Pages

Sider

søndag den 21. juli 2019

En anelse bagud

Ja, jeg er lidt bagud med at opdatere bloggen - I know -, men der er sket så meget denne uge, så jeg har ikke rigtig haft tiden til at sætte mig ved computeren, og når ungerne har sovet om aftenen, så har moren også været træt og så har jeg prioriteret at slappe af fremfor at sætte mig og blogge. 

Men for at starte fra en ende af, så fyldte vores lille solstråle jo 1 år i søndags, og han skulle selvøflgelig fejres. Kan ikke helt forstå, hvor det seneste år er blevet af - tiden er jo fløjet af sted. Kan stadig huske det øjeblik, hvor fødselslægen kigger på mig og siger" du er 10 cm åben. Vandet er heldigvis ikke gået endnu, men du skal have kejsersnit NU. Som i at jeg ringer og beder dem gøre en operationsstue klar og så bliver du hentet om et par minutter af en portør, og så skal vi ned og fejre din søns fødselsdag". Når jeg sidder og tænker tilbage på det, så kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne komme gennem det alene, men det gjorde jeg. Og nu er Niclas allerede 1 år, og han er uden tvivl vores allesammens solstråle. Han er så glad og smilende. 

Men nå, tilbage til hans fødselsdag. Han skulle jo selvfølgelig fejres, ligesom Silas og blev det, da han blev 1 år, så jeg havde lavet lagkage til ham - det hører sig ligesom med til at fylde 1 år. Nu er det jo ikke så stor aldersforskel på Silas og Niclas, så jeg havde selvfølgelig også lavet en mini-lagkage til Silas, så han også fik en lagkage, når nu lillebror også sad med en. OG ja, det resulterede jo selvsagt i, at der var lagkage OVERALT!!! Men så længe de 2 banditter hyggede sig, så var rengøringen et mindre issue. Da vi nåede aften, havde vi 2 meget trætte børn, men de havde begge hygget sig, og det er jo hovedsagen. 

Mandag skulle Niclas så til lægen til 1 års undersøgelse, og der var intet at komme efter. Han er kommet så fint med på trods af den meget lave fødselsvægt, og han ligger faktisk fint på gennemsnit i dag, så det er jo helt perfekt. 

Tirsdag aften, da jeg hentede Bent fra arbejde, så han lidt dårlig ud, og han havde da også haft det lidt dårligt i løbet af dagen med svimmelhed og kvalme, men han mente, der var pga varmen. Vi skulle så lige ud og aflevere trailer hos min onkel, så den kunne blive lavet, og da vi så kom hjem begyndte Bent at kaste op, og han var meget træt. Han fik dog så også fortalt mig, at han havde overhørt sin kollega snakke med en borger om, at udsugning i kemi ikke virkede, og at den ikke havde virket i over en måned. Eftersom Bent havde gået og ordnet kemi en del gange de foregående uger, kunne jeg godt fornemme, at han muligvis var ramt af noget forgiftning af en eller anden slags. Han var så omkring lægen dagen efter, hvor han havde meldt sig syg. Lægen mente også, der var tale om forgiftning, men det tydede heldigvis ikke på. at han havde taget skade af det. Men han skulle lige tage den lidt med ro de efterfølgende dage. Han havde så heldigvis fri torsdag, og fredag var han så af sted på arbejde igen.

Weekenden er også snart gået. Bent har arbejdet hele weekenden, og når han så har fri i dag, har han fri til kl. 10 i morgen. I næste uge har han fri torsdag og så skal han arbejde igen fredag og så er det hans tur til at holde ferie. På et eller andet tidspunkt i vores ferie (vil ikke sige, hvornår), skal vi også til Skiveren, og jeg glæder mig. Det skal nok blive super hyggeligt. 

Nå men jeg må hellere komme lidt videre med oprydningen. Begge unger sover, så det er med at udnytte tiden bedst muligt. 

Håber I alle har en god weekend.  


lørdag den 13. juli 2019

Fødselsdag i vuggestuen

I går holdt vi 1 års fødselsdag for Niclas i vuggestuen, og det var faktisk rigtig hyggeligt. De er ikke så mange børn i vuggestuen de her uge, hvor der er ferie, så begge stuer var lagt sammen plus der var få børn fra en af de små omkringliggende byer,  så det var en lille hyggelig flok, som fejrede yngste arvingen. 

Vi havde bagt kage, som vi havde med derhen - og det var et hit ved de små. Kagen var farvet blå og så var der kakaoglasur på - hvilket var et endnu større hit. 

Han fik også en lille gave, så han har et minde om dagen. 

I morgen er det så den store dag, hvor han fylder 1 år. Det er slet ikke til at forstå, at han allerede er så stor. I mine øjne er han jo stadig den lille mand, som var alt for lille og skrøbelig for knap 1 år siden. 


onsdag den 10. juli 2019

Hvor bliver tiden dog af

Det er allerede en ny uge igen... 

Tiden flyver virkelig af sted for tiden, og jeg kan ikke følge med. Nu er det måske nogen der vil sige "jamen, du går jo bare hjemme, så tiden kan da umuligt gå hurtigt for dig", men surprise surprise - tiden KAN rent faktisk godt bare forsvinde, når du er hjemme. Og især, når der er børn i hjemmet, så kan tiden altså godt bare pludselig være væk. 

