Pages

Sider

torsdag den 30. december 2021

Året der gik - 2021

Endnu et år er allerede ved at være omme, og traditionen tro vil jeg her komme med en opsummering af mit 2021. Jeg ved godt, jeg nærmest ikke rigtig har fået blogget, men altså, der er jo alligevel sket en del, så håber I vil læse med. 

Januar: 
  • Vores udlejere i Vamdrup valgte at sætte huset, vi boede i til salg. Selvfølgelig var det irriterende, men trods alt ikke mere, end at vi straks gik i gang med at lede efter noget andet, for min angst kombineret med det at vi kunne risikere, at der kom folk rendende hele tiden og skulle se huset, det fungerede ikke helt. Vi havde alligevel snakket om, at vi gerne ville have noget andet på et tidspunkt, fordi der var for mange hængepartier i huset i Vamdrup, der ikke blev lavet. Og det var trods alt ikke vores opgave at udbedre alle fejl og mangler. Og vores nabo udøvede simpelthen sådan chikane på os, og vores udlejer var ligeglade, så længe de fik huslejen. 
  • Vi blev enige om, at vi ville til Kolding og bo, hvis ikke vi kunne finde noget i Vamdrup. Og vi var rundt og kigge, samtidig med at vi tjekkede samtlige boligsider på nettet. 
  • Mine forældre fik solgt deres hus, og min bror og jeg kunne se frem til at sige farvel til vores barndomshjem. 
  • Vi gik i gang med at rydde op og pakke alt ned, vi ikke regnede med at komme til at bruge sådan lige med det samme (vi havde jo også 163 m2, så der var noget at sortere og pakke ned). Samtidig skulle det gøres, så vi ikke synligt viste, at vi pakkede ned, for vi gad ikke alle spørgsmål fra nysgerrige sjæle. 
  • Der kom en lille bitte smule sne, men ikke noget, der var værd at prale af. 
Februar: 
  • Hjemme ved mine forældre startede nedpakningen for alvor. Det var lidt underligt at se mit barndomshjem pakket ned bid for bid. 
  • Vores boligsøgning tog også lidt mere fart, da vi fik omkranset området, vi ville bo i, og vi derfor kunne søge lidt mere intenst.
  • Der kom sne, og Silas og Niclas kom ud og kælke. Og de ELSKEDE det. 
  • Begge drenge var til fastelavn i hhv vuggestue og børnehave, og Silas blev Katteprins (det kalder de det på hans stue). Han var så stolt, da han kom hjem med kronen. 
  • Al beskæftigelsesindsats var fortsat suspenderet, så der blev ikke etableret nogen praktik, og jeg havde derfor "kun" mine samtaler med min behandler at koncentrere mig om. 
  • Bent kom i gang med lastbilkørekort, så jeg havde atter mine formiddage for mig selv. 
Marts: 
  • Jeg kom ind i en rigtig god rytme med at komme ud og gå hver eneste formiddag, når jeg havde kørt Bent på kursus og drengene var afleveret i institution. 
  • Min bror havde fødselsdag, og selvfølgelig skulle den sidste fødselsdag på Bekkasinvej fejres. Mine forældre skulle være ude 1. maj, så vi vidste jo godt, at tiden derhjemme var begrænset. Min bror ledte også efter noget at bo i, men det var svært at finde en 1- eller max 2 værelses lejlighed, der var til at betale. 
  • Vi blev tilbudt, hvad vi mente, var vores drømmebolig, og det blev kun bekræftet, da vi var ude og se den. Vi endte så med at takke ja, og fik den så også. 
  • Min mor skulle på Odense Sygehus, så Silas og jeg tog med toget til Kolding og kørte med hende. Det var Silas' første togtur, og han var så stolt og nød det til fulde. For lige at sætte kronen på værket, tog vi så bussen nede fra byen, så det var dobbelt op på glæde. 
April: 
  • Det blev påske, og vi holdt en påskefrokost i huset på Bekkasinvej. En perfekt form for afslutning på det kapitel, som involverede det hus, vi alle havde været en del af. 
  • Jeg havde fødselsdag og vi fejrede det midt i flytterod. 
  • Alt gik i orden med indskuddet til det lækre rækkehus, som vi flyttede ind i i Kolding. Helt nybygget og beliggende helt perfekt. 
  • Mine forældre fik nøglerne til deres rækkehus midt i april, og så begyndte de at flytte. 
  • I slutningen af måneden fik vi nøglerne til rækkehuset, og vi flyttede, og kunne dermed starte helt forfra et nyt sted. 
  • Min bror flyttede samme dag, som Bent og jeg fik nøglerne til vores rækkehus, og vi fik også hurtigt flyttet ham. 
Maj: 
  • Huset i Vamdrup blev rengjort og nøglerne afleveret. 
  • Vi kom godt på plads i vores nye hjem. Og vi fortrød det ikke et sekund. Vi har fra starten følt os så godt hjemme i "vores nye" kvarter. 
  • Vi tilbragte en masse timer ude på vores lækre terrasse. Vi manglede kun at få lagt nogle fliser i det sidste, og så var det helt på sin plads. 
  • Silas smed sutten, og han var så stolt. 

