Jeg har altid været sikker på, at jeg ville have børn, når jeg altså mødte manden, som skulle være far til dem, og da jeg mødte Bent begyndte det biologiske ur at tikke endnu hurtigere.
I 2009 begyndte Bent og jeg at snakke børn, og selv om Bent i starten ikke var helt vild efter at få flere børn, så gav han sig dog alligevel, og en dag hen mod slutningen af 2009, hvor Bimmer valgte at spise de resterende p-piller i pakken, besluttede vi, at så måtte det være tegn på, at vi skulle gå i gang med projekt baby.
Tiden gik dog uden at vi stod med en positiv graviditetstest, og jeg havde allerede der, en mistanke om, at problemet måtte ligge ved mig - Bent havde jo trods alt børn i forvejen. Jeg "turde" ikke rigtig gå til lægen med problemet, for jeg havde virkelig svært ved at se nederlaget i øjnene, at jeg ikke kunne blive gravid og skabe en nyt liv.
Årene gik, og i 2013 mente Bent så, at nu måtte det være tid til at opsøge læge, så vi i det mindste kunne få vished for, om familieforøgelse overhovedet var realistisk, og hvordan det eventuelt kunne lade sig gøre med hensyn til eventuelle behandlinger. Vi opsøgte så vores læge, som henviste os videre til udredning hos en gynækolog, og så var vi ligesom i gang. Vi var i september 2013 til den indledende samtale på Odense Universitetshospital, hvor vi blev undersøgt og enden med det blev, at jeg lige skulle tabe mig knap 10 kg inden vi kunne komme i behandling.
I maj 2014 kom så endelig dagen, hvor vi kunne ringe til OUH og tilmelde os første reagensglasforsøg. Vi kom til samtale, hvor vi fik at vide, hvad der præcis skulle ske. Jeg blev instrueret i, hvordan jeg skulle tage de forskellige indsprøjtninger og så var vi i gang. Jeg skulle have hormonindsprøjtninger 2 gange om dagen i starten. Senere skulle jeg så i 5 dage tage en indsprøjtning, som skulle forhindre for tidlig ægløsning. Når ægblærerne så havde den rigtige størrelse, så skulle jeg tage en ægløsningssprøjte, så æggene ville være klar til ægudtagning. I perioden med indsprøjtninger tog vi jævnligt turen til OUH, så de kunne følge med i, hvornår ægblærerne var store nok, så det var tid til at tage ægløsningssprøjten og aftale tid til ægudtagning.
De første par dage, hvor jeg skulle stikke mig selv, var enormt svære synes jeg. Jeg har aldrig været den helt store fan af nåle, så tanken om flere stik dagligt, var ikke lige det jeg hungrede mest efter. Men i den gode sags tjeneste gør man næsten hvad som helst.
Den første gang til ægudtagning mødte vi op om morgenen, hvor jeg fik lagt en wenflon - i tilfælde af at jeg skulle have morfin undervejs. Jeg havde på turen derover skulle tage nogle smertestillende piller, så jeg ville mærke mindst muligt. Ægudtagningen foregår ved at lægerne, med en scanner med en kanyle, går op i livmoderen, hvor de med kanylen suger væsken og evt æg ud af de forskellige ægblærer.
Den første gang gjorde det sindssygt ondt, og jeg lå virkelig og græd inde på briksen. Jeg fik morfin og så var jeg sådan halvt om halvt væk, og jeg mærkede ikke mere. Jeg havde Bent og 2 sygeplejersker til at støtte mig, da jeg skulle over og hvile mig bagefter - man skal som minimum være på sygehuset 1 time efter ægudtagning. Jeg fik noget juice at drikke og så faldt jeg i søvn. Anden gang vi var gennem ægudtagning, mærkede jeg ingenting, og jeg lå og fulgte med på skærmen hele tiden.
