundene og jeg selv), men også den familie, som involverer mine forældre og alle andre.

Gråsten Gigthospital: Her blev jeg indlagt 14 dage i foråret 2016 i håbet om, at de kunne finde ud af, hvad problemet med min skulder var, da ingen andre specialister havde kunne hjælpe mig. I Gråsten fandt de dog hurtigt ud af, hvori problemet lå, og det er derfor jeg nu går til Genoptræning.

Handelsstudent: Jeg blev handelsstudent, da jeg bestod en HH i 2002.

Is: For mig er det først rigtig sommer, når jeg har fået en gammeldags isvaffel med guf. Pyt med, om der kun er 1 kugle i, bare der er guf på.

Jul: Det kommer nok næppe bag på nogen, at jeg nævner netop denne højtid under J. Jeg elsker julen og alt, hvad den indebærer (sådan næsten da). Julen er hjerternes fest og en højtid, hvor man skal hygge sig. Desværre er julen for mange, gået hen og er blevet den mest stressende tid på året. Men ikke for os her på matriklen. Vi starter julen allerede i november, hvor vi begynder at bage og gøre alt klar, så vi ikke skal  bruge december på at løbe forvirrede rundt.

Kronisk hjernerystelse: En diagnose, jeg fik stillet sidste år, efter jeg i januar 2015 faldt på et fortov, der ikke var saltet eller ryddet for sne. Det kostede mig en hjernerystelse (som jeg stadig har gener fra) samt en beskadiget skulder, som også stadig er et problem for mig.

Lund: Efternavnet, som jeg har haft siden jeg blev døbt. Bent og jeg valgte ved vores bryllup at tage mit mellem- og efternavn, da Bent mente Nicolajsen var en tand for kedeligt i forhold til Doctor Lund.

Mølby: Navnet på den lille sønderjyske by, hvor Bent og jeg mødtes til en chatfest tilbage i 2007.

Nørregade: Navnet på den gade vi bor i.

Opel Kadett: Min første bil var en rød Opel Kadett 1,4i fra 1991. Det var en dejlig bil, som transporterede mig vidt omkring i lille DK. Den måtte overgå til skrotning i 2008 efter 3 gode år.

Pretty Little Liars: Navnet på en af mine yndlingsserier.. selv om jeg efterhånden har set den nogle gange, kan jeg stadig se den igen og igen.

Quiz: Jeg elsker quizzer i mange afskygninger, og jeg sidder gerne og gætter med, når jeg ser en eller anden quiz i fjernsynet.

Ringe: Jeg har to ringe, som jeg altid går med. Den ene er (logisk nok) min vielsesring. Den anden er en ring, jeg har arvet fra min farmor. Hun gik altid med den, og det var hendes ønske, at jeg skulle have den, når hun ikke var her længere. Da jeg fik den, var den lidt for stor, men da jeg så kunne passe den, begyndte jeg at gå med den, og så har jeg altid haft den på siden.

Skiveren Camping: Campingpladsen, hvor jeg første gang var med mine forældre i sommeren 1990. Siden da er der kun max 2 år, hvor jeg ikke har været der.  I 2012 gik vores bryllupsrejse også til netop Skiveren, hvor vi havde lejet en campingvogn.

Telefon: Jeg er ikke typen, der konstant snakker i telefon. Hvis jeg snakker fx en time, så er det ved at være for meget synes jeg, for så mister jeg koncentrationen og kan ikke rigtig fokusere på, hvad der bliver sagt i den anden ende.

USA: Har været i USA en enkelt gang i mit liv. I 2001 var vi på studietur i New York. En fantastisk oplevelse, og så nåede vi at se det gamle World Trade Center med tvillingetårnene.

Vamdrup: Byen, jeg flyttede til, da jeg flyttede hjemmefra. Og det er også byen, hvor Bent og jeg har boet sammen af flere omgange. Det er byen, hvor vi blev gift.

X-men: Filmene, jeg aldrig havde set, før der en dag var en i fjernsynet og Bent tilfældigvis slog over på den. Jeg blev fanget med det samme, og siden ser jeg dem, hver gang de bliver vist.

Ynkelig: Jeg hader virkelig folk, der konstant ynker og søger medlidenhed. Altså, når  man er syg må man gerne være ynkelig (det er jeg sgu også selv indimellem), men dem, som konstant mener de har det ih og åh så hårdt, dem giver jeg ingenting for. Hvis man har det så hårdt, skulle man måske prøve at kigge lidt på sig selv, og se om det måske er ens selvopfattelse, der først og fremmest trænger til en justering.