Juni: 
  • På Fars dag valgte vi at tage ned i Legeparken sammen med min bror. Det var en rigtig hyggelig dag, og drengene hyggede sig. Vi tog herhjem om aftenen og fik lidt godt at spise. 
  • Vi fik lagt fliser i den sidste del af terrassen, og den blev flittigt brugt. 
  • Vi fandt en skøn legeplads ikke ret langt fra, hvor mine forældre bor, og den blev flittigt brugt sommeren igennem. Det er rigtig hyggeligt derhenne, og drengene elsker det.
  • Bent fik arbejde som vikar, og det indebar at vi skulle tidligt op om morgenen for at han kunne møde på arbejde kl. 7 (ca en halv times køren frem og tilbage).
Juli: 
  • Niclas startede i børnehave, og det var en pænt hård opstart. Efter en lille uge, gik størstedelen af det faste personale på ferie, og det indebar at han havde svært ved at finde sig til rette, og jeg havde en del ekstra køren til Vamdrup og hjem igen, netop fordi jeg skulle hente Niclas efter "kun" 2 timer. Men vi klarede det. 
  • Det var sommer, og vi tilbragte en del timer udendørs.
  • Niclas havde fødselsdag, og han blev selvfølgelig fejret på behørig vis. 
  • Onkel forærede drengene et badebassin - til stor glæde for os alle. 
  • Jeg startede i praktik på et industrivaskeri i min vej til at blive afklaret til fleksjob. 
August: 
  • Min far havde fødselsdag, og han skulle fejres. 
  • Silas og Niclas havde 3 ugers ferie, hvor der virkelig blev afprøvet grænser. 
  • Bent og jeg fejrede vores 9 års bryllupsdag.
  • Silas havde fødselsdag og fyldte 4 (!!!) år. Han blev selvfølgelig også fejret efter alle kunstens regler. 
  • Min mor havde sørme også fødselsdag, og naturligvis var vi også hjemme og fejre hende. 
September: 
  • Bent fik en fastansættelse, der dog viste sig at være dårligere lønnet end at være på dagpenge. 
  • Vi var i Madsby Legepark sammen med mine forældre og min bror, og drengene nød det i fulde drag. Sjældent har man set dem hygge sig så meget, og de var pænt trætte, da vi kom hjem.
  • Jeg måtte stoppe min praktik, da den simpelthen var for mentalt udfordrende. Den ødelagde mere end den gjorde gavn for helbredet. 
Oktober: 
  • Vi var med Bents arbejde i Glad Zoo, og selv om det regnede, så havde vi en fantastisk hyggelig dag. Folk var glade, og drengene hyggede sig med at kigge på en masse nye dyr. 
  • Bent havde fødselsdag, og vi holdt en stille og rolig fødselsdag for ham.
  • Corona'en begyndte igen at spøge, og det medførte forskellige restriktioner, også ude i børnehaven. 
  • Jeg kom med i forældrebestyrelsen ude i børnehaven - hvem skulle have troet, at jeg frivilligt ville melde mig til sådan noget. 
  • Silas begyndte projekt blefri, og det gik over al forventning. 
November: 
  • Endelig kom det så vidt, at vi kunne begynde at pynte til jul i vores nye hjem. Og jul - det blev det. 
  • Det var Mortens Aften, som vi holdt herhjemme ved os. Det var en rigtig hyggelig aften med god mad og godt selskab. 
  • Mine forældre havde 42 års bryllupsdag. 
  • Vi fik stille og roligt styr på de fleste julegaver. 
  • Jeg begyndte at gå til banko sammen med min mor - noget af en udfordring med min angst, men jeg klarede det. 
  • Jeg var til det første bestyrelsesmøde i børnehaven. 
  • Silas, Niclas, Bent, jeg, min mor og min bror var nede i byen og se, da julemanden ankom. Det var nu egentlig meget hyggeligt - og drengene hyggede sig. 
  • Det blev 1. advent, hvor vi traditionen tro, havde julehygge her ved os. Det var rigtig hyggeligt. 
  • Silas og hans stue i børnehaven pyntede juletræ ude i ABC Lavpris i Vamdrup. Det var en stolt dreng, som viste os det, og vi var stolte af, at vores søn havde gjort det. 
December: 
  • December kom med alt, hvad det indebar. 
  • Vi formåede at hygge max herhjemme, for vi var klar med alt inden 1. december. 
  • Bent arbejdede atter som vikar, og havde derfor lidt skiftende arbejdspladser. 
  • Vi havde en fantastisk hyggelig juleaften hjemme ved mine forældre. 
  • Niclas smed sutten, og vi havde nu 2 suttefri drenge. 
  • Vi kunne stille og roligt gøre klar til nytårsaften, som vi skulle holde her ved os. 