Derefter var det så at vente de næste 2-3 dage på besked om nogle af æggene - og i så fald hvor mange - var blevet befrugtet, så de kunne lægges tilbage i livmoderen. Begge gange havde jeg 1 æg til oplægning og ingen til fryseren. Men vi håbede jo også, at bare det ene æg var et "guldæg".
Små 10 dage efter ægoplægning, skulle jeg så have taget blodprøve for at tjekke om det var lykkedes at opnå graviditet, og de dage var simpelthen så lange. Første gang vidste jeg godt, at løbet var kørt allerede efter en lille uges tid, for der begyndte jeg at bløde ret kraftigt. Anden gang havde jeg ingen symptomer eller noget overhovedet, så der troede jeg heller ikke helt på den, og begge gange var der jo heller ingen graviditet.
Efter vores andet forsøg, nåede jeg til den konklusion, at jeg simpelthen ikke havde mod på at tage det tredje og sidste forsøg. Psyken var under et enormt pres, og jeg var ked af det de første dage efter de negative blodprøver. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg mente, at der nok var en grund til at det ikke skulle lykkedes, og jeg indstillede mig 100% på et liv uden børn. For jeg kunne heller ikke blive ved med at håndtere at min krop skulle udsættes for alle de indsprøjtninger. Min mave gjorde ondt og var helt blå af alle de stik. Så jeg valgte at sige stop.
I december 2016 døde min mormor af kræft og min mor fik konstateret kræft, og det satte for alvor tankerne i gang ved mig. Jeg snakkede med Bent om at tage det sidste forsøg - altså det sidste i offentlig regi, når mor var opereret og erklæret rask og der dermed var kommet mere ro på. Han sagde han bakkede mig 100% op, uanset hvad jeg end valgte. Hvis jeg havde mod på det sidste forsøg, så tog vi det, Hvis jeg ikke ville alligevel, så lod vi være. Julen og nytåret kom, og de sidste par dage af 2016 rendte jeg og kastede op et utal af gange. Der var mange syge på det tidspunkt, så det tillagde vi ikke større vægt, men et par dage inde i 2017 mente Bent alligevel, at jeg hellere måtte tage en graviditetstest, for jeg havde konstateret, at rugbrød med løgpølse var den ideelle morgenmad (normalt spiser jeg aldrig rugbrød om morgenen) plus kvalmen og opkastningerne stadig var der. Jeg tog så en test - mest af alt for at bevise, at jeg havde ret i, at den ville være negativ. Men sørme så, om ikke de 2 streger kom hurtigt. Jeg kunne på INGEN måde tro det - altså jeg havde jo lægernes ord for, at jeg skulle have hjælp til det, og med alt det, vi havde været igennem havde vi på ingen måde spekuleret graviditet. Både Bent og jeg blev naturligvis rigtig glade, for det var jo på alle måder et ønskebarn, om end jeg vitterlig havde svært ved at tro på det. Jeg tog så en test mere dagen efter, og den var sgu også positiv. Nå men så måtte jeg jo ringe til lægen.
Blot nogle få dage senere, skulle min mor opereres, så selv om jeg var relativt kort henne, så valgte vi alligevel at fortælle det til mine forældre og min bror. Så havde min mor i hvert fald en rigtig god grund til at skulle klare den (hvilket hun selvfølgelig også gjorde). Nu fulgte en periode, hvor jeg bare var nervøs for, om vores lille mirakel ville blive, hvor h*n var. Jeg fik indkaldelser til Nakkefoldsskanning, jordemoder osv. Stadig der, havde jeg svært ved for alvor at tro, at det virkelig var lykkedes naturens vej.