Kan huske, jeg engang fik at vide, at tid er en helt anden faktor, når man har børn, og hvor havde vedkommende dog ret. Når jeg kigger på Silas og Niclas, så kan jeg se at dagene flyver af sted, for de udvikler sig jo konstant - et eller andet sted lidt sørgeligt at de så hurtigt bliver store, når jeg ved, der ikke kommer flere småfolk her i huset. Men når det så er sagt, så elsker jeg at følge den udvikling, de hver især gennemgår. 

Niclas fylder allerede 1 år på søndag, og jeg skal da lige love for, at han er kommet langt siden han startede i vuggestue for lidt over 1 måned siden. De øvelser, som jeg laver med ham, laver de også i vuggestuen, og jeg kan virkelig se, han har rykket sig meget den seneste måneds tid. Korrigeret er han jo "kun" næsten 10 måneder, men jeg er så stolt af ham. Han klarer sig bare så godt den "lille" basse. 

Silas fylder jo 2 næste måned, og han har krudt i røven som jeg ved ikke hvad. Han sidder ikke stille for længe ad gangen. Han elsker at lege udenfor, så hvad vi efterhånden ikke har af ting og sager i haven, ja det er ikke nævneværdigt. Niclas får et legehus i fødselsdagsgave, og det kan de jo bruge begge 2. Vi har valgt at købe et lidt mindre legehus i plast, som vi kan skille ad og sætte ind, når vi fx skal på ferie eller lign, for vi har nogle naboer, som ikke rigtig gider købe noget til deres egne børn, men som (for at sige det på den pæne måde) har ry for at være lidt langfingrede, og de skal ikke kunne snuppe noget herinde i haven. 

Men tilbage til Silas.. han er en utrolig kærlig dreng, som absolut nok ved, hvad han vil og hvad han ikke vil. Hvis han ikke får sin vilje, så er han begyndt at smide sig på gulvet og græde. Og ja, efter hvad jeg har hørt, så gjorde jeg lidt det samme, da jeg var barn, så han har det jo ikke noget fremmed sted fra *haha* 😁

Bent er på arbejde igen i dag. Denne uge er ikke helt fastlagt endnu, men fra på mandag kender vi hans arbejdsplan små 5 uger frem, og der bliver ikke meget frihed for hans vedkommende, så det er med at nyde, når han endelig er hjemme. 


mandag den 1. juli 2019

Endnu en gang.....

… har bloggen stået stille i mere end én uge. Der er dog god grund til det. 

Som jeg tidligere har nævnt, så lider Silas af astmatisk bronkitis, og når han så er forkølet, så er han VIRKELIG hårdt ramt, og jeg mener HÅRDT RAMT. Som en del af jer nok også ved, så har vi været indlagt et par gange med ham pga. vejrtrækningsbesvær, og i tirsdags måtte vi så en tur af sted igen. 

Han var ved lægen, fordi vi mistænkte han havde slugt et eller andet, fordi han tog sig meget til halsen og hostede virkelig meget, og samtidig havde han lidt feber. Lægen syntes lige, vi skulle omkring børnemodtagelsen, så de lige kunne kigge på ham og tage stilling til, hvad der videre skulle ske, og om der skulle ske noget. 

Han blev undersøgt på børnemodtagelsen, og lægen vurderede, at der skulle tages blodprøver samt tages røntgen af lungerne, så de kunne se, om der var nogen logisk forklaring på hans forværrede helbred. Det er altså svært at få en knap 2 årig til at stå stille længe nok, til at der kan tages et røntgenbillede, når han har ondt og er pylret og det eneste, der virker er at være oppe ved mor... men der kom da noget brugbart ud af det, og da der var svar på både røntgen og blodprøver, blev det besluttet, at vi skulle tilbringe natten deroppe, så de kunne holde lidt ekstra øje med ham, og så skulle der tages nye blodprøver dagen efter. 

Røntgenbilledet viste at luftvejene omkring navnlig den ene lunge, var meget lukkede pga noget infektion, så han fik godt med den medicin, han får i spacer herhjemme, og så kunne vi kun vente på det blev onsdag, så vi kunne se, hvad de nye blodprøver viste. 

Onsdag fik han så taget nye blodprøver, og de viste heldigvis ingen forværring. Den feber, der var til stede ved indlæggelsen, var også væk, og han virkede til at være i bedring, så vi fik lov til at tage hjem - dog med en åben indlæggelse i hånden. De andre gange har den åbne indlæggelse været gældende max et par dage frem, men denne her er gældende helt frem til og med mandag næste uge. Altså jeg håber ikke, vi får brug for det, men det er da rart nok at have i mente, at vi ikke skal igennem læge, vagtlæge etc., hvis han får det dårligt indtil. 

Han har så heller ikke været i institution siden, for han har ikke rigtig kunne komme helt ovenpå, så har ikke ville sende ham af sted for enhver pris. Han hoster stadig, men heldigvis ingen feber, så håber lidt han er klar til at komme af sted i morgen. Han skal jo helst ikke gå glip af for meget, men omvendt, så er det også bedre han er herhjemme, når han har det som han har haft det den senere tid.

Nå, nu tror jeg nok, jeg vil se og smutte i seng. Har 2 børn, der med lidt held sover til kl. 6:30 i morgen, så hvis moren skal nå at sove lidt, så må jeg nok hellere snart komme i seng.