Pages

Sider

torsdag den 22. marts 2018

30 uger i dag

I morges vågnede jeg op til en email, som fortalte at Silas i dag er 30 uger. Kan slet ikke forstå, det allerede er 30 uger siden, jeg lå på Kolding Sygehus og fik beskeden om akut kejsersnit og blot nogle timer senere, lå med den bedste følelse af dem alle - nemlig følelsen af at være blevet mor. 

På lørdag bliver min lille mus 7 måneder.. det er jo slet ikke til at forstå. 

Har altid, når andre har sagt at tiden ændrer sig når man får børn, tænkt at det var godt med dem, men nu må jeg så erkende, at de havde ret. Tid ER virkelig en anden faktor, når man har sådan en lille størrelse i huset. 

Jeg er jo med i en terminsgruppe på facebook, og det er sjovt at følge med i udviklingen af alle de små, som vi har fulgt fra de lå i maverne og ja nærmest kun var en positiv graviditetstest endnu. Når man ser alle de skønne børn, så er det sjovt at se, hvor forskellige steder de egentlig er i deres motoriske udvikling. 

Silas er ikke helt begyndt at kravle endnu, men han begynder at lægge an til det, og han bliver så sur, når han ikke helt kan få arme og ben til at samarbejde. Men altså hallo lille mand, det skal nok komme, når du blot fortsætter med at øve dig. 

Min barsel slutter jo om små 4 måneder, og jeg kan godt mærke jeg er begyndt at blive lidt nervøs over, hvad der skal ske, når jeg "skal i gang" igen. Siger til mig selv, at det skal jeg ikke bekymre mig om nu, men det er nu altså lidt svært. 




fredag den 16. marts 2018

Allerede fredag igen

Så er det allerede fredag igen.. synes virkelig dagene flyver af sted for tiden... om 14 dage er det allerede påske. 

Silas er heldigvis næsten helt rask igen, så der er fuld gang i ham herhjemme. Han er ved at begynde så småt på at lægge lidt an til at skulle kravle på et eller andet tidspunkt - hvor er min lille baby blevet af - men han kan endnu ikke helt knække koden til at flytte arm og ben på samme tid, og han bliver noget så sur indimellem, når det ikke lige vil som han vil. 

Sad forleden og kiggede billeder på computeren (hvor jeg har ALLE billeder fra både kamera og mobil), og man kan godt se at antallet af taget billeder eksploderede, da Silas kom til verden. Altså, jeg har jo altid godt kunne lide at tage billeder, men det månedlige antal billeder er godt nok doblet op mere end 2 eller 3 gange siden vi fik ham. Og sådan skal det jo bare være - sådan er det altså at få børn. 

Det er helt vildt at tænke på, at der nu "kun er lidt over 4 måneder tilbage af min barsel.. hvad der skal ske bagefter, det ved jeg ikke endnu. Kommer tilbage til "min gamle" sagsbehandler, og så må vi se, hvad vi finder ud af. Men indtil da skal jeg bare nyde tiden herhjemme med banditten ☺

onsdag den 14. marts 2018

Må nok hellere komme lidt ind i kampen igen

Det er nu efterhånden allerede en uge siden, jeg bloggede sidst... dagene flyver simpelthen af sted når man har en lille i huset, og der er hele tiden noget at se til.

Vi begynder så småt alle sammen at være ovre sygdom, men der er lige lidt, der hænger ved, som bare ikke vil slippe, men mon ikke der er håb forude.

Jeg nyder hver dag med Silas, selv om han har været ekstremt pylret mens han har været syg. Han har været en rigtig mor-dreng, men på den anden side, så har det jo bare givet anledning til at ligge på sofaen og putte med ham en stor del af dagen - så helt skidt er det jo ikke, og tvivler stærkt på, at der er nogen der render med opvask eller vasketøj, hvis jeg ikke lige når at tage det den ene dag. Silas er trods alt det vigtigste.

Han er heldigvis begyndt at tage lidt længere lure om dagen igen nu her. Han havde en periode, hvor han under ingen omstændigheder ville sove mere end 15-20 minutter ad gangen og så heller ikke mere end 2 måske 3 gange om dagen, men det er heldigvis begyndt at vende igen.

Ellers sker der ikke det vilde her på matriklen... vi glæder os helt vildt til foråret for alvor gør sit indtog, og det ikke bare er sådan noget halvt om halvt noget. Er snart ved at være noget så træt af vinter og kulde. 



onsdag den 7. marts 2018

Tiden går - og Silas bliver større (surprise surprise)

Forrige lørdag fyldte Silas et halvt år - min store dreng... indenfor de sidste par måneder er der sket så meget udviklingsmæssigt med ham, og det er skønt at følge.

Jeg elsker at være hans mor - elsker at kigge på ham og vide han er min.

Han er begyndt at sidde lidt i højstol indimellem, når han skal have mos eller grød at spise, og han hygger sig med det... selv om han indimellem har mere travlt med at følge med i alt muligt andet end, hvor skeen med mad befinder sig - man er vel ikke nysgerrig for ingenting *haha*.

Vi arbejder nu frem mod, at han lærer at kravle... han er begyndt at møvre sig stille og roligt frem, når vi holder en hånd mod hans fødder, når han ligger på gulvet eller på sofaen, så han er begyndt at finde stillingen, han skal bare lige finde ud af den med at hænder og ben skal samarbejde lidt, når man skal fremad... men mon ikke også nok det kommer før eller siden. 

Vi har en billedramme, hvor vi hver måned sætter et billede ind på hans månedsdag, og det er sjovt at se, hvor meget han har forandret sig bare på det første halve år. Han er skøn - ingen tvivl om det, og alle, der ser ham, synes han er så skøn, så det er ikke kun mor og far her, som er lidt forudindtagede fordi det jo er VORES søn - der er noget om snakken ☺


En tiltrængt pause

Den opmærksomme læser/følger vil nok have opdaget, at jeg har haft taget en (velfortjent) pause fra onlinelivet - og det gælder mere eller mindre alle online steder. 

Jeg nåede et punkt, hvor det at være online på diverse sociale medier et eller andet sted hang mig langt ud af halsen, og så tog jeg beslutningen om at sætte online tilværelsen lidt på standby. 

Silas blev jo syg ugen efter barnedåben, og det er faktisk først nu - mere end 4 uger senere - han begynder at være bare en smule mere frisk. Det har været en ordentlig omgang, og i forrige uge rundede vi atter vagtlægen, som sendte os en tur på børnemodtagelsen. De nåede frem til, at han efter al sandsynlighed, var ramt af rs virus, men de ville ikke rigtig gøre så meget ved ham derinde, så vi fik en åben indlæggelse med besked på at komme ind med det samme, hvis der skete forværring i hans tilstand. 

Han fik det ikke værre, men heller ikke decideret bedre, så vi fulgte alle de råd sygeplejerskerne havde givet os, og så var det ellers bare at se tiden an. 

De sidste par dage er det så endelig så småt begyndt at gå bedre, og han er kvikket lidt mere op, så det er jo skønt. Synes godt nok også de sidste 4 uger har været LANGE!!! Han har sovet minimalt, og om natten har han allerhelst ville sove ved sin mor, så det er begrænset hvad jeg har fået af søvn, men jeg klarer mig nu nok.