Nakkefoldsskanningen gav et resultat på 1:266 chance for at barnet havde Downs syndrom, så jeg blev tilbudt en moderkagebiopsi, som skulle vise, om barnet i min mave var sundt og rask, og vi kunne også via biopsien få 100% vished for kønnet. Den valgte vi så at takke ja til, og jeg var så heldig, at jeg kunne komme til et par dage senere. Selve biopsien var ikke så slem, som jeg havde frygtet - jeg havde jo også lidt erfaring med at få nåle ført ind diverse steder efter hormonbehandlingerne og ægudtagningerne, så jeg vidste at det ville gå langt nemmere, hvis jeg slappede af når nålen skulle føres ind. Et par dage senere kom beskeden så fra sygehuset, at det var en helt sund og rask dreng vi ventede os. Og så startede alt planlægningen jo for alvor - for nu troede jeg helt og aldeles 100% på det.
Ved MD skanningen omkring uge 20, fandt lægerne ud af, at Silas manglede et blodkar i navlesnoren, og det kunne gøre, at han ville få sværere ved at tage på i vægt, så jeg blev tilbudt vægtskanninger i uge 30 samt 34. Jeg følte virkelig at ventetiden var ulidelig, for det er jo svært at forholde sig til om barnet vokser som det skal. Maven voksede en smule, men ikke synderligt meget, og jordemoderen var også lidt mere forsigtig med at skyde på en vægt, for hun ville ikke skyde helt hen i skoven. De 2 skanninger i uge 30 og 34 blev dog i stedet til at jeg blev skannet hver 3. uge og hvor han i starten lå små 7% under gennemsnit, så endte han (dagen inden han kom til verden) med at ligge 35% under gennemsnit vægtmæssigt, og så turde de ikke lade ham blive inde i maven længere, for de mente han havde bedst af at komme ud - jeg var på det tidspunkt 36+6 og skulle således sættes i gang 37+0.
Jeg fik derfor en tid til igangsættelse torsdag d. 24. august, hvor jeg skulle møde ind på sygehuset kl. 7:15 om morgenen. Jeg fik så kørt et par CTG kurver inden jeg blev kørt ind på en anden stue, hvor der skulle køres en stresstest inden jeg skulle have de første piller for at sætte fødslen i gang. Jeg var i forvejen blevet forberedt på, at der nok ikke ville ske noget de første par dage, så jeg havde ikke regnet med andet end at jeg de første dage skulle tage piller med x antal timers mellemrum, men sådan gik det bare ikke.
Da de gik i gang med at køre stresstest begyndte min livmoder virkelig at arbejde på højtryk, da de kun havde været i gang små tyve minutter. Jordemoderen, som var derinde, sagde at jeg skulle slappe af, og jeg prøvede virkelig, men min livmoder kunne jeg på ingen måde få til at samarbejde. Vi kunne følge Silas' hjerterytme på en lille monitor, og vi kunne ret hurtigt se, at jo mere min livmoder arbejde, jo mere faldt hans hjerterytme. Jordemoderen snakkede så med en anden læge og de besluttede at slukke, for der skulle akut kejsersnit til - en almindelig fødsel kunne Silas ikke rigtig holde til. Så der blev ringet og aftale kejsersnit, og da jeg fik at vide, at det ville blive foretaget indenfor et par timer, så jeg pænt sjov ud i hovedet. Dagen inden havde jeg et eller andet sted jo stadig haft en forventning om, at jeg havde små 3 uger tilbage, da de kom og sagde jeg skulle sættes i gang næste dag. Og så havde jeg jo ikke regnet med at der ville ske noget før et par dage senere, så det at jeg lige pludselig indså, at jeg havde vores søn i armene indenfor blot et par timer, det var mere end jeg lige kunne forholde mig til.
Jeg var som nævnt, mødt ind kl. 7:15, og de slukkede for stresstesten kl. 9:25, og så vidste jeg at jeg var mor inden middag. Der kom så en anden jordemoder ind, som var hende, som skulle være med til kejsersnittet, og derefter kom der så også en narkoselæge, som fortalte om selve kejsersnittet. Da de begge havde forladt stuen igen, kom den første jordemoder ind med noget tøj til Bent, som han skulle have på ind på operationsstuen, og mens hun var derinde ringede hendes telefon og da hun lagde på, sagde hun at de kom og hentede mig til kejsersnit indenfor et par minutter - der var klokken omkring 10.
