Pages

Sider

tirsdag den 27. november 2018

Jul jul jul jul

Vi kan ikke længere komme udenom det - på lørdag er det december. Vi er godt i gang med at jule herhjemme - med 2 små børn i huset, har vi valgt at starte alt så tidligt, som vi nu kunne tillade os det. 

Vi pyntede allerede op den første uge her i november - vi har altid pyntet op til Mortens Aften. Jeg er så småt gået i gang med at skrive julekort. Småkagerne er vi også i gang med at bage og de fleste julegaver er pakket ind. 

Alt i alt er vi allerede kommet et godt stykke af vejen mod at det kan blive december. Men vi får også en travl første uge i december, så det skader bestemt ikke at være lidt på forkant med det hele. 

Jeg har også brugt de sidste par dage på at lave indbydelser til Niclas´ barnedåb, så de er også klar til at blive afleveret. 

I søndags var Silas og jeg med min mor til juletræsfest på min mors arbejde, og det var super hyggeligt. Silas hyggede sig helt vildt, og han snakkede med julemanden, så det var jo bare skønt. Han var på ingen måde bange for julemanden, og han charmede sig (selvfølgelig) ind på alt og alle - præcis som han plejer. 

I dag har jeg fået hentet min pakke til Bloggeradvent, så nu kan det bare blive 1. søndag i advent - eller nå nej, det må hellere vente til jeg har fået bundet vores adventskrans. Regner med at komme i gang med at binde kranse i morgen, men nu må vi se, hvor meget jeg når. Og så længe jeg når det inden weekenden, så går det jo nok også. 

Til slut vil jeg lige vise et billede af vores dejlige børn - vores et og alt. Silas elsker sin lillebror og vil gerne være så god ved ham. 



mandag den 19. november 2018

Det forbandede galdesten

Kan ikke huske, om jeg har fået fortalt herinde, at jeg efter graviditeten med Niclas, har været så "heldig" at få galdesten. 

For et par måneder siden. var jeg til ultralydsskanning, hvor man tydeligt kunne se galdestenene - og der var mange sagde lægen. De fleste af dem på omkring 1 cm. Min egen læge ville så lade det være op til mig, hvorvidt jeg ville "leve" med de smerter, som de kunne forvolde, eller om jeg ville opereres. 

Jeg valgte så det sidste. For helt ærligt, så giver Niclas altså nok søvnmangel, det behøver jeg ikke også galdestenssmerter for. Og jeg har haft en del nætter, hvor jeg nærmest har ligget og vredet mig i smerte, og det er altså ikke holdbart med 2 børn i huset. 

I sidste måned var jeg så til samtale på sygehuset, hvor jeg også fik tid til operation. Så d. 4. december skal jeg møde ind på sygehuset kl. 7:15 om morgenen til operation. Jeg glæder mig til at slippe for smerterne, men er alligevel lidt nervøs for operationen - selv om der ikke er noget at være nervøs for. 

søndag den 18. november 2018

En ganske produktiv dag

Havde ikke de vilde planer i dag. Vi havde egentlig bare planer om, at vi ville være herhjemme og slappe af og hygge os. 

Vågnede ved 8:30 tiden i morges - begge unger havde sovet længe, hvad skete der lige for det?? Der gik så ikke længe, før både Silas og Niclas vågnede, så først op og skifte den ene og så den anden bagefter. 

Tog så begge unger med ind i stuen og lod Bent ligge lidt længere. Da Bent så kom op, tog jeg Silas med i ABC og handlede ind til aftensmad. Da vi kom hjem igen, var Silas pænt meget træt, men herren ville ikke sove, så Bent vadede stuen tynd med han på armen, og efter små 20 minutters tid sov Silas. Niclas var også faldet i søvn, så Bent og jeg udnyttede situationen og pakkede julegaver ind. Det er ikke helt nemt at gøre det, når Silas render rundt og piller i det hele, så det måtte gøres mens de sov. 

Fik så også bagt en omgang fedtebrød samt lavet dej til lakridssmåkager. Lakridssmåkagedejen skal så stå i køleskabet til i morgen, men nu er den da lavet. 

Har også været i gang med indbydelser til barnedåb. Det er lidt vemodigt at tænke på, at det er sidste barnedåb vi skal holde, men vi er enige om at vi ikke skal have flere børn. 

Bent skal starte i ny praktik i morgen, så der bliver nok at se til med de 2 lømler herhjemme, men det skal nok gå. 

tirsdag den 13. november 2018

En hyggelig weekend i familiens tegn

I lørdags var det som bekendt Mortens Aften. Det er en dag, som vi "fejrer" hvert år. Og i år var vi jo så bare så heldige, at dagen faldt netop en lørdag. 

Vi plejer at lave en "mini-juleaften" ud af Mortens Aften. Vi får andesteg, flæskesteg med alt tilbehør og så (selvfølgelig) risalamande til dessert. 

Traditionen tro har vi altid pyntet op, så det er klar til Mortens Aften. Det er nu altså ikke det samme at spise and, når der ikke er pyntet til jul. Og så er det jo altså ens eget valg, hvornår man pyntet til jul. 

Mine forældre, min bror og min onkel var herude og hygge med os i lørdags. Og så spillede vi pakkespil - det er nu altid et hit. Jeg var da også heldig at vinde nogle gaver, så det var jo ikke dårligt. 