søndag den 19. december 2021

En eller anden - stop tiden!!!!

Vi har allerede d.19. december!!!! Altså hvor er tiden lige blevet af??? Det føles som et par dage siden jeg sidst har blogget, og alligevel er det allerede flere måneder siden. 

Tiden flyver simpelthen af sted, og vi følger bare med. Der sker noget hele tiden - eller sådan føles det i hvert fald. Selvfølgelig er der dage, hvor der intet sker, men de går lige så hurtigt, som de dage, hvor der er fart over feltet fra morgen til aften. 

Jeg føler lige, vi har haft 1. advent, og alligevel er det snart juleaften. Heldigvis er vi da efterhånden rigtig godt med, og vi mangler ikke særlig meget før vi er helt klar til at holde jul, så det skal nok gå altsammen. Men det er da alligevel lidt skræmmende, at tiden går SÅ hurtigt. 

Denne her weekend har Silas været hjemme ved mormor og morfar. Han spurgte selv om han måtte komme derhjem, og selvfølgelig måtte han det. De har så rigtig hygget og været ude og købe julegave fra Silas til Bent og jeg (Niclas har allerede været med mormor ude og købe fra ham, en dag, hvor han havde fri fra børnehave). Det er lidt hyggeligt, at vi ikke ved, hvad vi får af dem. De har naturligvis også lavet noget i børnehaven til os, så det bliver rigtig spændende at se, hvad de har fundet på i børnehaven i år. Sidste år fik vi bordskånere, og de står fint fremme med nogle lysestager på, så bliver de brugt - uden at blive ødelagte. 

Vi fik også købt de sidste julegaver i går. Vi manglede lige et par stykker, så Bent, Niclas og jeg tog i storcenteret, og så købte vi det sidste. Nu mangler vi så bare lige et par enkelte ting, som skal komme med posten, men de er på vej, så satser på de når at komme 😀

Vi var ude og købe juletræ i går sammen med mine forældre og Silas. Vi fandt også  rigtig flotte træer. Vi har et fast sted vi køber, og vi er endnu ikke blevet skuffede over træerne derfra. Nu skal det bare sættes på fod i dag og så skal det ind og pyntes. Vi skal da godt nok ikke holde jul herhjemme i år, men derfor skal vi nu alligevel have juletræ. 

I starten af det nye år, skal jeg - om Corona'en vil det - starte i en ny praktik. Det glæder jeg mig til. Håber snart jeg kan blive afklaret og få det fleksjob. Synes efterhånden jeg har været i systemet længe nok, så nu vil jeg gerne snart videre. 

Nå, må hellere komme i gang med at være lidt praktisk (har været oppe siden 06:05, men er ikke kommet særlig langt endnu. Men altså det er jo også søndag, så det er vel ok at være lidt langsom i optrækket. 

Rigtig god 4. advent allesammen.