Selve kejsersnittet gik helt efter bogen. Der var en del fagfolk til stede på operationsstuen, men jeg følte mig på intet tidspunkt usikker. De var gode til at fortælle, hvad de gjorde og de spurgte mig ofte, hvordan jeg havde det og om jeg kunne mærke noget. Kl. 10:35 kom meddelelsen om at nu var han født, og så måtte både Bent og jeg fælde en tåre, mens vi holdt hinanden i hånden. Silas blev hurtigt undersøgt inden han kom hen til mig og Bent et par minutter inden de kørte ham på neonatal. Bent gik med Silas og børnelægerne over på neonatal, mens jeg blev lappet sammen igen. Den spinalbedøvelse, jeg havde fået, lå for højt (det gør den indimellem fik jeg at vide - det er ikke noget, lægerne gør bevidst), og det gjorde, at jeg havde svært ved at trække vejret, og jeg derfor hyperventilerede pænt meget. Der kom så en narkoselæge og snakkede med mig, inden jeg blev kørt på opvågning. På opvågningen blev jeg koblet til forskellige apparater, som skulle måle en hulens masse forskellige ting, fordi bedøvelsen havde virket lidt for godt. Efter lidt over 2 timer, var bedøvelsen endnu ikke rigtig begyndt at fortage sig, men alle målinger var tilfredsstillede, så de begyndte at forberede mig på at skulle videre - jeg savnede også Silas og Bent (selv om jeg stadig var lidt rundt på gulvet over hele situationen). Ved 13:45 tiden kom portøren så og hentede mig, og jeg kom over til vores søn, som var lagt i kuvøse på neonatal.
Silas havde problemer med blodsukkeret, så han skulle de første dage have målt blodsukker hver anden time, og hver gang det så ud til, at det var stabilt, så faldt det igen. Men efter 4-5 dage var de helt tilfredse, og så kunne vi komme videre mod at komme hjem. Vi var alt i alt indlagt 13 dage, og det var virkelig nogle lange dage til sidst. Jeg er mere end taknemmelig for al den hjælp og støtte, vi fik på sygehuset, men dagene var dælme godt nok lange alligevel.
Jeg fik derfor en tid til igangsættelse torsdag d. 24. august, hvor jeg skulle møde ind på sygehuset kl. 7:15 om morgenen. Jeg fik så kørt et par CTG kurver inden jeg blev kørt ind på en anden stue, hvor der skulle køres en stresstest inden jeg skulle have de første piller for at sætte fødslen i gang. Jeg var i forvejen blevet forberedt på, at der nok ikke ville ske noget de første par dage, så jeg havde ikke regnet med andet end at jeg de første dage skulle tage piller med x antal timers mellemrum, men sådan gik det bare ikke.
Da de gik i gang med at køre stresstest begyndte min livmoder virkelig at arbejde på højtryk, da de kun havde været i gang små tyve minutter. Jordemoderen, som var derinde, sagde at jeg skulle slappe af, og jeg prøvede virkelig, men min livmoder kunne jeg på ingen måde få til at samarbejde. Vi kunne følge Silas' hjerterytme på en lille monitor, og vi kunne ret hurtigt se, at jo mere min livmoder arbejde, jo mere faldt hans hjerterytme. Jordemoderen snakkede så med en anden læge og de besluttede at slukke, for der skulle akut kejsersnit til - en almindelig fødsel kunne Silas ikke rigtig holde til. Så der blev ringet og aftale kejsersnit, og da jeg fik at vide, at det ville blive foretaget indenfor et par timer, så jeg pænt sjov ud i hovedet. Dagen inden havde jeg et eller andet sted jo stadig haft en forventning om, at jeg havde små 3 uger tilbage, da de kom og sagde jeg skulle sættes i gang næste dag. Og så havde jeg jo ikke regnet med at der ville ske noget før et par dage senere, så det at jeg lige pludselig indså, at jeg havde vores søn i armene indenfor blot et par timer, det var mere end jeg lige kunne forholde mig til.