Søndag stod den så på rester - det er nu altså heller ikke at kimse af. Netop den mad, kan godt spises 2 dage i streg. 

søndag den 4. november 2018

Bloggeradvent anno 2018

(billedet er lavet af GiZmo fra www.giz-blog.dk - er hun ikke bare dygtig)


Ja, præcis som de foregående år, har Jeanette igen i år arrangeret Bloggeradvent, og jeg er naturligvis med igen i år (har som en af de få været med alle år siden det startede). 

Jeg vil derfor lige komme med et lille "lidt om mig og julen" indlæg til brug for Gitte, som skal sende til mig.

Mit navn er jo Mette. Jeg er gift med Bent og mor til Silas ( næsten 15 måneder gammel) og Niclas (4 måneder gammel). Vi er bosiddende i en lille by, der hedder Vamdrup og som ligger små 15 minutters kørsel fra Kolding.

Udover os 4, består husstanden af vores hunde Bimmer og Shang. 
  • Jeg ELSKER julen og alle tingene, der hører sig til. 
  • Vi har et utal (tror omkring 20) kasser med julepynt. 
  • Vores jul er meget klassisk med røde, grønne, guld- og sølvfarver, men der sniger sig også både hvidt, blåt og lilla ind forskellige steder. 
  • Vores julepynt består både af nisser, kirker, snemænd og endda også pingviner i alverdens afskygninger - er det julet, kan det bruges.  
  • Jeg elsker gammeldags julepynt - er ikke så meget for mere moderne julepynt. Og heldigvis er mange butikker atter begyndt at have julepynt i min stil. Jeg har fx også en del julepynt, som jeg har arvet fra mine bedsteforældre. 
  • Hvert år til jul står min mand og jeg og bager minimum 10 forskellige slags julesmåkager. Vi bager både til os selv og til mine forældre.
  • Jeg elsker gavepapir til jul, og jeg elsker at pakke vores egne gaver ind i flere forskellige slags papir, så der er lidt forskelligt under træet.
  • Vi har et ægte juletræ hvert år, og det er naturligvis pyntet med en blanding af nyt og gammelt. 
  • Jeg har en sød tand, når det kommer til julegodter. 
  • Jeg er meget traditionstro, når det kommer til julen. Jeg har ført rigtig mange traditioner fra min barndoms jul med ind i mit voksenliv. 
  • En af de ting, jeg holder allermest af ved julen er at sidde og skrive julekort. Det er synd, det er blevet så dyrt at sende julekort efterhånden, for det er virkelig en hyggelig tradition synes jeg. 
  • Selv om jeg altid har elsker julen, så er den alligevel blevet lidt mere speciel efter vi har fået Silas og Niclas, og jeg vil virkelig gøre mit til, at de, når de bliver voksne, ser tilbage på deres barndoms jul og mindes den med glæde. 
Alt i alt, er der ikke rigtig noget i relation til julen, som jeg ikke kan lide. Julen er for mig lig med hygge med familie og venner. 

Jeg glæder mig til at se, hvad Gitte finder på - og bare rolig Gitte, jeg hører tit, at jeg er utrolig nem at købe gave til, for jeg bliver stort set altid glad for det jeg får ☺

torsdag den 1. november 2018

Allerede november

Så er det allerede november... der er kun en måned til 1. december og dermed kun 2 måneder tilbage af det her år... det er jo helt vildt, som tiden går. 

Vi har lige bestilt julekort i dag, så nu skal vi bare vente på de kommer, så vi kan få dem skrevet og sendt ud til familie og venner og glæde dem med en lille julehilsen. Normalt laver jeg jo selv julekort, men i år har der simpelthen ikke været tid til det, så vi valgte at få lavet nogen med billeder af guldklumperne. 

Dagen i dag er blevet brugt på at Niclas var ved kiropraktor, hvor vi fik ros, fordi der allerede er store fremskridt i forhold til i mandags. Hun sagde at det var helt vildt, så meget det allerede havde hjulpet, så vi tror at det nok skal blive rigtig godt. 

Vi har nogle øvelser, som vi skal sørge for at lave med ham hver dag, og det gør vi også, for vi er virkelig interesserede i at hjælpe ham. 

Derudover har jeg ryddet op oppe på 1. sal. Det værelse, som skal være Niclas´ er jo hidtil blevet brugt til opbevaring, så der fik jeg ryddet op og flyttet kasser. Altså, jeg ved godt der er noget tid endnu til at Niclas skal bruge værelset, men vi kunne lige så godt komme lidt i gang deroppe. Det er jo med at udnytte tiden til det, når den lige byder sig (med 2 lømler i huset). Silas kom så op og kiggede mens jeg var deroppe (altså Bent kom op med ham), og så skulle alle hans legesager, som står ovenpå, jo lige kigges igennem og noget af det skulle (selvfølgelig) med nedenunder. Altså, hvad de 2 knægte efterhånden ikke har af legetøj - det er altså ikke småting. 

Vi har jo også allerede en masse julegaver stående oppe ovenpå, og de har stor interesse for Silas (og for min bror, når han er herude). Man kan godt se på mængden og størrelsen af gaver, at vi har fået Niclas og Silas. Men sådan skal de altså også være, når der er børn i huset.