Zoo: Hvor underligt det end lyder, så har jeg faktisk aldrig været i Zoologisk have... jeg vil gerne, men har aldrig fået det gjort.

Æbleskiver: Jo egentlig en jule-spise, men  her i huset kan vi altså sagtens spise dem hele året rundt. Vi bager selv æbleskiver, så det er jo ingen sag at snuppe en pose fra fryseren, smide dem i ovnen og så er der guf indenfor kort tid - selv midt om sommeren.

Ønsker: Jeg har især ét stort ønske, som jeg inderligt beder til, bliver opfyldt, men om det nogensinde sker, det må tiden jo vise.

Åleslank: Noget jeg absolut aldrig bliver... snarere tværtimod.

Ugens hurtige (uge 34)

Søndagen er atter over os, og det er dermed tid til de hurtige fra den forgangne uge:
  • Var en tur på Vejle Sygehus til en ultralydsscanning af min ene nyre.
  • Var ved lægen og få taget ikke færre end 10 blodprøver (godt man ikke er bange for at få taget blodprøver).
  • Vi har fået malet endevægge i stuerne og i køkkenet.
  • Bent fik lavet vores sofa.
  • Jeg er kommet en smule i gang med et par juleindlæg til bloggen (tidligt, men er nødt til at gå i gang, når jeg har en god dag).
  • Jeg har fået bestilt 4 kalendergaver til min bedre halvdel.
  • Jeg er blevet godt og grundigt forkølet, så ligger i sengen med feber og en næse, der løber stærkere end jeg kan følge med til.
  • Mine forældre har været herude et par dage, hor jeg bl.a har været i genbrugsbutikker med min mor.



lørdag den 27. august 2016

Et par dage på langs

De sidste par dage har jeg ikke lavet en dyt.. har sovet størstedelen af tiden væk.. regnede med, at det måske kunne hjælpe lidt på den her skide forkølelse, men indtil nu er det sgu godt nok ikke den store effekt...

Jeg er sikker på, at det her er lige så slemt som mandeinfluenza.. jeg føler mig i hvert fald godt nok som en, der er døden nær (og at jeg så også ligner sådan en, bekræfter jo bare min formodning) :)

Jeg har feber, men vil alligevel ikke rende med for lidt tøj på, så jeg render rundt med lange bukser på selv i 30 graders varme... prøvede at tage korte bukser på i går, men jeg frøs simpelthen, så jeg var nødt til at finde de lange bukser frem igen... så jeg har virkelig følt mig anderledes i dag, ved at rende rundt med varme joggingbukser på, mens andre har haft meget mindre tøj på... men sådan er det jo altså bare... jeg skal absolut ikke være mere syg, end jeg er nu...

Og så længe jeg bare går herhjemme, så går det jo nok :)

fredag den 26. august 2016

Som et lyn fra en klar himmel

Jeg er blevet forkølet...

I onsdags og i går malede vi endevægge i stuerne samt den ene endevæg i køkkenet, og der var ingenting... jeg havde det varmt, men det er der jo ikke noget at sige til, med de temperatuer vi havde... men i går sidst på eftermiddagen, da vi gik og ryddede væk begyndte jeg at svede og få vildt ondt i halsen... gik så i bad inden vi skulle spise, men det hjalp ikke på varmen - tværtimod.... vi sad så og så lidt fodbold og andet i fjernsynet i går aftes, og jeg kunne mærke jeg fik det mere og mere dårligt... tjekkede så, hvad temperaturen sagde og den sagde 38,7, så der var altså noget feber... Næsen begyndte at løbe, og så vidste jeg jo  ligesom godt, hvad klokken havde slået... så slår den nemlig aldrig fejl, så er jeg forkølet, og kan ikke slippe med at den sniger sig forbi mig...

Gik da også allerede i seng ved 22 tiden, og lå så inde i sengen og halvvejs så lidt film og halvvejs sov... havde det virkelig elendigt, og valgte at køre hovedgærdet op på sengen (gudskelov vi har elevationssenge), og det hjalp så til at jeg kunne falde i søvn.... har sovet med åbent vindue i soveværelset i nat, for har simpelthen haft det så varmt...

Her til morgen vågnede jeg så (før vækkeuret ringede 7:15) fordi jeg skulle nyse... og ganske rigtig - jeg slap ikke udenom denne gang... håber bare at varmen kan hjælpe med til at det går hurtigt væk... for det her pjat gider jeg da bestemt ikke... men nå, heldigvis skal vi ingenting her i weekenden - bare slappe af.. så jeg kan pleje mig selv :)


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...