Jeg var som nævnt, mødt ind kl. 7:15, og de slukkede for stresstesten kl. 9:25, og så vidste jeg at jeg var mor inden middag. Der kom så en anden jordemoder ind, som var hende, som skulle være med til kejsersnittet, og derefter kom der så også en narkoselæge, som fortalte om selve kejsersnittet. Da de begge havde forladt stuen igen, kom den første jordemoder ind med noget tøj til Bent, som han skulle have på ind på operationsstuen, og mens hun var derinde ringede hendes telefon og da hun lagde på, sagde hun at de kom og hentede mig til kejsersnit indenfor et par minutter - der var klokken omkring 10.
Selve kejsersnittet gik helt efter bogen. Der var en del fagfolk til stede på operationsstuen, men jeg følte mig på intet tidspunkt usikker. De var gode til at fortælle, hvad de gjorde og de spurgte mig ofte, hvordan jeg havde det og om jeg kunne mærke noget. Kl. 10:35 kom meddelelsen om at nu var han født, og så måtte både Bent og jeg fælde en tåre, mens vi holdt hinanden i hånden. Silas blev hurtigt undersøgt inden han kom hen til mig og Bent et par minutter inden de kørte ham på neonatal. Bent gik med Silas og børnelægerne over på neonatal, mens jeg blev lappet sammen igen. Den spinalbedøvelse, jeg havde fået, lå for højt (det gør den indimellem fik jeg at vide - det er ikke noget, lægerne gør bevidst), og det gjorde, at jeg havde svært ved at trække vejret, og jeg derfor hyperventilerede pænt meget. Der kom så en narkoselæge og snakkede med mig, inden jeg blev kørt på opvågning. På opvågningen blev jeg koblet til forskellige apparater, som skulle måle en hulens masse forskellige ting, fordi bedøvelsen havde virket lidt for godt. Efter lidt over 2 timer, var bedøvelsen endnu ikke rigtig begyndt at fortage sig, men alle målinger var tilfredsstillede, så de begyndte at forberede mig på at skulle videre - jeg savnede også Silas og Bent (selv om jeg stadig var lidt rundt på gulvet over hele situationen). Ved 13:45 tiden kom portøren så og hentede mig, og jeg kom over til vores søn, som var lagt i kuvøse på neonatal.
Silas havde problemer med blodsukkeret, så han skulle de første dage have målt blodsukker hver anden time, og hver gang det så ud til, at det var stabilt, så faldt det igen. Men efter 4-5 dage var de helt tilfredse, og så kunne vi komme videre mod at komme hjem. Vi var alt i alt indlagt 13 dage, og det var virkelig nogle lange dage til sidst. Jeg er mere end taknemmelig for al den hjælp og støtte, vi fik på sygehuset, men dagene var dælme godt nok lange alligevel.
Da Silas kom ind i vores liv i 2017, blev vores liv forandret for altid. Jeg havde ganske vist hørt en masse historier omkring, hvordan og hvorledes forældrelivet var, men man kan aldrig forberede sig, da man ikke ved, hvordan ens eget barn bliver.
Men jeg må ærlig talt indrømme, at jeg elsker at være mor. Selvfølgelig er der mange søvnløse timer, og dage, hvor bare 5 minutters powernap kan føles som en lur på flere timer, men at være mor (forælder i det hele taget) er jo også bare den største gave, man kan få. Og selv om vejen hertil var lang, så har den alligevel lært mig meget og jeg vil sige, at Bent og jeg er blevet meget stærkere som par af alt det, vi måtte igennem for at stå med de 2 streger, som skulle give os den største gave af dem alle. Og nu hvor Niclas også er kommet til verden, så har det bare gjort glæden endnu større.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar